Plakater og postkort skal gøre studerende og studieledere opmærksomme på vigtigheden af godt studiemiljø

Lærerstuderende vil have bedre studiemiljø

"Du er lækker - giver du en hånd i kopirummet". Sådan lyder teksten på et af de postkort, som Lærerstuderendes Landskreds i denne uge sender ud som en del af en kampagne, der skal forbedre studiemiljøet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi ved, at det betyder meget for gennemførelsesprocenten, at der er et godt studiemiljø. I læreruddannelsen er det vigtigt, at man får diskuteret med sine medstuderende. Det kræver, at der er gode faciliteter, hvor man kan sidde og vende tingene", forklarer Line Hjarsø, som er formand for Lærerstuderendes Landskreds.

Fra denne uge vil der derfor hænge plakater på uddannelsesstederne, og de studerende vil kunne finde postkort, som de kan sende til hinanden med opfordringer til kaffedates eller fredagsøl. Der er også udskrevet en fotokonkurrence, hvor det bedste billede af studiemiljø vil blive præmieret med en stand-up-aften med Torben Chris til uddannelsesstedet.

Kampagnen skal også gøre studieledere og undervisere opmærksomme på, hvor vigtigt godt studiemiljø er, så LL har udarbejdet en rapport om de studerendes oplevelser af studiemiljøet, som er sendt til at alle uddannelsessteder.