Modersmål-Selskabet (jo, sådan staver selskabet sit navn) blev 25 år den 27. november. Det havde jeg ikke troet muligt, da selskabet blev stiftet. Det var nemlig på mange måder en protestbevægelse, en bevægelse, der ville gøre op med ungdomskulturen og den stigende politisering i halvfjerdserne. Man ville kæmpe mod, hvad man opfattede som forfladigelsen af sproget, mod storbysproget, mod ændringer af retskrivning, mod sprog og udtale i Danmarks Radio, mod udtyndingen af dialekter. Det var især, men ikke kun ældre mennesker, der samledes i en fælles modvilje, der var pakket ind som omsorg for sproget. Når jeg fejlagtigt troede, at man ret hurtigt ville opgive, skyldtes det netop, at selskabets mærkesager var så stærkt knyttet til 1968, og hvad deraf fulgte, og den slags har det jo med at blive afløst af nye tendenser. Men selskabet har dygtigt forholdt sig også til senere årtiers problemstillinger, og i øjeblikket er man optaget både af det danske sprogs skæbne og af det grove sprog, der jo debatteres overalt. Men dialekterne kan man ikke redde, retskrivningen sejler aldeles ikke i Danmark, og sproget i Danmarks Radio har man ikke rigtig haft held med at påvirke.

Selskabet har vist aldrig talt over 1.000 medlemmer, men det har altid haft energiske bestyrelsesmedlemmer, der blandt andet har udsendt stribevis af læseværdige årbøger om tidens sprog-spørgsmål, og hvert år har man uddelt en pris. Den gik i jubilæumsåret til en anden professionel fagmand og skeptiker, min kollega professor Erik Hansen. Det var en rigtig god idé. At han i næsten 18 år var formand for Dansk Sprognævn, er jo i sig selv en bedrift, og det aftvinger respekt, at man har prist en varm fortaler for det nye komma, som ellers ikke nyder større sympati i medlemskredsen.

Men Erik Hansen har også betydet meget for skolens danskundervisning. Ikke fordi han nogensinde har siddet i et læseplansudvalg, hans indsats har ligget i generelt at skærpe læseres og lytteres sproglige opmærksomhed over for sproget, dets historie og udvikling. Både som grundforsker og som formidler har han sat sig spor. Et pionerarbejde i skolens danskundervisning var hans og Harald Steensigs »Dansk er mange ting«, der virkelig udvidede perspektiverne i den sproglige analyse og i mange dansklæreres praksis. Efter min mening er dette materiale på sit felt aldrig overgået.

Der er altså gode grunde til, at både prismodtageren og selskabet skal have en hilsen fra