Mon ikke en del lærere er blevet temmelig trætte af den evindelige henvisning til den finske skole med dens topplaceringer i Pisa? Selv om man skulle have det sådan, vil jeg opfordre til, at man overvinder sin irritation og kigger nærmere på finsk skole. Jeg vil varmt anbefale Frans Ørsted Andersens nye bog »Finsk pædagogik - finsk folkeskole«. Set fra et lærersynspunkt er det nærmest paradisiske tilstande, der skildres:

Skolehverdagen er præget af ro og orden. Der er langt mindre uro, larm og ballade end i danske skoler. Vi har i Danmark været tilbøjelige til at opfatte det nærmest som en uundgåelig konsekvens af det senmoderne samfund, at elever er urolige og uopmærksomme. Finland - og i øvrigt også New Zealand - demonstrerer imidlertid tydeligt, at sådan behøver det ikke være.

Lærerne i Finland har en arbejdsdag stort set uden stress og overarbejde. De forlader skolen klokken 16 eller 16.30 - og så har de fri til næste morgen. Forberedelse klares på skolen, og der er så godt som aldrig møder om aftenen eller sent på eftermiddagen. I det hele taget er der langt færre møder end i Danmark, og de få, der er, bliver klaret hurtigt.

Den måske mest iøjnefaldende forskel sammenlignet med Danmark er, at lærerne har høj prestige i Finland. Uddannelsen har fuld universitetsstatus, og den er så eftertragtet blandt de unge, at kun omkring ti procent af ansøgerne bliver optaget. Den høje status viser sig også i forældrenes holdning: De blander sig ikke i lærernes arbejde, men holder sig så at sige på respektfuld afstand. Hvis en elev bliver fulgt til skole af en forælder, bliver eleven afleveret ved indgangen. Og lærere bliver ikke ringet op om aftenen af forældre.

Lærerne har adgang til flere former for medhjælp i klassen. De såkaldte undervisningsassistenter er fuldtidsansatte, men lavere uddannet, og de hjælper lærerne med både praktisk og pædagogisk arbejde. Pensionister arbejder frivilligt som hjælpelærere på kontrakt.

Finske skoler er velforsynede med undervisningsmaterialer. Der bliver brugt mange resurser på at skrive og udgive gennemarbejdede lærebøger, og det er sjældent at træffe bøger, der er mere end to-tre år gamle. Finske lærere betragter det som helt i orden at følge en lærebog og har stort set droppet den fotokopiering og hjemmefremstilling af materialer, der er så udbredt i Danmark.

Også skolepolitisk viser Finland et tiltrækkende alternativ: Det kommunale og statslige kontrolapparat, som i disse år ekspanderer voldsomt i Danmark, er af langt mindre omfang i Finland. Også i Danmark kunne regering og folketingsflertal have valgt den strategi at højne lærernes uddannelsesniveau og status og til gengæld spare på kontrolapparatet.

Disse for lærere nærmest ideelle tilstande skal sammenholdes med de velkendte resultater af den finske skole: Ikke blot ligger eleverne i top, når det gælder om at score i kundskabs- og færdighedstest. Den finske skole er også glimrende til at løfte svage elever og gøre dem fri af ugunstige opvækstvilkår.

Naturligvis er der også mindre flatterende sider af de finske skoler. Som det hyppigt fremhæves i debatten, er eleverne ikke særligt glade for at gå der, og de er langt mindre tilfredse med deres skole end deres danske kammerater. Det ville være interessant at få dette udforsket nærmere. Læser man Frans Ørsted Andersens skildring af de finske skoler, forekommer det lidt uforståeligt, at eleverne ikke er begejstrede.

Per Fibæk Laursen er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet