Fremtidens skolepolitik

Hvad skal vi væk fra, hvad skal bevares?

Af Line Lykke Nielsen

Jeg skriver, for at eftertænke min rolle i dag, og for ikke at bidrage med mere glimrende usagt tavs vide.

De første elever jeg underviste, er for længst blevet voksne og har selv børn. Jeg starter hver dag, med friske håb for, at nye elever vil vise tegn på udvikling og fremskridt. Når jeg har fri, er de der, eleverne i fjerntankerne, ideer til undervisningen former sig ofte i min fritid, i min have, i en drøm eller efter samtaler til en fest. Det kan ikke sådan lukkes ned helt. Kun måske de midterste 2 uger af sommerferien. De historier om elever der bryder ud af meget vanskelige vilkår, for at gå nye veje, dem husker man altid og undre sig og glædes over! Det er til stor glæde, hvor meget et barn kan overvinde, med hjælp fra parate voksne og det er egentligt ubeskriveligt, at være med til elevers faglige, personlige og stolte gennembrud.

En mur har nu vokset sig rundt om mit arbejde, den tager form som metervis af brunt fløjl og dybe suk.

Forventninger eller aversioner der står i kø herfra og til månen. Kunne man bede om at blive mødt med en lidt mere neutral tilgang. En fornyet holdning til lærere, kunne for alvor gavne arbejdsmiljøet på skolerne, uden en eneste skattekrone, ud af en eneste slunken lomme. Vi kunne have ændret hele skolen, alene med opbakning fra elever og forældre, men de blev statens gidslerne under lockouten. De blev mødt med et stærkt taktisk velplanlagt spin, i form af: Dels folkeskolereformens løfter, og fortræffeligheder, samt de medie italesatte: ”klynkende” lærernes protest mod indgrebet. På intet tidspunkt blev folkeskolelærerne mødt af politisk åbenhed angående praksiserfaring i skolen. Snart starter det uklare nye, og vi tøver og vakler os i gang, til formentligt en ny runde i ringen. Hvor skal det nye komme sprudlende fra.

Det er en indlysende tragedie, for et fag der reelt har voldsom magt, at det taber bred folkelig eftertanken.  

På mange stræk har det såkaldte undervisningsministeriet skabt et fagområde, i konstant krig med sig selv. Det efterlader læreren, i en tåget følelse af evig vildrede. De mange krav høre tilmed hjemme i en virkelighed, der også er benhård (Antons hund er død, eller der er ikke strøm i pc-lokalet) Det ender derfor ofte, med en meget forsigtig eller rodet forestilling, som jeg medgiver kan virke umådelig kedelig. Som de farver man får, når man blander hele paletten sammen i en, stor pærevælling. Alt hvad der gnistre og tindre – borte med blæsten!

Det var til at leve med, så længe der var en folkelig tillid til opgaven, som værende, en ikke stringent sag. Den forståelse, at skolen er en gryde med store mængder af bøvl i, er det min klare oplevelse, forsøges teoretiseret væk af stærke kræfter i toppen af uddannelseseliten på DPU. I snævert selskab med undervisningsministeriet og moderniseringsstyrelsen. Lærerne er helt uden for den linning, men vi er jo allermest i den. Vi skal ikke forstå de store linjer, vi skal følge dem og vi skal for alt i verden ikke kommentere det håbefulde nye.   

Muligheden, for at være en solid og tydelig lærer, udelukkes entydigt med lov 409

Det er en politisk kampplads man træder ind på, når man bliver lærer. Det ender ofte i spørgsmål om økonomiske udgifter, ofte i ly af andre pædagogiske påskud, flittigt fremsat af eksperter der lydigt ligger sig i slipstrømmen, af den til enhver tid siddende regering. Skolen bliver derfor umådelig sårbar, da den ingen neutral faglig stemme har, i den alm. nyhedsstrøm, vi må frem med fagene, landvindingerne, børns generelle udvikling motorisk og kognitivt. Metodisk, må vi vise det vi arbejder med. Det sted kunne være en slags fagligt fyrtårn for skolen, et frit sted at tænke skole, for oplysningens skyld alene. Folkeskolen fungerer i øjeblikket, som en udslidt arena for politikere der mangler en sag at vise sig handlekraftig med. EU, har måske indirekte været årsag til, at der er for meget bevågenhed på de hjemme politiske områder. Derefter kastes skolen som en jolle, på skift til højre og til venstre politisk, med 4 års intervaller. Pendulsvingets bevægelser, medfører således evig høj sø, og meget få faglige landvindinger.  

Vi får aldrig den skole vi ønsker, hvis vi fortsat taler om tingene på den måde, som det er sket indtil nu.

Eller som Einstein siger; ”Problemer kan ikke løses på samme bevidsthedsniveau, som de er opstået” Vi får ikke de lærere vi gerne vil have. Vi får ikke et tillidsfuldt samarbejde mellem skole og forældre, som det er nu, og vi får ikke i samfundet en skole, som skal være den blåhvalstunge ballast, til alt det, den rådvilde unge vil møde i fremtiden af valg, flygtighed og udfordringer. Når jeg ser på nye generationer og den verden der er i vente, så bliver jeg klart også i tvivl om vi kan finde det rette, at give dem med på deres vej i den fremtid, der på en gang, hele tiden er foran sig selv, men aldrig forudsigelig. Vi tillader fremtiden den magt, at vi tror den alene køre afsted med os, men vi har jo selv et ansvar for, at definere det der skal komme. Vi kender ikke konsekvenserne af det tempo, når vi taler uddannelse. I mine forældres generation 1945, kunne man uddanne sig og leve af den profession i lange stæk af sin tilværelse, i min generation har vi flere uddannelser og flere jobskifte undervejs, samt opkvalificeringer løbende. Vi må have flere med til, at se på, tænke grundigt på, hvad det nye skal være. Nogen vil styrke de basale faglige dyder, andre tænker at nye videnskaber opstår mellem de traditionelle fag. Det værdifulde bevare ikke sig selv. Skal vi kaste hele identiteten ud, og erstatte den med konkurrence og hårdt arbejde 24-7? (Det ville komme til at tage adskillige generationer, før vi bare sporadisk kunne nå det ret uselvstændige mål) På en måde vil vi gerne være meget danske, men vi forkaster måske i disse år dansk i tanke og pædagogik. Imens holdes der fast på ydre symboler. Det synes jeg er paradoksalt, at vi ikke i højere grad er på vakt over den sparsommelighed, der sniger sig ind i områder som traditionelt var båret af tidskrævende nærvær. Sygeplejersken, lægen, læreren, journalisten, pædagogen, forælderen alle har travlt, det giver et samfund som er anderledes flygtigt end det vi havde med omsorg. 

Formidlingen, er i de senere år, ikke kun under pres i skolen, det sker alle steder, hvor budskaber skal sendes.

For journalister, politikere, lærere og medier generelt. Det nye tempo, får stadig større betydning for den viden der formidles videre. Sagt i dag, forældet i morgen. Levetiden på et budskab og den tid det må vare mindskes stadigt. Man husker måske den nyhed ved sidste kommunalvalg, hvor nyheden var, at S. var gået tilbage, Helle Thorning Smidt gik på TV. med en tale der viste sig at være unødvendigt, for nyheden var bygget på fejlagtige meningsmålinger. På lignende måder, har de seneste års skolepolitik været medicin, der er blevet doceret oven i gammel medicin og rigeligt. Ingen har tilsyneladende den indsigt, at man med en vis autoritet, kan slå noget om at kursskifterne er for radikale og mange fast. Det ligger overhovedet ikke i tiden. Det er kun højt tempo og effektivitet der prises i den globaliserede verden, endnu. Skolen er en langsom supertanker, fordi børn tager 10 år om at vokse op og hvis målet med skolen er at bibringe elever tiltro til egne evner, så er opskriften ikke en lang række skiftende værdisæt. Samfundets perspektiv er lige nu og her, skolens helt anderledes og med andre lange perspektiver. Det er et nutidigt samfundsproblem, at vi tilsyneladende ikke kan formidle: ”det lange seje stræk” en skole ofte arbejder med, bedre til befolkningen. Men det er jo sket, at et barn ingen regnede for det mindste i opvæksten, pludselig rejser sig og nærmest forskrækker os med sit egentlige potentiale.

Konkurrence som pædagogisk redskab i skolen.

Da tv-programmerne x-factor strøg ind over landet, med sin sultne jagt på kommercielt talent, blev det helt legalt at grine af folk, med skrøbelige præstationer. Jeg var faktisk meget rystet af formens skarphed, i begyndelsen af showets levetid. Med tiden glemte jeg det, og blev mere optaget af Blackmans kynisme og den ramasjang det gav i opdraget af befolkningen. Alt er ikke lige godt! Nej- vel er det ej, men der er forskellige måder, at komme frem på. Det man så her, var ikke metoder fra skoleverdenen. Konkurrence for fuld udblæsning. Det kan slå modet ned, så man aldrig tør rejse sig igen og vove sig ind i nye lærings-processer. Det dur kun i ringe grad, som grundlag for folkelige brede uddannelser, da det sortere for mange fra. Jeg medgiver at konkurrence og gevinster kan virke adfærdsregulerende, og varme op under den dovne, men det er et åndløst system der bygger på behaviorisme.  

Det er et pauvert udgangspunkt for livet, at tro på den logik. Selvstændige kræfter er friere! Konkurrence hyldes stort af forbrugersamfundet og markedskræfterne, men det efterlader eleverne, som junkier efter konstante belønninger. Ude af stand til at være principfaste eller kritiske. Der er meget man må gøre godt, uden konstant at få umiddelbar respons, i et helt liv. Jeg ser det ikke, som et psykologisk ”sundt” pædagogisk grundprincip, når man skal ”danne” eleverne. Der er helt indlysende voldsomme kræfter der bestemmer verden derude, men hvad er modvægten til det? Mere af det samme? Det er ikke gavnligt for relationerne mellem mennesker og deres egentlige forudsætninger, for at kunne skabe civiliserede samfund. Overleve eller leve, det er sagen, jeg står ret fast på det sidste.  Fantastiske præstationer, unikke evner eller at man gør sig vanvittig meget umage, det skal man altid, ikke for at vinde, men fordi det godt, at vi udvikler os, og hæver os op over os selv.

Ro i og uden for skolen – er ikke stilstand.

På et banner uden for mit lokale gymnasium står der: ”Vi vil gerne give dig en stærk karakter! ” den kan forstås dobbelt, det er den dobbelthed jeg ser i fare i den nye uddannelsespolitik, og det er den personlige del der trædes under fode og jeg ser den, som det vigtigst i fremtiden – en indre rustning af det vigtigste. Men der skal formidles og siges noget om det vi står i og det vi ville, hvis vi kunne. Ikke kun den dagsorden der er sat udefra. For mig er målene simple og såre enkle. Det skal være anset og attraktivt at være lærer, fordi det har så stor indflydelse på elever, hvem der er med på deres personlige udviklingsrejse – det er ikke en banal lille ting dette hersens. Dernæst, skal skolen skal ikke tillade skiftende regeringer så mange forandringer over så kort tid – vi er ikke en cirkusarena for politik, men et ”gro-sted” for den fremtidige befolkning og vores tidshorisont er det langstrakte, som fra barn til ungt menneske. Vi mangler et helle i samfundsdebatten, som er uafhængigt af noget.