Ada og Helena var absolut klar til koncerten i går aftes - men stadig lidt nervøse.

Ada og Helena har gået i skolens kor i seks år: Vi har aldrig overvejet at stoppe

Der er sommerfugle i maven inden de store koncerter, fortæller Ada og Helena fra 7. klasse. Også selv om de har sunget foran mange mennesker, siden de begyndte i skolens kor i 1. klasse. Undervejs er musik blevet en stor del af begges hverdag.

Publiceret Senest opdateret

”Dengang vi startede, ville man jo være sanger og stor popstjerne, og så startede man da bare til kor. I dag tænker vi nok lidt mere realistisk”, fortæller Ada fra 7.y.

Hverken hun eller veninden Helena, som går i parallelklassen, kunne i dag forestille sig ikke at gå i skolens kor. 

De kommer troligt hver onsdag lige efter skole for at synge sammen med resten af Dansborgskolens skolekor for de store.

”Lige i starten af hvert år, inden vi kommer rigtigt i gang, kan man godt tænke, 'ah, er det nu også så sjovt'. Men så kommer vi til korturen, og det er de fedeste dage, så selvfølgelig kunne vi ikke drømme om at stoppe”, fortæller Helena.

Da de startede i 1. klasse, var det næsten hele klassen, der begyndte. Undervejs er en del faldet fra, men der er stadig 13 fra deres årgang, der går til kor. I alt er det hver femte elev på skolen, der er med i det 150 elever store kor. 

En måde at få venner på

De har mødt hinanden i koret, og på den måde har de også lært mange andre fra skolen at kende.

”Man bliver virkelig gode venner, og det er rigtigt hyggeligt. For selv om vi nok er lidt generte, så elsker vi at synge, og her får man lov til at synge, så meget man vil” siger Helena.

De synger både sange fra højskolesangbogen og nyere musik. Når de skal tænke efter, hvad der har været bedst at synge, er der mange bud. Fx et Elton John Remix, som bestod af sange, som de begge kendte i forvejen, dog uden at vide, hvem der havde lavet dem.

Når Ada og Helena og deres kammerater i går gik på scenen på spillestedet Kometen i Hvidovre, var det dette syn, der mødte dem. Koret er så populært, at de må køre forårskoncerten to aftner i træk for at få plads til alle.

Sangene fra Højskolesangbogen er ikke favoritter, særligt ikke første gang de hører dem. For ingen af dem er så meget til langsomme sange. 

”Men den vi synger nu, når man så har sunget den nogle gange, så er den alligevel faktisk lidt smuk”, siger Helena.

”Og så var der det der Roxette-remix, da forsangeren døde. Det var en mindeting, vi lavede, og det var virkelig fedt. Roxette var et virkelig cool band, og den måde lærerne havde fået sangene til at smelte sammen på var bare virkelig godt. Det blev sådan helt levende”, fortæller Ada.

Stadig sommerfugle i maven

Både Ada og Helena har valgt musik som valgfag, og der spiller de instrumenter og synger også. Og musik er i det hele taget kommet til at fylde meget i deres hverdag. Ada går til dans og lytter til koreansk pop, og Helena spiller bas og hører også konstant musik.

I går aftes var de med i korets en af to store forårskoncert, og selv om de har været med så mange år, er det altid en stor oplevelse.

Koret er delt op i flere grupperinger, og de synger flerstemmigt på mange af sangene. 2

”Jeg har altid så mange sommerfugle i maven inden, for man kan virkelig høre, hvis en synger forkert, og man kan også høre, hvem det er. Men når vi først er kommet i gang, så er det bare virkelig fedt”, siger Ada, som godt ved, at hendes mor er lidt nervøs ved, at hun misser en del timer for at være på korlejr og øve til koncerterne.

”Men vi kan sagtens nå det. Når vi er væk, så laver resten af klassen ikke det vigtigste. Og hvis de laver noget vigtigt, så er lærerne altid gode til at sørge for, at os fra koret får det med alligevel”.

Der er ingen tvivl om, at de vil fortsætte de sidste år af deres skoletid også, både fordi de nyder det, og fordi de ikke vil misse den store finale.

”Når man har gået der fra 1. til 9, så får man lov til at vælge en sang, som man får lov til at synge solo i. I år er der tre 9. klasser, der har valgt 'If I got locked away'. Det glæder vi os helt vildt til at prøve”.

Se et klip en af lærerne har optaget fra koncerten her: