"Vi savner jer. Tiden snegler sig af sted", står der med sirlig formskrift på et skilt stukket ned i en æblekage. Skolelederen står foran skolen og drikker kaffe med de lockoutede lærere. De tjenestemandsansatte lærere bringer både hjemmebag og en stor kagemand med lockout banner over skulderen ud til lærerne. Klokken er 7.45 og stemningen foran skolens røde bygninger er god. Cathrine Dick tager mod tjenestemændenes kager med stor taknemmelighed. 

"De har virkelig forkælet os. De skal bare have så stor tak", siger hun.

Uden for murerne

Stilstand inden for murene

Tjenestemandsansatte Inge Birthe Rosenkvist er ligesom på konfliktens første dag meget opsat på at være der for de lockoutramte lærere. 

"Det er gået op for mig, at det er så vigtigt for os, at de lærerne kommer her, for der er sådan et mærkeligt vacuum på skolen. Jeg har fuldt skema. Men der er helt tomt. Rengøringen gør hovedrent".

Hun bliver støttet af sin kollega på den tilknyttede specialskole Friluftskolen. Her er lærerne også lockoutede.

"Det er rædselsfuldt. Det er tomt og trist. Og jeg kan se på eleverne, hvordan det bare går tilbage. I en af de små klasser, hvor de lige havde brudt læsekoden, nu har de været tre uger væk, så er seks måneders arbejde gået tabt. Det gør mig så indigneret, at regeringen ikke griber ind", siger Anne Jørgensen.

Savner eleverne

Cathrine Dick tager imod tjenestemændene. Taler med dem. Pigerne fra hendes sjette klasse er i skolepatruljen og er stædigt mødt op for at skabe en sikker skolevej for de få elever, der kommer i skole. Cathrine Dick kigger langt efter pigerne. 

"Vi kan næsten røre hinanden", siger hun til dem med et stille smil og rækker tøvende hånden hen mod pigerne på den anden side af vejen. Den ene rækker færdselsskiltet mod lærerens udstrakte hånd med et lille smil, før hun haster ind på skolen.

"Vi havde gang i så meget, inden vi gik på påskeferie. Det er så lang tid siden. Mine elever går efter guldet. De vil lære noget", siger Cathrine Dick.  

"Jeg er begynder at blive nervøs for, hvad det er, vi skal tilbage til. Jeg bliver bange for, at det er arbejdsvilkår, hvor vi bliver nødt til at drive skole på en kedelig og uinteressant måde. Der er ikke noget værre end at komme til en time, som ikke er forberedt".

Lockout-budget i familien

Hun har taget en beslutning på hjemmefronten, der betyder, at hendes datter er begyndt at spørge, om ting kan lade sig gøre inden for lockoutbudgettet.

"Jeg tager ikke et lån. I hvert fald ikke her den første måned. Min mand er pædagog, og vi er lige kommet af med SU-lån. Jeg vil ikke skulle betale tilbage i fire år. Så vi klemmer ballerne sammen".

Ferien i mobilhome i Spanien er bestilt, også togbilletten ned, men togbilletten hjem mangler.

"Men det skal der bare være råd til. Vi har virkelig brug for det".

Føler sig misforstået

"Jeg har tænkt over, hvorfor jeg går og føler mig så træt. Men jeg tror det er uvisheden og nervøsiteten. Jeg føler mig misforstået. Der er mange, der sætter spørgsmålstegn ved, om vi har gjort vores arbejde godt nok. Man bliver mødt af folk, der tvivler på, om vi har reelle hensigter. Men heldigvis møder vi også folk, der støtter os".

"Der er mange ting, som vi som lærere bruger tid på, som vi ikke behøver at gøre. Hvis der er uro i pigegruppen i en klasse, kan vi lade være med at gribe ind. Hvis et barn har svært ved at læse, kan vi lade være med at iværksætte en ekstra indsats. Men det giver jo ikke god skole Men det er det, jeg frygter vil ske".

Drømmer om at komme tilbage på skolen

Hendes kollega som også underviser i 6. klasse støder til. Sammen har de snakket om, hvordan de kommer til bage til skolen.

"Jeg glæder mig bare til at stå inden i klassen første gang"; siger Rebecca Løvstad. Sammen har de to lærere talt om, hvordan de kommer tilbage. Hvilke af de planlagte forløb skal stryges, og hvilke trinmål skal de ikke leve op til.

"Vi kan ikke leve op til trinmålene i år. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre", siger Cathrine Dick

"Det er meget vigtigt, hvordan vi kommer tilbage. Får vi ikke tid til at tage os af eleverne, fordi vi skal nå så meget af det faglige. Hvad med de elever, der ikke har så mange venner, hvordan har de det? ", siger Rebecca Løvstad.