Det bliver bedre efter ferien

Nye lærere kan have det hårdt op mod jul det første år i jobbet, men alt tyder på, at det lysner efter juleferien. Det lyder rigtig godt, siger en af dem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Janni Frehr Sørensen har været lærer i fire måneder, og hun er glad for jobbet på Vejle Midtbyskole, men lige nu handler det mest af alt om at overleve.

"Sådan opleves det," siger Janni Frehr Sørensen. "Opgaverne løses fra dag til dag, og der er ikke noget overblik. Hvis ikke det var for mine gode kolleger, der er fine til at fortælle mig, at det er ok at være ny, så ville det være uoverskueligt".

At hendes første år på jobbet falder sammen med den nye folkeskolereform, gør det ikke nemmere. Hvad skal man læne sig op af?

"Jeg har fået en rigtig god uddannelse, og det er spændende at være tvunget til at handle, sådan som man er som lærer. Men det er en stor udfordring at prøve at leve op til det, som man har lært. Der er mange, der er nye på arbejdsmarkedet i min omgangskreds, og når vi snakker sammen, har vi oplever de samme frustrationer over ikke at kunne forene de gode intentioner med praksis, uanset hvilket job, vi har," siger hun.

Måske kan det være en trøst for Janni og andre nye lærere, at en amerikansk undersøgelse peger på, at nedturen i november og december det første år som lærer,  normalt afløses af optimisme i det nye år. 

Udviklingen det første år i jobbet

New Teacher Center, Chicago University California, har undersøgt forløbet blandt nye lærere, i følge forskere tegner der sig et billede af nogle udviklingstrin, som de fleste skal igennem det første år i jobbet:

  • August er fyldt med forventning, engagement og idealisme. Måske er der romantik i luften - i alt fald i forhold til, hvad det vil sige at være lærer.
  • I september og oktober gælder det om at overleve. Der er fokus på de daglige rutiner, på det faglige indhold og på læreplaner.
  • Oktober og november er præget af frustration, manglende selvværd og som nævnt desillusion.
  • Fra januar til maj ændrer orienteringen sig, og optimismen begynder at spire på ny. Planlægningen bliver mere langsigtet, og den nye lærer begynder at opleve, at han eller hun er god til nogle ting, og at vilkårene måske ikke er helt så tossede, som de var i perioden før.
  • Maj og august byder på refleksion og på gryende visioner om, hvad der skal til i det kommende skoleår med hensyn til undervisningens indhold og organisering. Det fører til forventninger om, at det andet år som lærer bliver anderledes. Forventninger som er mere realistiske end dem, der prægede starten af det første år.

"Det er dejligt at høre", siger Janni Frehr Sørensen. "´Jeg har ikke tænkt mig at stoppe som lærer, fordi det er lidt frustrerende her og nu, men det er dejligt at høre, at det sandsynligvis går fremad efter juleferien."

Den amerikanske undersøgelse viser, at det andet skoleår også har sine faser. Nu kan den nye lærer stå imod med en solid basis i form af egne erfaringer, hvis det i en periode går mindre godt.