Kritik af offentlige karakterer

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den direkte årsag til den kontroversielle frigivelse af skolernes karakterer var en kendelse fra Folketingets Ombudsfmand, skriver Politiken den 6. december. Han underkendte tidligere undervisningsminister Margrethe Vestagers afslag på Jyllands-Postens anmodning om aktindsigt. Det fik Ulla Tørnæs til at sende tallene i cirkulation. Sådan havde Margrethe Vestager ikke gjort, skriver bladet.

'Det er et kæmpe problem, at vi får den offentliggørelse og rangordning (. . .) Hvis det hjemmelsgrundlag, vi fandt, ikke var godt nok, så havde jeg forsøgt at finde et andet hjemmelsgrundlag til at afvise offentliggørelse', siger hun til avisen.

Formanden for forældreorganisationen Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen, sagde samme dag til Politiken, at det bliver fristende for skolerne at hive de svage elever ud af klasserne og give dem specialundervisning. På den måde trækker de ikke karaktergennemsnittet ned. Han frygter, at skolernes vilje og lyst til at integrere børnene i undervisningen forsvinder.

Samtidig advarer han alle forældre mod at tro, at karakterer giver det sande billede af en skole. Han råder til at besøge skolerne, tale med inspektøren og fornemme miljøet, før man vælger skole til sit barn.