Som udgangspunkt skal Ishøjs lærere løse deres arbejdsopgaver på skolen, men hver lærer har 126 timer, som læreren kan vælge at udføre andre steder.

Ishøjs lærere får loft over undervisningstiden

Lærerne i Ishøj kan næste skoleår maksimalt få 810 undervisningstimer hver. Nyuddannede kan ikke pålægges flere end 760, mens børnehaveklasseledere kan nå helt op på 920. Sådan lyder nogle af de rammer, som Ishøj Kommune er blevet enige med lærerkredsen om at sætte for lærernes arbejdstid.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ishøj har ikke tidligere haft en fælles forståelse, men nu har forhandlinger mellem kreds og kommune ført til, at kommunen har meldt et administrationsgrundlag ud, som er forhandlet på plads mellem kreds og kommune. (Ændret 26/4 kl. 12.50). 

Find aftalerne her: Her samarbejder kommune og kreds om lærernes arbejdstid

Formand for Ishøj Lærerkreds Joan Jørgensen er glad for, at lærerne i Ishøj fra næste skoleår som udgangspunkt får et loft over undervisningstiden. Dog kan lærer, leder og tillidsrepræsentant indgå en aftale om at en lærer får flere timer. (Find administrationsgrundlaget via link til højre for denne artikel).

"Vi er blevet enige om, at det er en måde, som skolerne kan administrere på", siger Joan Jørgensen til Sydkysten.

Lettere vej til lærerlivet

I aftalen står, at en nyuddannet lærer de første to år som udgangspunkt maksimalt kan have 760 undervisningstimer. Dog kan dette også under særlige omstændigheder fraviges efter aftale mellem lærer, tillidsrepræsentant og leder. 

"Det vi er mest glade for, det er, at vi får bedre vilkår for nyansatte lærere. Vi har lavet nogle rammer for, hvor meget undervisningstid man kan have som nyuddannet", siger Joan Jørgensen til Sydkysten.

Lærertilstedeværelse skal styrke elevernes læring

Lærere i Ishøj skal være på skolen 37 timer om ugen i 42 uger. Dermed har de 126 arbejdstimer om året, som de selv kan råde over. Her er det i aftalen beskrevet, at det er den enkelte lærer, der løbende fører regnskab med timerne.

"Skolelederen kan ikke pålægge læreren, at hjemmet er et arbejdssted, men skolelederen kan - efter fælles forståelse med medarbejderen - være indforstået med, at medarbejderen løser afgrænsede opgaver hjemme. Hjemmearbejde er begrundet i en imødekommelse af den enkelte ansattes personlige behov og udtryk for, at skolelederen konkret udviser fleksibilitet i forhold til, hvor og hvornår en del af arbejdstiden præsteres", står der i administrationsgrundlaget.  

Det er kommunens ønske om, at medarbejderne i fællesskab får sat mål for den enkelte elevs læring, som er formålet med tilstedeværelsen, bliver det præciseret i administrationsgrundlaget.  

Læs mere

Administrationsgrundlag for Ishøj Kommunes skolevæsen