Skal en lærer vise, at han er med på det nyeste inden for it og læring, skal han bare sige "web 2.0"! Web 2.0-begrebet bruges af skolens it-frontløbere til at markere et skel mellem sig selv og resten af skolens lærere, hvoraf mange måske ikke tør sige, at de ikke aner, hvad web 2.0 er. Mener denne bogs forfattere. Og kalder det "vel nærmest en provokation", når de argumenterer for, at stort set alle lærere og elever deltager i en web 2.0-praksis. Bogen handler om de problemer og udfordringer, denne daglige deltagelse giver. Hvilke konsekvenser får det for didaktikken, at nye teknologier og medier kommer brasende, spørges der.

Det er forfatternes udgangspunkt, at betingelser, muligheder og rammer for videntilegnelse i skolen er ændret markant, så der er tale om et paradigmeskift. Deraf bogens titel. Men, skriver man, "det didaktiske design i skolen er stadig præget af undervisnings- og arbejdsformer, der matcher landbrugs- og industrisamfundet". Det nye begreb "didaktisk design" skal, hedder det, signalere "formgivning" af undervisnings- og læreprocesser, der tager højde for, at eleverne selv er aktive medproducenter.

Bogen tilbyder "ikke hurraord, men derimod principper, som udspringer af skolens almindelige praksis i dag" og tager afsæt i et toårigt udviklingsprojekt om "læremiddelkultur og didaktik 2.0", hvor forfatterne har studeret, hvordan lærere og elever arbejder, når de bruger gratis, internetbaserede materialer. Jeg savner flere gange at komme tættere på hverdagspraksis; forfatterne er i de fleste kapitler meget hurtige til at springe ud i lidt for abstrakte generaliseringer.

Der advares mod "pædagogiske agitatorer" og "begejstrede politikere, som omstiller en hel kommunes skoler til bestemte læringsmetoder, der ofte har en tvivlsom forskningsmæssig status som grundlag". Og forfatterne pointerer, at intet tyder på, at de mange nye, ikke-didaktiserede resurser i skolen betyder, at de traditionelle, didaktiserede læremidler er på vej ud.

Bogens redaktør, Karsten Gynther, er ikke i tvivl om, at de nye udfordringer betyder, at lærere bruger mere tid på at forberede sig end tidligere, og forberedelsen har ændret karakter. Han giver en spændende beskrivelse af den palet af nye forberedelsesformer, der er under udvikling. Det er ikke nok, at læreren tilfældigt "kommer forbi" nogle steder på nettet. Som en matematiklærer fortæller: "Jeg har en masse mat-link, hvor jeg kan hente inspiration. Dem har vi [matematiklærerne] samlet i tidens løb". Det kapitel vil kunne give gode diskussioner om kvalificering af forberedelse, kollegahjælp og samarbejde i ethvert lærerteam.

Vinnie Lerche Christensen og Jens Jørgen Hansen kommer med fine bud på, hvordan digitale teknologier finder indpas i skolen, og i kapitlet "Vi gider ikke mere papir" sætter de fagdidaktisk fokus på web 2.0-skrivepædagogik. De stiller skarpt på et skriveforløb med Google.docs og en med Wiki. Også her er meget at hente. Min eneste anke er, at jeg gerne ville have været meget tættere på. Hvad gjorde de, og hvad skete der så? Det er dér, didaktisk design udvikles - og forstås. 

Læs et uddrag fra bogen i linket øverst til højre under EKSTRA.