Danske forskere tester Pisa

Om 14 dage gennemføres Pisa-undersøgelsen for tredje gang på danske skoler. Men denne gang efterfølges Pisa af en test, der tjekker Pisas validitet ved at stille 120 af de 15-årige Pisa-deltagere de samme opgaver i en helt anden form.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der gættes meget på, hvorfor danske elever klarer sig, som de gør, i Pisa. Er pigerne forsigtige, fordi testen er anderledes? Går det dårligt i naturfag, fordi testen er skriftlig? Nu har tre forskere fået penge fra Undervisningsministeriet til at sætte Pisa på prøve.

Mellem to og fire uger efter, at Pisa-konsortiet har besøgt de danske skoler med testmapperne, der denne gang har fokus på naturfagskompetencerne, 'science literacy', vil 120 af deltagerne få besøg igen af en forskningsassistent fra projekt Validering af Pisa.

"Vi stiller dem så at sige de samme opgaver, de har fået i Pisas naturfagsdel, men på tre forskellige måder. Først i form af en faglig dialog om emnerne mellem eleven og forskningsassistenten, dernæst ved at to elever samarbejder om opgaverne og til sidst i en form, hvor opgaverne renses for de lange tekster, der sætter opgaven ind i en sammenhæng", fortæller lektor Henrik Busch, DPU, der gennemfører projektet sammen med Lars B. Krogh, Aarhus Universitet, og Jens Dolin, Syddansk Universitet, som er projektansvarlig.

De 120 unge udvælges i samarbejde med Pisa-konsortiet, så man kan efterfølgende kan se, hvordan henholdsvis piger og drenge klarer opgaverne i de forskellige former, og hvordan eleverne klarer dem alt efter, hvordan de er placeret i Pisas forskellige præstationskategorier.

"Målet er både at måle, i hvor høj grad Pisa lever op til sine egne præmisser, og hvor i hvor høj grad, Pisa måler på det, vi vil med den danske folkeskole, altså Fælles Mål for fagene", siger Henrik Busch.

Resultatet af projekt Validering af Pisa offentliggøres først efter Pisa-rapporten, det vil sige i 2007.