Hvor langt skal man ned, før man ikke kan komme op igen?
Så langt ude endte Line heldigvis ikke. For hun blev grebet, da lærerlivet for alvor begyndte at slide på hendes psyke. Hun havde, siden hun blev uddannet, drømt om at arbejde med specialelever. Men efter nogle år på en specialskole mærkede hun tydeligt, at hun ikke kunne holde til det.
”Det var dagligdag, at der blev kastet med sakse gennem lokalet. I madkundskab var det knive, og jeg har prøvet, at en elev holdt kniven mod min hals. Der var dagligt magtanvendelser. Når jeg sagde til kolleger, hvad det gjorde ved mig, var svaret, at det var en del af gamet.”
Lige præcis erkendelsen af, at hvad hun selv opfattede som normalt, gradvist blev flyttet, skræmte hende. Til sidst kunne hun ikke holde til det.
”Jeg knækkede fuldstændig på, at det føltes som et overgreb mod mig. Jeg blev lærer for det faglige. Ikke fordi jeg primært ville være omsorgsperson og konfliktmægler.”
Livline på app
Line blev sygemeldt med stress i januar 2023. Ret hurtigt vidste hun, at hun måtte finde et andet arbejde i normalområdet. Hun bookede en karrieresamtale i Lærernes a-kasse, fordi hun ville finde et nyt arbejde.
Da rådgiveren hørte, at hun var sygemeldt med stress, blev hun opfordret til at deltage i et Kompasforløb. På det tidspunkt var hun klar til at prøve meget for at få det bedre.
”Jeg tænkte: Hvad kan der ske ved det? Hvis det ikke hjælper, er jeg jo samme sted som før. Og hvis det hjælper, kan jeg kun vinde,” fortæller hun.
Hun blev oprettet i Kompasforløbets app og fik tildelt rådgiveren Annette. Kontakten foregik alene via video og beskeder. Der kom påmindelser før møderne, og samtalerne kunne ligge uden for almindelig arbejdstid.
Når jeg bliver skarp i min retorik. Når mit humør ændrer sig. Når jeg har fysisk uro. Så er der noget, der ikke er, som det skal være
Line Lærer
For Line var det en stor hjælp, at forløbet var så fleksibelt. Tidligere havde hun været hos lægen og var blevet henvist til en psykolog, men det havde været svært at jonglere med aftalerne, mens hun stadig arbejdede. Sådan var det ikke med Kompasforløbet, som er et tilbud fra Lærernes Pension.
”Det var enormt fleksibelt. Når man har brug for hjælp, har man også brug for, at det ikke kræver, at man skal ringe til lægen mellem klokken otte og ni midt i undervisningen.”
Et arbejdsliv, der sled
Ret hurtigt fandt Line et nyt job og blev raskmeldt. Men allerede første dag mærkede hun, at noget var galt. Hun delte ikke de værdier, der var på den nye arbejdsplads, og kort efter første arbejdsdag blev hun sygemeldt igen. Denne gang havde hun Annette med hele vejen.
”Hvor kan man få hjælp, når man ender der? Venner og familie kan kun klare en del. Men hvem samler mig op?” spørger hun. Hun havde før prøvet at få psykologhjælp, da hun med sin læges hjælp fik otte samtaler. Men hun sparede på samtalerne, så de kunne strække så længe som muligt.
Sådan var det ikke, da hun kom ind i Kompasforløbet. ”Vi havde så mange samtaler, jeg havde brug for. Det var en kæmpe lettelse.”
Forløbet begyndte med møder hver anden eller tredje uge. Senere blev der længere imellem. Først efter efterårsferien 2025 slap rådgiveren hende helt.
”Hun slap mig ikke, før vi begge to havde ro i maven.”
Genfind grænserne
Noget af det sværeste var at genfinde sin grænse. Det fik Line hjælp til i Kompasforløbet.
”Annette sagde: Ro på. Du kan ikke starte noget nyt, før du har bygget dig selv op igen. Hvad vil du? Hvor går din grænse?”
Stressen havde sat sig i kroppen. Hukommelsen svigtede. Hun sov dårligt, havde hjertebanken, uro i kroppen og kunne ikke koncentrere sig. Rådgiveren sagde til hende, at lige så lang tid som hun havde været under pres, lige så lang tid tager det at komme sig.
”Jeg syntes, det var helt vildt tarveligt, at jeg skulle tælle tilbage og erkende, hvor længe jeg havde været under pres. Det var et år. Og Annette sagde også, at jeg nok ikke ville komme helt tilbage til det, jeg var, men at jeg skulle finde en ny måde at være på.”
Line er ikke i tvivl om, at Annettes ord gjorde, at hun sænkede forventningerne til sig selv.
”Jeg skulle ikke tilbage til den gamle version. Jeg skulle finde en ny.”
Som en af de første øvelser skulle Line skrive en liste over det, der lader hende op – giver energi. På sin liste skrev hun blandt andet: ”At gå i haven og tale med mine blomster. At spille klaver uden at skulle øve til morgensang. At være sammen med min storesøster, som rummer alle sider af mig.”
Hun vidste det egentlig godt. Men at skrive det ned gjorde det konkret: ”Når man har sagt det højt, bliver det virkeligt,” forklarer hun.
At sige det højt
Men hvad gør man, når man har været sygemeldt med stress i to omgange og gerne vil tilbage til lærerjobbet? Fortæller man om sygemeldingen eller ej til en måske kommende arbejdsgiver?
”Først tænkte jeg nej. Men hvis jeg ikke sagde det, fik de jo ikke hele mig,” forklarer Line.
Med sparring fra Annette besluttede hun sig for at være åben om sit forløb.
”Når de til en jobsamtale spurgte, hvorfor jeg søgte nyt job, sagde jeg: Jeg har været sygemeldt med stress, og nu skal jeg videre. Reaktionen var: Hvor er det dejligt, at du deler det.”
Hun begyndte i sit nuværende job på en folkeskole 1. august 2025.
”Jeg er helt vildt glad for at være her. Vi deler værdier. Det er ikke hemmeligt, at jeg har været sygemeldt. Og det fylder ikke i min hverdag.”
Røde lamper
I dag ved Line, at hendes hukommelse måske ikke bliver som før. Hun er også mere opmærksom på, at hun skal handle, når hun mærker symptomer på stress.
”I dag ved jeg, at alarmklokkerne ikke stopper af sig selv,” siger hun og giver eksempler på, hvornår hun skal stoppe op:
”Når jeg bliver skarp i min retorik. Når mit humør ændrer sig. Når jeg har fysisk uro. Så er der noget, der ikke er, som det skal være. Før tænkte jeg: Det stopper nok. Nu ved jeg, at det er mig, der skal stoppe.”
Hun har lært, at hun ikke kan redde hele verden.
”Det gør stadig ondt at se på de børn, vi taber. Men jeg må ikke slide mig selv op i en kamp, jeg ikke kan vinde. Så kan jeg slet ikke være noget for børnene eller for mig selv.”
Læs også
Når det giver mening, deler hun også sin historie med kolleger.
”Jeg følte mig som den største fiasko, fordi jeg ikke kunne finde ud af at være lærer. Men det handlede ikke om, at jeg var en dårlig lærer. Det handlede om rammerne. Det er ikke pinligt. Det definerer mig ikke.”
Lærer ramt af stress: "Du kan ikke starte noget nyt, før du har bygget dig selv op igen"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.