Hver enkelt elev skal vurderes og gives tilladelse af skolelederen til at blive fritaget for idrætsundervisning og gå til fodboldtræning på et lokalt eliteakademi i Sundby.

Kommune fastslår: Ledere skal vurdere eliteelever individuelt

Skoler må ikke fritage grupper af elever ved at lade deres forældre overtage undervisningspligten i idræt, lyder det fra Københavns Kommune. Skolen ved Sundet havde anmodet om at kunne fritage elever gruppevist fra idræt, for at de kan gå til elitefodbold i skoletiden.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hver enkelt elev skal vurderes, og skolelederen skal give tilladelse til, at eleven kan blive fritaget for idrætsundervisning.

Det står i folkeskoleloven, og gælder dermed også de elever, som vil gå til fodboldtræning på et lokalt eliteakademi i Sundby, når deres klassekammerater har idræt på Skolen ved Sundet. 

Det siger områdechef på Amager i Københavns Børn- og Ungeforvaltning, Svend Alleslev, og tilføjer, at skolen retter sig efter de gældende regler.

Inden sommerferien sendte Skolen ved Sundet en forespørgsel af sted til kommunen: Må vi lade forældre fritage deres børn fra idrætsundervisningen på skolen og selv lade dem afgøre, hvordan deres barn skal have idræt?

Skole vil benytte grundloven til at indføre forældrebetaling 

"Skolen ved Sundet spurgte oprindeligt, om den måtte entrere eksterne aktører til undervisning. Det har vores juridiske afdeling meddelt, at det kan man ikke".

Ikke en gruppeordning

Til gengæld må skolelederen fritage eleverne efter en individuel vurdering.

Dermed slår Københavns Kommune det fast, som Christine Antorini fortalte til folkeskolen.dk i juni måned, nemlig at "folkeskolereformen giver mulighed for, at enkelte elever, der har et særligt talent inden for eksempelvis fodbold, kan få fri fra skolen for at udvikle sit talent. Men denne mulighed er tænkt som en undtagelse for den enkelte elev, som ikke kan få den længere skoledag til at hænge sammen med sine aktiviteter uden for skolen. Det er ikke noget, som skolen hverken kan eller skal planlægge for større elevgrupper".

Antorini: Fritagelse er kun for de færreste

Ministeriet fastslår: Grundloven giver ikke mulighed for brugerbetaling

Kun særlige talenter

Ifølge Undervisningsministeriet er det op til den enkelte kommune at afgøre, hvordan elite i eliteelev defineres. Svend Alleslev kender ikke til den præcise definition i Københavns Kommune, men siger, at skoleledere skal "sikre sig, at eleven har et særligt talent. Det kan være ligegyldigt, hvilken sportsgren det er. Skolelederen kan eksempelvis så tage fat i en ansat i idrætsklubben, og sammen kan de tage stilling til, om eleven er elite".

For at sikre, at undervisningsfritagelse hverken går ud over den enkelte elev eller dennes klasses sammenhængskraft, opfordrer forvaltningen til, at der gives tilladelse til at fritage elever et halvt år ad gangen. Med mindre eleven er tilknyttet et klassisk eliteprogram, hvor for eksempel Team Danmark er inde over. 

Foreløbigt har fem elever i 6. klasse på Skolen ved Sundet fået lov, oplyser afdelingsleder på skolen, Lars Vadmand, som tilføjer, at de alle er fritaget for et halvt år ad gangen.

Forældrebetaling i forklædning?

I den konkrete sag foregår træningen på det lokale fodboldakademi i samme tidsrum, som der er idræt på Skolen ved Sundet. Fodboldtræningen skal forældrene selv betale for. Det, synes en forælder til en elev på skolen, lagde sig op af forældrebetalt undervisning i forklædning, hvilket forælderen ikke var begejstret for.

"Jeg synes, det er en særdeles dårlig ide at tilbyde forældrebetalt undervisning i samme tidsrum, som der er undervisning på skolen. Fordi det er der nogle forældre, der ikke har råd til", siger han.

Forælder raser: Brugerbetaling er synd for børnene

Men Skolen ved Sundet mener ikke, at der er tale om forældrebetalt undervisning.

"Nej, for der er tale om ganske få elever, som allerede er medlem af fodboldklubben", siger Lars Vadmand.

"Det er et elitetilbud, som en lokal forening tilbyder".

Skole ville afprøve reformens rammer

Lars Vadmand sagde i juni til folkeskolen.dk, at skolen med forespørgslen ville have afklaret en "masse gråzoner i den nye reform".

"Det er interessant, om det er lovligt eller rigtigt at blive fritaget for undervisningen. Vi er slet ikke interesseret i at gøre noget, der er ulovligt, men det er vigtigt at finde ud af, om det er noget, der er muligt med den nye reform", sagde han.

Et reformkrav er mere samarbejde mellem skoler og lokale foreninger. Men foreninger vil ikke arbejde gratis, og der er ikke råd til at betale store summer til foreningssamarbejde, så det var en måde at oprette et samarbejde på, som ikke skulle koste skolen penge, oplyste Lars Vadmand.

Undervisning for alle nogle gange om året

Foruden en årlig fodboldturnering for alle Amagers 4.-7. klasser vil Sundby Fodboldakademi 6-8 gange årligt lave nogle aktiviteter, som inkluderer alle elever på 6. klassetrin og ikke kun de få eliteidrætselever.

På den måde udgør samarbejdet mellem akademi og skole noget af reformkravet, uden at det koster skolen penge.

Lars Vadmand forventer, at differentierede undervisningstilbud vil blive en af konsekvenserne af reformen.