En gammel transistorradio med hjemmeflikket antenne står i vindueskarmen dækket af gulligt træstøv. P3 trænger fint igennem i konkurrence med lydene fra stemmejern, boremaskiner og rystepudsere. Unge mænd i shorts, T-shirts og kraftige forklæder arbejder koncentreret ved høvlbænkene, men har også tid til at udveksle kommentarer til sportsnyhederne og give hinanden en hånd. Det er en varm dag, så turen går jævnligt forbi kassen med halvliterssodavand på gulvet. Betalingen falder i en lille træ-æske på en høvlebænk.

Indimellem går døren til værkstedet op, og der kommer en gæst, som lige skal låne noget værktøj og benytter lejligheden til at kigge de unge over skulderen og se, hvordan arbejdet skrider frem.

Det er afgangsprøvetid på Holbergskolen i Dianalund på Vestsjælland, men her er ingen anspændt stemning, ingen grønne duge eller skilte med »Stille eksamen!«.

Orden på arbejdspladsen

Nawaz er tidligt færdig med at dekorere en lys urskive med blomsterornamenter i mahognifiner. Han aftaler med lærer Jørgen Mogensen, at han går i gang med at oliebehandle, og går ud i malerrummet efter olien. Han gnider omhyggeligt urskiven ind og sætter oliedunken på plads igen, inden han fejer høvlebænken ren for olieindsmurte papirrester og går i gang med at rense de småbitte stumper blåt papir af urskiven. Censor Benny Henschel noterer sig, hvordan Nawaz holder orden på arbejdspladsen et af de fem punkter, han skal lægge vægt på i sin bedømmelse. De fire andre er: selve produktet, et ur af eget design, arbejdets tilrettelæggelse, herunder arbejdstegningen, brugen af værktøj og maskiner samt elevernes samarbejde undervejs.

I lokalet ved siden af arbejder kun to elever. Jacob går i fast rutefart mellem arbejdsbænken og et hjørne afskærmet med rødt plast. Bag afskærmningen tager han svejsemasken på og svejser sit rustikke ur-design sammen. I alt 30 sammensvejsninger skal sikre, at uret ved hjælp af hængsler kan stå i flere positioner eller klappes sammen og hænge på væggen. Nicoline arbejder i lettere materialer. Hendes bankede urskive af aluminium børstes for at opnå det ønskede look, men bagefter kommer hun i knibe, da de sorte nitter ikke rigtig passer i hullerne som tal-markeringer. Det er der andre nitter, der gør, men for Nicoline er det afgørende, at de er sorte. Hun får de fleste af nitterne på plads, og så giver hun fire popnitter en gang sort maling og krydser fingre for, at de når at tørre, så hun kan få dem monteret, inden prøven slutter klokken 12.15 præcis.

Den bedste prøve

Efter prøven får hver elev lov at knytte et par ord til deres produkt de kan fortælle, hvor de har tænkt sig, at uret skal hænge, eller om, hvilket finish urskiven skulle have haft, hvis de havde nået det. Derefter må de uden for døren, mens lærer og censor voterer. De syv elever har træ- eller metalsløjd som valgfag og kommer fra både 8., 9. og 10. klasse. Mark går i 10. klasse og har allerede været til mange afgangsprøver:

»Jeg kan meget bedre lide det på den her måde. Til danskprøven for eksempel var det meget mere stift, og det her giver helt klart det bedste billede af, hvad man kan, fordi man har haft noget tid til at tænke over, hvad man vil lave, og man kan nå at lave om undervejs. Man kunne i hvert fald sagtens gøre på samme måde i for eksempel fysik«, mener Mark, der går hjem med dagens flotteste karakter et 11-tal for et stilrent ur i fyrretræ med en svævende finer-ring og rundstokke-ender som diskret markering af klokken 3, 6, 9 og 12.

For Niklas i 8. klasse er det første rigtige afgangsprøve, men han har lige været til prøveeksamen i dansk og matematik. Dengang var han meget meget træt efter fire timer, hvor han skulle sidde musestille og ikke måtte veksle et ord med sidekammeraten. I dag har han arbejdet uafbrudt fra klokken 8.15 til 12.15, men er lige så frisk, som da han mødte om morgenen. Og han har tænkt sig at gå op i sløjd igen næste år og måske forbedre det 8-tal, som det blev til for enestående kreativitet, men for lidt håndværksmæssig udfordring. Hans ur er monteret i en cd-æske på en sokkel af egetræ og forsynet med dukkehusbelysning, så det kan projicere hans skoleskema op på en hvid væg.

kravn@dlf.org

Sløjdprøven giver udfordringer for både den dygtige og den svage elev, den giver fordybelsesopgaver, den ligner projektopgaven, og læreren er mere vejleder end overhører. I sløjdprøven prøves eleverne i alt det, de har lært i undervisningen, i stedet for kun en del af det, og den er faktisk en organisk forlængelse af den almindelige undervisning. Andre fag vil formentlig optage dele af sløjdfagets prøveform, fremhæver Undervisningsministeriets evalueringshæfte om sidste års sløjdprøver. Alligevel går kun knap hver tiende af de omkring 8.000 elever, der hvert år har sløjd som valgfag, op til afgangsprøve:

»Det er meget lærerafhængigt. Det handler om kulturen på skolen, og om læreren opfordrer sine elever til at gå op«, mener ministeriets fagkonsulent Jørgen Mogensen, der underviser på Holbergskolen, hvor der er en mangeårig tradition for, at eleverne vælger sløjd og går til prøve.

Sløjdprøven finder sted over op til otte almindelige undervisningslektioner og derefter fire klokketimer, hvor censor er til stede. Indholdet i prøven skal afspejle den daglige undervisning. Opgaveformuleringen skal være ens for alle, men kunne løses på forskellige niveauer, og løsningen skal indeholde flere forskellige arbejdsteknikker. Selvom eleverne skal hjælpe hinanden, er der ikke mulighed for at gå op som gruppe det er der til gengæld ved afgangsprøven i hjemkundskab. Prøven i håndarbejde er bygget op på samme måde som sløjdprøven.