Anmeldelse

Sociale medier i skole og fritid

Skolens kommunikation via de sociale medier

Alle skoler bør udforme en strategi for, hvordan man anvender de sociale medier i skole-hjem-samarbejdet og som læringsredskaber i undervisningen. Ud fra konkrete eksempler er her inspiration til skolens håndtering af kommunikationen via sociale medier.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen starter meget sigende med at beskrive en case, der omhandler Facebook-mobning i en 5.-klasses pigegruppe. Hermed lægges an til et af de temaer, som behandles, nemlig at de sociale medier siver fra fritiden ind i skolen, så grænsen mellem skole og fritid, mellem det private og det offentlige bliver mere og mere flydende. Skolen er derfor tvunget til at reagere på disse forandringer og inddrage de sociale medier i undervisningen og i kommunikationen mellem skole og hjem.

Fakta:

Titel: Sociale medier i skole og fritid

Forfatter: Lotte Nyboe og Anette Grønning

Pris: 269

Sider: 152

Serie: Professionsserien

Forlag: Akademisk Forlag

I de første kapitler defineres herefter begrebet sociale medier, og udviklingen i brugen af de sociale medier beskrives og diskuteres. Der refereres undervejs til relevante undersøgelser og forskningsresultater. Afsnittet om sociale medier og læring introducerer en såkaldt SIP-model, sociale medier, indhold og pædagogik. Intentionen er, at lærerens design af læring via sociale medier bør indeholde refleksion og viden fra alle tre områder. Det er således vigtigt, at det fagfaglige indhold sættes i spil både med lærerens pædagogiske, didaktiske viden og med lærerens viden om de sociale medier - lærerens mediekompetencer. Undervisningen skal leve op til de faglige læringsmål og samtidig udvikle elevernes digitale dannelse. Eleverne skal så at sige blive klogere af at anvende de sociale medier i skoleregi.

I temaet om kommunikation via sociale medier mellem skole og hjem inddrages skoleintra som kommunikationsmedie. Der tages udgangspunkt i tre konkrete cases: Den digitale kontaktbog, digitale beskeder og en debat på forældreintra. Det er genkendelige og håndgribelige situationer, som giver god anledning til diskussion om, hvordan skolen kan arbejde strategisk med kommunikationen via de digitale sociale medier. Det er et yderst relevant afsnit, som bør læses af alle lærere og skoleledere, så man undgår de værste faldgruber, når skolen anvender de sociale medier til kommunikation med forældrene.

Det afsluttende kapitel indeholder konkrete eksempler fra skoler, som har fastlagt strategier og udformet retningslinjer for de digitale kommunikationsformer. Disse eksempler opfordrer - sammen med de refleksionsspørgsmål, som forfatterne har indsat undervejs - til, at man går videre med diskussionen om praksishåndtering af problematikken.