Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Forældresamarbejde

”Bedre end man skulle tro”: 88 pct. af lærerne føler sig respekteret af forældrene

Hvor lærerne i høj grad savner respekt fra samfundet, føler de fleste i nogen grad respekteret af forældrene. De kan med fordel skrue op for fagsproget, hvis de vil vinde forældrenes respekt, mener en skoleleder og ekspert i lærerautoritet.

”Når nogle forældre ikke har respekt for lærerne, så handler det måske om, at deres børn eller de selv har slået sig på systemet og ikke har følt sig behandlet ordentligt”, vurderer Louise Madsgaard, der er næstformand for Skole og forældre og speciallærer på en folkeskole i Aalborg.

Foto: Lars Bertelsen
Jesper Knudsen
Jesper Knudsen Journalist
2 kommentarer
3. september 2025, kl. 04:55
2 kommentarer

Hvor lærerne i høj grad savner respekt fra samfundet er det faktisk 88 procent, der i en eller anden grad føler sig respekteret af deres elevers forældre.

Tallene er bedre, end man skulle tro

Helle Bjerg Skoleleder og forsker

Det viser en medlemsundersøgelse med 11.000 respondenter, som Danmarks Lærerforening foretog for Folkeskolen før sommerferien. Lidt over halvdelen føler sig respekteret i høj eller meget høj grad og 37 procent af lærerne føler sig “i nogen grad” respekteret af de forældre, de samarbejder med.

Spørger man tidligere forsker i læreres autoritet, Helle Bjerg, mener hun, at tallene tegner et overraskende positivt billede:

”Tallene er bedre, end man skulle tro, når man hører om folkeskolen i medierne. Det er en ret høj andel af lærere, der føler sig respekteret af elever og forældre,” siger Helle Bjerg, der både taler fra et akademisk og praktisk perspektiv.

For knap 15 år siden lavede hun en stor undersøgelse af, hvad der fordrede læreres autoritet hos eleverne. I ni år har hun været ansat på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg, hvor hun har været skoleleder siden 2023.

Helle Bjerg har set resultaterne af Folkeskolens undersøgelse, og hun hæfter sig ved, at oplevelsen af respekt er større, jo tættere man kommer på klasserummet og lærernes praksis. Der er dog 12 procent af lærerne, der ikke føler sig respekteret af forældrene, og hun peger på en mulighed for at øge forældrenes respekt for lærerne endnu mere, mener hun.

”Forældre kigger jo på skolen ud fra de erfaringer, de har som forældre eller elever, og der han vi som skole godt skrue op for vores fagsprog og vise forældrene, hvad det er for en faglighed, der faktisk udfolder sig i klasserummet i dag,” siger Helle Bjerg.

Kilde: Undersøgelse blandt medlemmer af DLF

En gang om året bliver forældrene på Skolen på Grundtvigsvej derfor inviteret med til et pædagogisk møde sammen med personalet. Her kommer en ekstern oplægsholder og fortæller om et pædagogisk emne. Derefter fortæller nogle ansatte om deres praksis, og oplægsholderen bliver bedt om at reflektere fagligt over dét, der foregår på skolen.

”Her går det op for nogle forældre, at det, vi laver, er vidensbaseret, og at vi har et fagligt sprog for det, som de næsten ikke forstår. Ud over at det booster personalets faglige stolthed, giver det også nogle mere trygge forældre, der går derfra med en respekt for personalet og for en skole, der ved, hvad den vil med eleverne,” siger Helle Bjerg.

Læs også

Featured image for Den gammeldags autoritet er væk. Heldigvis er den nye bedre.
DLF 150 år

Den gammeldags autoritet er væk. Heldigvis er den nye bedre.

Nogle forældre har slået sig på skolen

Hos landsforeningen for skolebestyrelser, Skole og Forældre, mener næstformand Louise Madsgaard, at det er en god idé at invitere forældrene indenfor til nogle pædagogiske temaaftner. Men hun advarer mod, at man skruer alt for højt op for den faglige lingo.

“Det kunne sagtens rykke ved problemet, at man tør være mere faglig. Men hvis man går den vej, skal man være super skarp til at formulere overfor forældrene, hvad de er inviteret til. For vi hører ofte fra forældre, at de føler, at der bliver talt hen over hovedet på dem,” siger Louise Madsgaard, der til dagligt arbejder som speciallærer på en folkeskolen i Aalborg.

Hun kalder det ”problematisk” at 12 procent af lærerne oplever, at forældrene kun ”i ringe grad” eller ”slet ikke” respekterer dem.

”Når nogle forældre ikke har respekt for lærerne, så handler det måske om, at deres børn eller de selv har slået sig på systemet og ikke har følt sig behandlet ordentligt”, vurderer Louise Madsgaard.

Det der med at tage telefonen og ringe til hinanden, det kan noget andet end en Aula-besked

Louise Madsgaard næstformand, Skole og Forældre

Det handler ikke nødvendigvis så meget om den enkelte lærer, men nærmere om de forhold der er i skolen, der gør det svært for lærerne at leve op til forældrenes forventninger.

Drop Aula og ring op

Spørger man hende, skal respekten findes ved en forbedret lærer-forældre-relation.

”Rigtig meget handler om relationer og kommunikation, og en del af det her ville kunne forbedres, hvis vi havde et større fokus på skole-hjem-samarbejdet. For hvis man som forældre oplever at have en god relation til- og en god kommunikation med en lærer, vil man også have en større respekt for vedkomne,” siger Louise Madsgaard.

Læs også

Featured image for Sådan får du det bedste frem i de nye skoleforældre
Guide

Sådan får du det bedste frem i de nye skoleforældre

Hun mener, at relationen og samarbejdet kunne have gavn af en anden form for kommunikation end den, der bliver praktiseret mange steder i dag, hvor kommunikationen udelukkende foregår gennem beskeder på Aula

”Det der med at tage telefonen og ringe til hinanden, det kan noget andet end en Aula-besked, der kan udvikle sig til en masse beskeder frem og tilbage. Vi skal blive mere skarpe på, hvordan vi bruger Aula, for der er for meget, der ender i misforståelser,” siger Louise Madsgaard.

Lockouten gik ud over respekten

Der er flere grunde til, at det kan halte med respekten fra nogle forældre, mener Helle Bjerg.

”Vi taler forbløffende lidt om betydningen af lockouten af lærerne i 2013. Man kan ikke som arbejdsgiver fyre alle landets lærere med en fortælling om, at de skal normaliseres, og at de har for lange ferier og så videre, uden at det har en enorm betydning. Det har været skelsættende for befolkningens syn på lærerne, og en traumatisk oplevelse for en hel generation af lærere,” siger Helle Bjerg.

Respekten for lærerne er dog generelt på vej op igen, vurderer hun, og peger blandt andet på, at lærere i højere grad bliver inddraget i ekspertudvalg og lignende, når der skal laves ny lovgivning på skoleområdet.

2 kommentarer

Læs også

  • Lærerne savner respekt fra omverdenen: Samfundet forstår ikke, hvad lærerne gør
    Undersøgelse

    Lærerne savner respekt fra omverdenen: Samfundet forstår ikke, hvad lærerne gør

  • Journalist Mads Olrik på Tagensbo Skole
    Lærernes autoritet

    Journalist var med lærer på job: “Lærerne kan noget, som ingen andre kan”

  • Forældre betaler mig 1.200 kroner for at sidde med til møder med skolen. De tør ikke møde op alene
    Debat

    Forældre betaler mig 1.200 kroner for at sidde med til møder med skolen. De tør ikke møde op alene

    Fatima Osman Konsulent og tidl. lærer
3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

”Bedre end man skulle tro”: 88 pct. af lærerne føler sig respekteret af forældrene

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS