Brevet som lærere fra Strandgårdskolen har sendt til Folkeskolens redaktion.

Strandgårdskolen: Vi er også bekymrede for flere timer

Lærerne på Strandgårdskolen i Ishøj er fuldt ud lige så bekymrede ved udsigten til at skulle undervise næsten tre lektioner mere per lærer fra næste skoleår som alle andre lærere. Skolens lærere har holdt faglig klub-møde, fordi de oplevede, at artiklen om skolen i sidste nummer af Folkeskolen kunne læses som om, de ikke så nogen problemer i flere timer.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ishøj Kommune budgetterer med øget undervisningstid svarende til tre lektioner ekstra per lærer fra næste år og vil kræve, at lærerne er til stede på skolen 37 timer om ugen i 42 uger om året.

"Det er slet ikke afklaret endnu, hvordan det vil blive fordelt", forklarer kredsformand Joan Jørgensen. "På Strandgårdskolen er der en del faglige vejledere, som ikke har ret mange undervisningstimer, og det betyder, at selvom lærerne her i gennemsnit ikke har mere undervisning end normalt, så har de fleste af dem rigtig mange undervisningstimer. De knokler, og hvordan deres undervisningstimetal skal kunne øges, er ikke faldet på plads endnu. Men de er lige så bekymrede for fremtiden som alle andre".

I artiklen i sidste nummer af bladet giver tillidsrepræsentant Eva Norford også udtryk for stor bekymring. Men det fremgår ligeledes af artiklen, at Strandgårds-lærerne i dag arbejder efter en A05-arbejdstidsaftale, og det er det afsnit, der kan læses som om, lærere og ledelse ikke mener, det bliver noget problem at lægge ekstra undervisningstid ind.

Det har fået lærerne, der var samlet til faglig klub møde, til at sende dette brev til redaktionen:

"Fredag den 10. januar 2014 besluttede Faglig Klub at udsende et dementi i forhold til Folkeskolens blad, nr. 1, den del af artiklen om Strandgårdskolen, hvor det hævdes, at ledelse og lærere ikke er bekymrede for reformens krav til flere undervisningstimer og tid til forberedelse. Lærerne på Strandgårdskolen er tværtimod fuldt ud lige så bekymrede, som lærere på andre skoler i landet, som skal følge reformen og lov om arbejdstid".

Forbillede for reformen Tillidsrepræsentanten: Man bliver lidt hinandens arbejdsgivere