Gamle mænd er som biblioteker, siger et afrikansk ordsprog. Og når man læner sig tilbage med Peter Ussings bog i hånden, må man sande ordene. Ussing har været deltager i folkeskolens udvikling i de seneste 60 år som lærer, leder og direktør. Han husker slagordene, debatterne, initiativerne og lovgivningen, som har præget skolen siden Den blå Betænkning. Han peger på skolens rimelige evne til at tilpasse sig tidernes skiftende krav, på indoktrineringsdebatten, på Haarders og Rømers fælles indsats for at gøre den professionsudøvende lærer til lønarbejder, på den danske skoles forankring i lokalsamfundet og på folkeskolen som ramme om elevernes personlige, alsidige udvikling. Et særligt afsnit handler om Bertel Haarder, som jo har været i ministertrøjen i en stor del af perioden. Her giver han et nuanceret billede af Haarders indsats, men han undrer sig over, at regeringen er på vej mod en centralistisk statsopdragelse, som Haarder har talt så argt imod, og peger på, at der havde været andre mulige veje end forretningsverdenens tænkemåde.

Denne udvikling er accelereret, så vi i dag driver skole på arbejdsmarkedets værdisæt. Men Ussing spørger, om det rækker at betragte skolen som en profitenhed, eller om den danske skoles egentlige styrke stadig skal findes i en fælles, folkelig kulturinstitution. Og han begræder den egentlige politiske fallit: At lærerne føler sig sat i skammekrogen.

Bogen giver et godt overblik, og den må kunne give mundvand til de skolefolk, hvis tale er ved at stivne i New Public Management-tørke.