Sjældent eller rettere sagt aldrig har jeg set en fagbog med så mange udråbstegn. ”For Danmarks skyld!” blot for at nævne et af dem.

De to forfattere, der er henholdsvis organisationsstrateg og professor i samfundsvidenskab, har virkelig meget på hjerte i deres bog, der beskriver opbygningen og udviklingen af den offentlige sektor i et politisk og historisk perspektiv. Flere gange slår de fast, at vi befinder os i den største ledelseskrise siden 1864, hvilket kræver handling. ”Der må gøres noget!” Opgaven er, at der skal ændres på ledelsesformen. Svaret er substantiel ledelse.

Bogens fire første kapitler gennemgår den offentlige sektors historik og beskriver de markante begivenheder og efterfølgende politiske reaktioner og beslutninger, det har affødt, og som har bragt os hen mod den ledelseskrise, den offentlige sektor ifølge forfatterne befinder sig i lige nu.

I kampen mod globaliseringen drager konkurrencestaten en historisk fejlslutning i forsøget med den styringsfikserede ledelsesform, der ikke er tæt nok på praksis og selve problemstillingerne og derfor kan give en kontroproduktiv effekt. En form, der skaber demotivation blandt medarbejderne og et uklart ledelsesrum for lederne.

De to sidste kapitler i bogen omhandler forfatternes bud på, hvilken ledelsesform der kan få os igennem ledelseskrisen. En ledelsesform, de kalder substantiel ledelse. ”Den substantielle ledelse tager med direkte ledelsesansvar fat i opgavens indhold og de menneskelige relationer i samarbejdet om opgaveløsningen”.Der skal et tydeligt ledelsesmæssigt fokus på indholdet – substanse - frem for rammerne omkring det.

Der er som minimum tre grunddiscipliner, lederne skal mestre: Evne at forbinde sig til gode relationer med andre mennesker, forstå og føle sig forbundet til kerneydelsen og evne at kunne skabe psykologisk ro og retning i samarbejdet med opgaven som omdrejningspunkt. Evner, der ifølge forfatterne ikke mestres eller betjenes af de ledere, der leder styringsfikseret.

Lederen skal sikre inddragelse og dialogiske processer med medarbejdere og relevante aktører og arbejde med realistiske frem for idealistiske strategier.

Selv om der i bogen bliver brugt eksempler fra skoleverdenen fra processen omkring Overenskomst 13 og lov 409, retter bogen sig mere generelt til ledere og forvaltninger i den offentlige sektor end direkte til skolerne. Bogen henvender sig mest til ledelsesuddannelse i den offentlige sektor og hermed mod de ledere, der er ved at fordybe sig i en forståelse af, hvilket offentligt ophav de er vokset ind i eller ud af. Det kræver i hvert fald en særlig kærlighed for den politisk-historiske udvikling i den offentlige sektor, for at man skal begive sig i kast med bogen, tænker jeg.

Når det så er sagt, gør det ikke bogens budskab mindre betydningsfuldt. For noget må ske!

Jeg kan anbefale bogen til folk med særlig interesse for indsigt i og forståelse for den offentlige sektors ophav og ståsted – og som så samtidig kan få indblik i forfatternes bud på en ledelsesretning, der mere kvalificeret og effektivt kan lede det offentlige gennem en turbulent tid.