Mogens Jensen er bange.
Han er kommet til at give en elev et hårdt dask på siden af hovedet midt i idrætsundervisningen, fordi eleven sagde ”fanden”.
Vi er på landet i Jylland i slutningen af 1950’erne, længe inden spanskrøret og revselsesretten bliver afskaffet i skolen. Et baghåndsdask som det i idrætssalen er almindeligt og fuldt accepteret, ja endda forventet. Men Mogens Jensen er alligevel ked af sin reaktion. Det skete næsten per refleks, og Mogens Jensen går til sin skoleinspektør for at berette om den uheldige episode.
Elevens far vil sandsynligvis reagere voldsomt, lyder inspektørens advarsel. Måske vil han endda opsøge Mogens Jensen for at give igen, og det bliver med gedigne tæsk, ikke bare en lussing eller et baghåndsdask.
Autoritet er ikke noget, man har. Det er noget, eleverne giver til læreren.u0026quot;
Helle Bjerg, skoleforsker, ph.d.
Så landsbylæreren bliver nervøs. Han går hjem og venter. Og han venter, og han venter.
Efter et par dage går han tilbage og siger, at faren altså ikke har været forbi med tæsk. Men så griner inspektøren. Advarslen var ment i sjov.
”Så siger han, at faren sikkert bare har givet sin søn endnu én på hovedet. For havde han fået sådan en af sin lærer, så var det nok fortjent”.
Mogens Jensen er 93 år gammel i dag og sidder i sin havestue i Juelsminde med en kop kaffe og reflekterer over sin fortid som lærer og skoleleder. Slaget i idrætssalen er ikke noget, han er stolt af. Det er heller ikke noget, han har gjort ofte. Hverken før eller siden.
”Men det er et billede på den enorme respekt, forældrene havde for os lærere. Og tillid. De blandede sig ikke, og de forventede ikke, at man var menneskelig”, fortæller Mogens Jensen.
Mette Frederiksen vil have autoriteten igen
Mogens Jensen brugte ikke korporlig afstraffelse som pædagogisk redskab, og han husker ikke mange lærere, der gjorde det. De lærere, der gjorde det ofte og ligefrem virkede, som om de nød det, skulle aldrig have været lærere, siger Mogens Jensen. Men anekdoten tjener som eksempel på, hvor langt man kunne trække forældrenes tillid.
Cirka 65 år efter Mogens Jensens dask i idrætssalen står Mette Frederiksen på talerstolen i en anden sal og er bekymret for, at forældrenes tillid er blevet for lille. Det er Folketingets åbning, og i sin åbningstale siger statsministeren, at lærerne skal have deres autoritet tilbage. Forældre og elever får en opsang, ligesom samarbejdsplatformen Aula får kritiske ord med på vejen. Noget er gået galt i forholdet mellem elev og lærer, lyder det.
”Siden 1970’erne har I lærere bevæget jer væk fra katederet og ud i klassen. Godt. For afstanden mellem læreren og eleven var alt for stor. Men den kan også blive for lille”, siger Mette Frederiksen.
Hun citerer skoleforsker Helle Bjerg, der har skrevet ph.d.-afhandling om netop autoriteten hos lærerne:
”Læreren skal på den ene side kunne mestre et ligeværdigt forhold til eleverne. Og samtidig være en autoritet, der siger: Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der sætter rammerne. Det er mig, der er skolen”.
”Desværre lykkes nogle lærere kun med det ene. At komme i øjenhøjde med eleverne”, vurderer statsministeren.
Mudret opgavefordeling
Modsat på Mogens Jensens tid er lærerens autoritet altså truet. Det er blevet for almindeligt, at elever og forældre ikke har respekt for lærerrollen. Det ses for eksempel på mængderne og typerne af Aula-beskeder, som lærere beretter om. Det er statsministerens budskab.
Men hvad er det, der skulle true autoriteten? Og hvordan får lærerne den igen?
Helle Bjerg, som Mette Frederiksen citerede i sin tale, er i dag skoleleder på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg. Hun har tænkt ekstra meget over autoritetsbegrebet, efter at statsministeren nævnte hende i sin tale.
Hun tænkte over det for nylig efter et møde med et lærerteam om en klasse med trivselsudfordringer. Lærerteamet bad om en dag til teamet, hvor de kunne udarbejde individuelle handleplaner til eleverne for at tilgodese hver enkelt elevs behov. Men det gav Helle Bjerg ikke lov til.
”Lærere i dag oplever en forventning om at møde hvert enkelt barn med fokus på barnets trivsel. En forventning, vi er med til at skabe i skolen, og som vi også møder hos forældrene. Men det er en umulig opgave, når man har ansvaret for 25 børn”.
I stedet fik teamet en dag med fokus på at afklare teamets forventninger til sig selv og hinanden.
Helle Bjerg nævner eksemplet, fordi det viser, hvordan blikket på eleverne i høj grad er blevet individualiserende og psykologisk. Og det er det, der i disse år kan være med til at gøre lærerens autoritet usikker.
”Meget af det, der er på spil, når Mette Frederiksen kredser om autoritet, bunder i en grundlæggende tvivl om rollerne. Det er blevet mudret, hvad der er lærerens opgave og forældrenes opgave, og derfor bliver forventningerne umulige at indfri”, lyder det fra Helle Bjerg.
Det hele barn
Autoritet betyder i sin grundform retten til at bestemme over et givent område eller personer. Og Helle Bjerg fortæller, at elementer af det, der gav autoritet på 93-årige lærer Mogens Jensens tid, egentlig er det samme som det, der giver autoritet i dag.
”Autoritet er ikke noget, man har. Det er noget, eleverne giver til læreren. Det handler om, at eleven oplever læreren som retfærdig, at læreren ser eleven og har en oprigtig interesse i at flytte eleven. Sådan var det dengang, og sådan er det stadig”.
Men det svære i dag, lyder det fra skolelederen, er, at læreren i dag skal se eleven som et helt barn og ikke som en elev, hvis primære rolle i skolen er at følge lærerens anvisninger.
I 50’erne havde hverken lærere eller forældre en forventning om, at hver enkelt elev blev set og mødt, eller at læreren skulle tage sig særligt af elever i udfordringer. Læreren mødte eleven som en ophøjet autoritet. Der var hverken bogstavelig eller metaforisk øjenhøjde. Mogens Jensen beskriver det som en maske, man tog på.
”Når jeg gik ind på skolen, tog jeg masken på, og så var jeg lærer og ikke et menneske, som eleverne skulle lære at kende”.
Helle Bjerg understreger, at det er vigtigt ikke at dyrke forestillingen om, at vi skal ”tilbage til dengang”, læreren var en autoritet.
”Blik for motivation og glæde ved at lære var ikke i fokus. Så der var måske ro, men eleverne lærte ikke nødvendigvis noget. De fik lov til at sidde selv med de udfordringer, de måtte have. Det er disciplin, men ikke nødvendigvis autoritet”.
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
Læs også
I 70’erne og især i 90’erne blev magtforholdet mellem lærer og elev blødt op. Forventningerne var, at læreren kunne imødekomme eleverne og gøre undervisningen spændende og relevant. Lærerens autoritet hvilede nu i højere grad på pædagogik og didaktik, siger Helle Bjerg.
Siden 90’erne har det hele barn fået lov til at fylde meget mere. En udvikling, både politikere, lærere og forældre har været med til at skabe, understreger forskeren og skolelederen. Og forældrene er samtidig kommet tættere på lærerens og skolens arbejde ved hjælp af Aula og sociale medier.
For lidt elev – for meget barn
”Den mudrede opgavefordeling og uklare forventningsafstemning gør plads til, at lærerens autoritet opleves at smuldre. Læreren skal være en pædagogisk og en didaktisk autoritet, men nu også en psykologisk autoritet. Der er kommet helt uafgrænsede forventninger til, hvad læreren har ansvar for. Det er dér, filmen knækker”.
Helle Bjerg beskriver det som en psykologisering af lærerens arbejde, hvor eleven er for lidt elev og for meget barn.
”Min oplevelse er, at mange forældrekonflikter handler om, at forældrene er frustrerede, fordi læreren ikke ser deres barn på samme måde, som de ser deres barn. Og der skal læreren være bedre til at sige: ’Nej, det er rigtigt, for jeg ser dit barn som elev’”.
Et ændret børnesyn
Heldigvis er Helle Bjerg meget optimistisk, for hendes pointe er, at den position, som nutidens lærer kan indtage som netop en pædagogisk og didaktisk autoritet, er svaret på det autoritetsfald, statsministeren beskriver i sin åbningstale.
Men først skal vi tilbage til havestuen i Juelsminde. Her sidder det tidligere lærerpar Mogens og Inger Jensen. Deres søn og svigerdatter, som også er lærere, er på besøg. De taler om forskellen på dengang og nu. Michael Kolster Jensen og Lotte Josephsen har været lærere i 30 år.
”Det er jo et helt andet børnesyn nu. Da jeg startede som lærer, oplevede man børn som meget mere hårdføre. Og i dag bruger jeg sindssygt lang tid på forældre, der er bekymrede over alt muligt, som de forventer, at jeg skal tage mig af”, siger Lotte Josephsen.
Michael Kolster Jensen kan genkende forældrepresset.
”Der har været dage, hvor der har været sure mails og utilfredse forældre i én lang række, og jeg har tænkt: Gider jeg egentlig det her mere?”, siger Michael Kolster Jensen, der netop er gået på pension.
Mogens Jensen siger det ikke direkte, men han virker glad for at være forskånet for nogle af de udfordringer, hans søn og svigerdatter taler om.
”Jeg husker ingen af de problemer, som I taler om nu. Dengang var der ingen diskussion om noget som helst, jeg besluttede. Rollerne var klart definerede”.
Selvom der er flere årtier mellem, hvornår de forskellige generationer har været aktive lærere, er de enige om, hvad der giver lærertilværelsen mening.
”Jeg oplevede arbejdsglæde, når jeg fornemmede, at eleverne forstod, hvad jeg sagde. At jeg trængte igennem”, siger Mogens Jensen, og sønnen er enig:
”Noget af det, der har gjort mig stolt som lærer, er, når jeg fik dannet et bånd til en elev. At der var noget, der gik op i en højere enhed, og at eleven fik lyst til at følge med og lære”, siger Michael Kolster Jensen.
Det skal ikke blive en forfaldshistorie
Helle Bjerg er fuld af optimisme på lærerfagets vegne.
”Det her skal ikke blive en forfaldshistorie, hvor alt håb er ude for lærerne. Ligesom vi er blevet klogere på eleven, så er vi også blevet klogere på god undervisning. Det er det, vi skal dyrke og holde fast i”.
Hun peger på, at opgaven i høj grad ligger hos skoleledelsen.
”Forældrene er bedst til at være forældre til deres børn, og lærerne er bedst til at være lærer for deres elever. Den forståelse skal bredes mere tydeligt ud. Alle, og især lærerne, skal gøre det, de er bedst til”.
En positiv udvikling, der også er med til at styrke den enkelte lærers autoritet, er, at lærerne i dag samarbejder i meget højere grad end tidligere.
”Selvom du står alene i klasserummet, så står du i højere grad på et fælles fundament, hvor skolen eller teamet i fællesskab har besluttet: ’Sådan gør vi her’”.
Helle Bjerg understreger, at der skal være plads til professionel dømmekraft hos den enkelte lærer, men valget af tilgange og metoder er i højere grad et kollektivt anliggende. Så både når det går godt, og når det går galt, så sker det sammen med nogen.
”Så historien om lærerens autoritet er i høj grad historien om læreren, der træder ned fra et kateder i ophøjet ensomhed og ind i et stærkere kollegialt og professionelt fællesskab. Og det er da i den grad værd at fejre”.
På Mogens Jensens tid var man alene, når det gik galt. Lærerteam var ikke opfundet endnu. Men selvom normen dengang var, at læreren stod alene som ophøjet autoritet med ”lærermasken” på, kunne Mogens Jensen da godt efterhånden se, at det gav mening at tage den af.
”Vi blev jo klogere. Man ville hellere give noget af sig selv i stedet for at spille en rolle. Vi er jo lærere og ikke skuespillere”.
Den gammeldags autoritet er væk. Heldigvis er den nye bedre.
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.