Lili Andersen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 9. november modtog vi på Valhøj Skole den sørgelige meddelelse om, at Lili Andersen var død samme morgen. Vist var hendes helbred vaklende; så meget, at hun gik på sygepension i 1999. Alligevel kom hendes død brat.

I 34 år virkede Lili på Valhøj, og engagement var hendes kendetegn. Undervisning skulle udvikles, forældresamarbejde være frugtbart og det kollegiale liv trives. FU-arbejde gennem mange år og festsituationer var to sider af samme sag. Altid var Lili med ud fra devisen: Skal noget op at stå, må man tage hænderne op af lommen og inspirere andre til at gøre det samme.

Ingen, hverken elever, forældre eller kolleger, vil nogen sinde kunne glemme denne ildsjæl.

Rap i replikken var Lili - samt en fantastisk festtaler. 'Tak skal I ha' alle sammen' var en fast slutvending. Vi siger: 'Tak skal du ha', Lili, for dit store præg på Valhøj'. Vi vil altid mindes Lili med et smil på læben.

Kollegerne på Valhøj Skole