Anmeldelse
Museer
Børnepavillonen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Idémateriale af Christina Christensen
20 sider, tilsendes gratis ved booking
Experimentarium
Tuborg Havnevej 7, 2900 Hellerup
Telefon: 3927 3333
Mange børnehaveklasser og 1.-2.-klasser har i tidens løb besøgt Experimentarium, og børnene har nok været mere skuffede, end lærerne opdagede. Sagen er, at vejledningerne ved forsøgsopstillingerne forudsætter, at børnene kan læse. De pågældende klasser har simpelthen ikke været Experimentariums målgruppe.
Det er der nu rådet bod på. Experimentarium har åbnet et særligt afsnit: Børnepavillonen for de tre-seksårige. Her foregår alt på de smås præmisser: Ingen skriftlige vejledninger - alt anbragt i deres højde - dimensioner passende til deres størrelse - og så videre.
Men aldersgrænsen skal ikke tages for bogstaveligt. Selv om Børnepavillonen er en udmærket legeplads for de tre-fireårige, så er der så meget 'experimentarium' i opstillingerne, at man med god ret kan påstå, at målgruppen primært er børnehaveklassen og 1.-2. klasse.
Experimentarium ved, at hvis lærerne skal møde op med deres klasser, så forlanger de garanti for, at alle børnene får mere ud af besøget end blot de erfaringer, som enhver leg giver. Derfor har Experimentarium ladet udarbejde et idémateriale, som vederlagsfrit sendes til de lærere, som booker sig ind til klassebesøg.
Hæftet giver et væld af gode ideer til eksperimenter, som kan bruges, når man skal bearbejde de mange indtryk hjemme i klassen. Der er ganske vist ikke tale om nye, epokegørende forsøgsopstillinger. Men for den lærer, som ikke er vant til at undervise i fysik, er det en god vejledning. Her er et sortiment af simple elevforsøg, som er lette at gå til, og som ikke kræver det store specialudstyr. Ideerne er overskueligt ordnet i grupper, som knytter sig nøje til udstillingens emner: Toner, rytmer, lyde - lys, farver og syn - lille eller stor? - spejle - magneter - lyde i sproget - glat, ru, blød eller hård? - lugt eller duft?
Vagn Thonesen