Undervisningsministeren svarer, at censorerne kan søge sparring med en censorgruppe

Antorini: Elevers retssikkerhed sikres med censorgruppe

For at sikre en fagligt pålidelig bedømmelse af de skriftlige prøver, når der fremover kun skal være en censor til at rette, vil undervisningsministeren sammensætte grupper af censorer med op til fem i hver. Hvis en censor ønsker sparring om bedømmelsen, kan vedkommende spørge de andre i gruppen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Matematiklærerforenings formand Jens Peter Christensen sendte midt i marts et åbent brev til Undervisningsministeriet, hvor han skrev, at det går ud over elevernes retssikkerhed og øger risikoen for fejl i karaktererne, når samtlige skriftlige prøver fremover kun skal rettes af én person - en censor. Han fremhævede, at karaktererne får stadig større betydning for de unges fremtid og at det derfor er endnu mere vigtigt, at der ikke sker fejl.

Matematiklærere: Nye prøveregler går ud over retssikkerheden

Christine Antorini har svaret matematiklærerforeningens formand, at hun er helt enig i synspunktet om at bedømmelsen af prøverne skal være sikker og fagligt pålidelig. Det sikres ifølge ministeren ved at censorerne sammensættes i grupper på op til fem i hver, så de har mulighed for faglig sparring om bedømmelserne. Hvis en censor ønsker sparring om en bedømmelse, kan vedkommende kontakte en af de øvrige censorer i gruppen og bede om en vurdering. Det vil fortsat være den censor, som er udpeget til at bedømme den pågældende besvarelse, der fastsætter karakteren, skriver ministeren.

Undervisningsministeren har også svaret på et spørgmål fra Annette Vilhelmsen (SF) om betænkeligheder ved kun at have én censor ved de skriftlige afgangsprøver.

Slut med at bedømme egne elevers afgangsprøver 

Stadig muligt at klage

Antorini understreger, at en ny bedømmelsesordning ikke vil ændre ved klagereglerne. En elev kan fortsat klage og få en ombedømmelse af en ny censor, der også har mulighed for at sparre med andre censorer i gruppen.

"Faglærerne vil som i dag fortsat have adgang til elevernes besvarelser af de skriftlige prøver og vil på den måde kunne orientere sig i, hvordan eleverne har klaret sig, samt i prøvernes udformning osv. Herudover vil de beskikkede censorer fortsat være lærere og også herigennem opnås en god indsigt i elevernes faglige udfordringer på et mere generelt niveau", skriver ministeren til Jens Peter Christensen.

Christine Antorini fremhæver også, at den foreslåede ordning med én bedømmer vil blive evalueret efter to år. De nye regler for bedømmelse af skriftlige prøver er en del af et netop fremsat lovforslag, som også omfatter indførelsen af en fællesfaglig prøve i naturfagene og en skriftlig digital udtræksprøve i fysik/kemi.

Lovforslag om tværfaglig naturfagsprøve fremsat i dag

 

Læs mere

Læs svar fra Antorini