Lærer og psykoterapeut Flemming Mortensen har gennem mange år oplevet, hvordan lærere kan blive ramt af stress, chok eller voldsomme hændelser i arbejdet – uden at der findes klare procedurer for, hvad kollegerne skal gøre.
”På flere skoler, som jeg har været på, er der ikke procedurer for, hvad man skal gøre for at hjælpe den enkelte. Når noget skete, måtte man nærmest opfinde det fra bunden: Hvem gør hvad? Hvem taler med den ramte?” siger han.
Flemming Mortensen blev uddannet lærer i 1983 og arbejdede i folkeskolen frem til 2017, blandt andet som AKT-lærer. Samtidig begyndte han at uddanne sig og arbejde inden for stress og traumer. I dag arbejder han som psykoterapeut med speciale i stress og traumer og driver en klinik i Aarhus.
Læs også
Hans erfaringer fra skolen er i samarbejdet med Lærernes Pension blevet udgangspunkt for et projekt om psykisk førstehjælp til lærere. I løbet af tre år kommer han til at uddanne psykiske førstehjælpere på cirka 45 skoler. Lærere, der har gennem kurset, har en særlig rolle over for kollegerne, når hændelser opstår.
Og erfaringerne fra forløbet er gode. Kurset er blevet så populært, og at flere skoler står på venteliste, fortæller presseansvarlig i Lærernes Pension Morten Plesner.
Kollega hjælper kollega
Netop den følelsesmæssige opbakning fra en kollega betyder meget, fortæller Flemming Mortensen.
”Der er nogle meget enkle ting, man kan gøre for at støtte en kollega. Det er ikke terapi. Det er førstehjælp fra kollega til kollega,” siger Flemming Mortensen.
Han peger på et urinstinkt, der gør, at de fleste som det første forsøger at tage sig sammen, hvis de står over for en voldsom oplevelse.
”Hvis du falder, så vil de fleste rejse sig med det samme og kigge rundt for at se, om der var nogen, der så det. Først senere mærker de efter, om de rent faktisk har slået sig,” forklarer Flemming Mortensen og peger på, at det er det samme, som sker, når man som lærer oplever at stå i en voldsom situation, som man måske ikke helt kan kontrollere.
”Hvis man er ny, usikker eller skrøbelig, kan man have en tendens til bare at sige “pyt” og fortsætte. Men det er faktisk ikke det, der er brug for i situationen,” siger han.
Kroppen reagerer
Ifølge Flemming Mortensen handler psykisk førstehjælp blandt andet om at forstå, hvordan kroppen reagerer efter en voldsom oplevelse.
Når mennesker bliver udsat for noget chokerende eller truende, kan nervesystemet gå i alarmberedskab. Nogle reagerer med flugt, nogle får lyst til at kæmpe, mens andre reagerer med handlingslammelse og fryser i situationen.
Læs også
”Man kan opleve, at kroppen overtager. Man kan ikke bare tage sig sammen eller trække vejret dybt og få det til at forsvinde. Det er forskellige dele af nervesystemet, der er på spil,” siger han.
Ofte opleves der fysiske reaktioner – som spændinger i kroppen, en klump i maven eller ubehag, når man efterfølgende tænker på det, der er sket.
”Selve episoden er ikke længere problemet. Den er jo overstået. Problemet er, hvis kroppen ikke har fået lov til at give slip på den spænding, der opstod.”
Ro på nervesystemet
Flemming Mortensen forklarer, at nervesystemet i princippet er indrettet til selv at komme tilbage i balance.
”Hvis man ser på dyr eller små børn, ryster de ofte kroppen efter en forskrækkelse. Det er en måde at ryste chokket af sig på. Nervesystemet slipper spændingen, når faren er væk,” siger han.
Det vigtigste er at skabe tryghed. Når der er tryghed, kan nervesystemet selv finde tilbage til ro
Flemming Mortensen Lærer og psykoterapeut
Men voksne mennesker forsøger ofte at kontrollere eller skjule reaktionerne.
”Man kommer ind på lærerværelset, og så begynder man måske at ryste eller græde, men så tager man sig sammen og lukker det ned igen. Dermed kan spændingen blive i kroppen.”
Derfor handler psykisk førstehjælp i høj grad om at kunne være til stede for en kollega, der er ramt.
”Hvis man sætter sig over for en kollega og kan rumme det, der sker, og sige: Det du oplever lige nu, er måske ubehageligt, men det er ikke farligt, og den hændelse, der skabte det, er overstået nu. Så kan nervesystemet langsomt falde til ro igen,” siger Flemming Mortensen.
Pointen er derfor ikke at presse den ramte til at forklare eller analysere hændelsen i detaljer.
”Det vigtigste er at skabe tryghed. Når der er tryghed, kan nervesystemet selv finde tilbage til ro. Det gør man ved at fokusere på, at det ikke er selve oplevelsen, men det, den gør ved dig, der er vigtig,” siger han.
En forebyggende effekt
Projektet om psykisk førstehjælp begyndte på Viby Skole i Aarhus, hvor skolen havde fået flere specialklasser og oplevede et stigende pres på medarbejderne. Med støtte fra Lærernes Pension blev der udviklet et kursusforløb for medarbejdere.
”Dem, der havde brug for hjælpen, fik den hjælp, de havde brug for. Men samtidig oplevede vi, at antallet af hændelser, hvor lærere blev slået ud, faldt markant. Det tydede på, at der også var en forebyggende effekt,” siger Flemming Mortensen.
De seneste tre år har cirka 45 skoler med hjælp fra Lærernes Pension fået tilbud om at uddanne psykiske førstehjælpere – når førstehjælperne bliver uddannet, bliver der samtidig delt viden på skolen om, hvad psykisk førstehjælp er.
”Når man forstår, hvad der sker i kroppen, giver det også mere ro. Så ved man, at de reaktioner, man oplever, ikke betyder, at der er noget galt med én, men er en helt naturlig reaktion,” siger Flemming Mortensen.
Lærernes Pension tager løbende stilling til, om flere skoler skal tilbydes forløbet med psykisk førstehjælp, oplyser presseansvarlig Morten Plesner.
”Vi ved, at det især er stress og mental overbelastning, der gør vores medlemmer syge, og vores undersøgelser har vist, at der generelt er et mærkbart fald i antallet af hændelser med psykisk og fysisk vold efter et forløb med psykisk førstehjælp. Og jo flere medlemmer, vi kan hjælpe til at undgå langtidssygemeldinger, jo bedre er det for den enkelte ramte lærer og for kollektivet i Lærernes Pension,” lyder det fra Morten.
Indtil videre har pensionsselskabet besluttet, at forløbene fortsætter i 2026. Da der er venteliste, skal interesserede skoler kontakte Lærernes Pension, som koordinerer forløbene.
Skoler står i kø for at uddanne lærere i psykisk førstehjælp
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.