”På skolen kan vi hjælpe hinanden samtidig med, at vi har lærerne til at støtte os”, siger eleverne Sikkersoq (forrest) og Victoria, der her ses med deres lærer Lisbeth Møller.

Horsens: Læseferien tilbringes på skolen

Elever i Horsens Byskole skal være på skolen halvdelen af læse'ferien', og det er ikke til diskussion. Skolen vil nemlig sikre, at eleverne får hjælp, bevarer koncentrationen og undgår at vende op og ned på nat og dag.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

9.-klasse-eleverne på Horsens Byskole er i fuld gang med at forberede sig til afgangsprøverne, men som noget nyt foregår hele deres læseferie ikke derhjemme. Halvdelen af forberedelsestiden skal tilbringes på skolen afhængig af, hvornår de skal op til prøverne.

 "Kravet om den fysiske tilstedeværelse på skolen har ikke været til diskussion, og det er der en grund til. Hvis de unge frit kunne vælge mellem at tilbringe læseferien derhjemme eller her, ville vi ikke være sikre på at nå målgruppen - nemlig dem, der vender dag til nat i læseferien, og som kan have svært ved at koncentrere sig om at forberede sig til prøverne", fortæller viceskoleleder Dorthe Fredsted  i en pressemeddelelse.

Nogle elever er glade

Viceskolelederen tilføjer, at nogle elever synes, det er træls, at de ikke kan tilbringe hele læseferien derhjemme, men generelt hersker der en positiv stemning hos både elever og forældre.

Det gælder også eleverne Sikkersoq Kirsten Mathæussen og Victoria Bro Jensen, der begge går i 9.u. De fortæller, at det kan have svært ved at tage sig sammen til at læse derhjemme, og at de ikke er andre at tale med.

"På skolen kan vi nemmere koncentrere os, og vi kan hjælpe hinanden. Desuden er lærerne til stede for at støtte os", siger de.

De fortæller, at deres forældre i starten synes, det var et mærkeligt initiativ, men at de nu bakker helt op om idéen.

Vejle-skole tilbyder undervisning i læseferien

Og netop forældrenes og lærernes opbakning er en vigtig del af det nye tiltag, fortæller Lisbeth Møller, der underviser i dansk:

"Ved at være der for eleverne sender vi et signal om, at vi vil gøre alt for at støtte dem i deres eksamenslæsning, og at vi tror på dem. Men samtidig har vi også en forventning om, at forældrene holder deres børn til ilden og følger med i deres arbejde. Også selvom eksamenslæsningen foregår uden for hjemmets fire vægge".