Ballerup Lærerforening: Mødeplaner forringer undervisningen

Lærerne i Ballerup skal arbejde efter mødeplan, hvor skolelederen bestemmer komme- og gåtider. Kommunen mener, at sammenbruddet i arbejdstidsforhandlingerne ikke vil berøre elevernes undervisning. Forkert, lyder det fra Ballerup Lærerforening.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale for lærerne i Ballerup er endt uden resultat, men det berører ikke den undervisning, eleverne skal have", sådan står der i en pressemeddelelse, som Ballerup Kommune har udsendt. Og samme besked har forældrene modtaget over forældreintra.

Formand for Ballerup Lærerforening Niels Kjeldsen mener, at kommunen er helt forkert på den. Han synes, kommunen går over grænsen ved at sende sådan en besked ud.

"Det er ikke i orden at skrive, at undervisningen ikke bliver påvirket. For det vil den blive. Vi kan ud fra de foreløbige tal se, at nogle lærere skal have helt op til 30 undervisningstimer om ugen. Det betyder, at nogle får fire - fem timer mere om ugen og samtidig mindre forberedelsestid. Det er stressende. Og det vil gå ud over undervisningen", siger Niels Kjeldsen.

Færre opgaver til eleverne

Niels Kjeldsen fortæller om en lærer, der allerede nu har meldt ud, at hvor han plejer at give eleverne 11 afleveringsopgaver, kan han næste skoleår på grund af mindre forberedelsestid kun nå fire.

Kredsformanden er selv en af dem, der oplever en meget utilsigtet ændring af arbejdstiden næste skoleår. Han er fællestillidsrepræsentant i kommunen og har derfor slet ikke undervisning. Men ifølge arbejdstidsaftalen fra 2005 skal alle lærere have 375 timer til forberedelse lige meget, hvor meget de underviser.

"På papiret skal jeg pludselig have en hel masse forberedelse, som jeg slet ikke har i dag. Det viser tydeligt, at den gamle aftale ikke er god, fordi der ikke er sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og tiden til forberedelse. De, der har mange undervisningstimer, får virkeligt meget at lave", siger Niels Kjeldsen.

KL-konsulenter hjælper kommunen

Sammenbruddet i forhandlingerne om lærernes arbejdstid i Ballerup skete efter, at kommunen havde købt konsulentbistand hos KL og meldt sig ind i et partnerskab for kommuner, der er gået sammen om at få lærerne til at undervise mere.

Skolelederne i Ballerup er lige nu i fuld gang med at udarbejde lærernes mødeplansskemaer. Indtil nu har Ballerup Lærerforening kun set foreløbige eksempler. Direktør i Ballerup Kommune Dorrit Christensen mener, at den økonomiske smalhals betyder, at lærerne må bruge mere tid på undervisning.

"Lærernes kerneopgaver er undervisning, og derfor var det vores oplæg til forhandlingen med Ballerup Lærerforening, at hver lærer i gennemsnit skal undervise en time mere om ugen. I Ballerup Kommune har vi gode vilkår for vores lærere, og når vi beder dem om at undervise mere, skærer vi naturligvis andre opgaver væk. Vi synes, det er det rigtige valg at prioritere kerneopgaverne, når økonomien presser. Det er et valg, som også gælder for kommunens medarbejdere i øvrigt", siger Dorrit Christensen og konstaterer, at det ikke var muligt at nå til enighed om en fleksibel arbejdstidsaftale med Ballerups Lærerforening.

"Efter et lille års løbende forhandlinger kan vi desværre konstatere, at det ikke er lykkedes, selv om vi er kommet med flere udspil til forhandling".

Lærerforening ønsker reelle forhandlinger

Men det er ikke sådan Niels Kjeldsen opfatter forløbet. Ifølge ham har der kun været forhandlinger mellem kommunen og kredsen hen over to vintermåneder, og kun om mulighederne inden for arbejdstidsreglerne fra 2005-aftalen.

"De ville have os over på en A05-aftale. Det var politisk vedtaget allerede i september. Siden da har det været ufravigeligt, og Ballerup Kommune er ikke kommet med et eneste udspil om en ny og mere fleksibel aftale. Så der var ikke rigtig noget at forhandle om", siger Niels Kjeldsen.

Lærerne i Vordingborg har i dette skoleår også arbejdet efter mødeplan. Men næste år er det slut. Kredsen og kommunen er blevet enige om en arbejdstidsaftale.

"Vi har lært af Vordingborg, at løsningen kommer når de lokale parter sætter sig sammen. Det er nøglen til en løsning nu. Det er det, vi håber vil ske", siger Niels Kjeldsen.

Også Ballerup Kommune vil gerne nå til enighed med lærerforeningen.

"Vi håber, at det på et tidspunkt bliver muligt at indgå en ny lokalaftale, som giver lærerne og skolerne gode og fleksible muligheder for at løse deres opgaver. Indtil da sørger skolerne for at undervisningen kan gennemføres som hidtil", lyder det fra kommunen.