Anmeldelse

Lærerbibliotek

Samfundstrends og ungdomskultur

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Paul Otto Brunstad

99 kroner, 94 sider

Lohses Forlag

Lohses Forlag har udsendt bogen 'Samfundstrends og ungdomskultur' af norske teologiprofessor Paul Otto Brunstad. Heri tegnes et portræt af ungdomskulturens forhold til blandt andet kedsomhed, kønsidentitet og kropsfiksering. Paul Otto Brunstad har i 1998 fået en doktorgrad på en afhandling om 'Ungdom og livstolkning'. Derudover har han arbejdet som gadepræst i Bergen, hvilket har givet ham en stor viden om unge mennesker.

Bogen indeholder en lang række essay, som tilsammen giver Brunstads bud på nutidens unge.

Tre-fire sider fylder hvert afsnit, og de omhandler mange forskellige ting - blandt andet Peter Pan-syndromet (om børn, som frygter at blive voksne) og voldens æstetik. Alle synsvinklerne i bogen har sit udgangspunkt i teologien. Et udgangspunkt, som er spændende, men som også på mange måder ligger langt fra skolens hverdag.

Grundlæggende skriger bogen på, at nutidens forældre går ned i tempo og bruger mere tid på deres børn og ikke bare fylder dem med ting og tid foran fjernsynet.

Bogen vil næppe få den store udbredelse i folkeskolen, dertil er den teologiske synsvinkel alt for dominerende.

Ole Helding