Kredsformand i Gladsaxe Thomas Agerskov og borgmester Trine Græse har sammen underskrevet Gladsaxe-lærernes nye arbejdstidsaftale.

Gladsaxe: Ingen lærere skal undervise mere end 760 timer

På generalforsamlingen i Gladsaxe Lærerforening har formand Thomas Agerskov netop præsenteret en meget enkel arbejdstidsaftale, som sikrer, at ingen lærere i kommunen skal undervise mere end 760 timer om året.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Aftalen bygger oven på flere års godt samarbejde mellem lærerkreds og kommune.  Thomas Agerskov oplever, at den i høj grad er indgået i enighed, fordi det har været i både kommunens og lærernes interesse med en enkelt og ubureaukratisk aftale, der anerkender, at det er en kollektiv opgave at drive skole, men at den enkelte alligevel har brug for tid til fordybelse. Kredsformanden tror på, at aftalen kan være med til at rekruttere gode lærere til kommunen.

"I indeværende skoleår er der flere, der er nået op over de 800 undervisningstimer om året - det betyder det her en ende på", fremhæver Thomas Agerskov.

Fremover skal lærere maksimalt undervise 760 timer om året og børnehaveklasseledere maksimalt 835 timer. Og al tid sammen med eleverne regnes som undervisning - også tid, hvor man for eksempel sidder sammen med børnene, mens de spiser.

Struer: Lærerne får færre undervisningstimer 

Tid til efteruddannelse

Hidtil har vilkårene været meget forskellige for lærere, der har taget efteruddannelse for eksempel i form af et ekstra linjefag. Det er nu skrevet klart ind i aftalen - man får simpelthen reduceret fire undervisningstimer mindre per ECTS-point i den uddannelse, man tager.

"Det vil for de fleste linjefag svare til, at man får en hel dag helt fri om ugen", forklarer Thomas Agerskov.

Lærerne i Ringkøbing-Skjern har fået en arbejdstidsaftale 

Også tillidsrepræsentanternes vilkår er nu aftalebelagte, så alle tillidsrepræsentanter har 120 timers mindre undervisning årligt og undervisningsfri hver onsdag eftermiddag.

Gladsaxes borgmester Trine Græse, Socialdemokratiet, lægger vægt på, at aftalen forenkler og afbureaukratiserer. Der er knyttet en lønaftale til, som er meget enklere at administerere end den hidtidige:

"Nu kan vi holde fokus på læring, læringsfællesskaber, og det tror jeg vil medvirke til at skabe ro om folkeskolen i Gladsaxe til gavn for alle. Der sker jo hele tiden små justeringer, og man bytter lidt indbyrdes, og det kan man gøre, uden at alting skal registreres og tjekkes for, at man ikke skylder nogen noget. Med den nye lønaftale er der med tre tillæg afregnet for stor set alt", forklarer Trine Græse.

Læs mere

Powered by Labrador CMS