Lad det været sagt med det samme: Forfatteren Lonni Hall er en knaldhamrende god formidler, der har overblik over sit stof. Sandsynligvis er kilden til dette blandt andet, at hun har erfaring med diplomuddannelse og konsultativ virksomhed omkring skoleledelse, men også at hun frem til nu som ph.d.-studerende har forsket i ledelse og læringsudbytte. Men bare den omstændighed, at hun skåner læseren for alle de akademiske præmisser, der ofte indleder fagbøger, som springer ud af forskning, viser, at hun ved, hvad læserens behov er. Og hun er ganske kort i spyttet, når hun i indledningen præsenterer sit ærinde: Dannelse og trivsel og sådanne temaer ligger uden for meningen med denne fremstilling. Her præsenteres den internationale forskning omkring tre forskellige skoleledelsesformer med særligt fokus på deres effekt på elevernes læringsudbytte.

I bogens første kapitel bliver skiftet af fokus fra undervisningsprocessen til læringsudbyttet og de nye standarder for skoleledelse ridset op. Dette sker ved en nøgtern og ukritisk (!) præsentation af de bagvedliggende præmisser og af de seneste årtiers styringsudvikling.

I andet kapitel behandles den øgede interesse i international forskning for at finde sammenhænge imellem ledelse og effektiv skole. Dette fokus begrundes med det globale marked og får dansk nøglehulsmærke med en omtale af Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsbegreb. Kigger man igennem nøglehullet, ser man igen en ukritisk accept af den præmis, som vel blev udformet i Thatcher- og Reagan-æraen, men det er altså helt i pagt med bogens afstukne ramme. Med afsæt i to afgørende amerikanske rapporter, A Nation at Risk (1983) og No Child Left Behind (2001), føres vi frem til forskningens øgede interesse for lederens centrale placering i effektiviseringen af skolerne. Det er i øvrigt værd at bemærke, at Lonni Hall noterer sig, at den forskning, hun finder, stammer fra lande med angelsaksisk skoletradition - uden at dette dog fører til undren.

I de næste tre kapitler præsenteres de tre almindeligste skoleledelsesformer: den instruerende, den transformative og den distributive ledelsesform. Ved hver gennemgang bliver de karakteristiske træk ved ledelsesformen ridset op, forskningen bliver præsenteret, evalueringsformer bliver omtalt, én markant forsker får en særlig plads, der bliver perspektiveret til danske forhold, og slutteligt får læseren nogle få spørgsmål til refleksion.

Den instruerende ledelsesform er den, der har været forsket i i længst tid, og måske er dette forklaringen på, at det også er til den, de fleste krav knytter sig, da de er kommet til undervejs. Men for at skære ind til benet: Den instruerende form er den eneste af de tre, hvor forskerne kan påvise en effekt på elevernes læringsudbytte. Begrebet skal ikke som på almindelig dansk konnotere, at lederen instruerer lærerne, men at lederen har konkret dagligt fokus på kerneopgaven: At lærerne agerer, så de styrker alle elevernes læringsudbytte. Der er i dette - som i de to andre kapitler - fine præsentationer af ledelsesformens kendetegn og udviklinger. Og så er der interessante eksempler på et par danske skolelederes besvær med at efterleve de mest basale af denne ledlesesforms krav.

Den transformative form tager sit afsæt i, at skolelederens udgangspunkt er en moralsk forpligtelse på, at alle børn får mulighed for at lære. Filosofien er, at lederen ud fra uddannelsesimperativet vækker lærernes engagement og fokus, hvilket igen smitter af på elevernes udbytte af undervisningen. I forskningen har man ikke kunnet påvise en direkte sammenhæng mellem ledelsesformen og læringsudbyttet, men der kan være en indirekte sammenhæng.

Den distributive ledelsesform, hvor man uddelegerer ansvar til for eksempel lærerteam, er den, der ligner dansk ledelsestradition mest, og den, der i kortest tid er forsket i internationalt. Formens demokratiske potentiale og fokus på den lærende organisation gør den efter nogles mening til fremtidens form, men forskningen har ikke påvist direkte sammenhæng med læringsudbyttet.

I de enkelte kapitler og i afslutningsopsamlingen påvises det da også, at der er tendenser til, at der opstår hybridformer, som udnytter effektiviteten fra den instruerende, det moralske imperativ fra den transformative og det demokratiske fra den distributive ledelsesform. Dette gør ikke kravene til moderne skoleledelse mindre, men man kan få et godt overblik over mulighederne ved at læse Lonni Halls læseværdige indføring. Så kan man jo altid selv tilsætte kritikken af den bastante markedsorientering.

En enkelt pudsighed: Rundtom i bogen omtales skolelederen som hun, men i opsamlingskapitlet, hvor effektiviteten er på tapetet, er lederen han.