Debat

Hvor går grænsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er satanismen da nået til Outrup? Bekæmpelse af næstekærlighed, medmenneskelighed og mistænkeliggørelse af dem, der vil det gode! Ja, det er da nogle af kendetegnene. Det er nu nok ikke Steen Brastrups egentlige ærinde i indlægget i Debat, Folkeskolen nummer 46. Men det bekymrer mig, at Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors og Unicef skal hænges ud for misbrug af folkeskolens elever i undervisningstiden. Det er netop tre organisationer, som ikke forsøger at benytte elever til provisionssalg under falske forudsætninger.

I 25 år har jeg formidlet salg af Unicef-kort via skolens elever. Som regel har det været 5.-klasserne. Det har været i fritiden i november. Deres lærer eller jeg har holdt et lysbilledforedrag om FN's opbygning og Unicef's arbejde. Derefter har de fleste af eleverne kappedes om at sælge julekort. Sælgerne tjener intet. Fremstillingen af kort, forsendelse og så videre koster; men over halvdelen af udsalgsprisen går direkte til Unicef's arbejde. Med den politik, som Unicef fører i arbejdet, fordobles beløbet ofte ved hjælp af lokale regeringstilskud. Det er pædagogik. 'Gennem hånden ind i ånden', som vore store, gamle ? Sløjdpædagoger sagde. Når eleverne har glemt resten af deres historiepensum, husker de Unicef.

Hvad ville verden være uden Røde Kors? Hvad med slagmarkernes sårede? Rwanda-flygtningene? Hvad med koncentrationslejrfangerne og de bortkomne børn? Skal vi ikke lære vore elever om humanisme i en voldstid? Brug dog det fine materiale, I får. Og det ville for øvrigt være et godt pædagogisk fif at lave et projekt, som skaffede penge til Røde Kors. Så ville I møde velvilje i lokalsamfundet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Når alt dette er sagt, vil jeg gerne komme Steen Brastrup lidt i møde ved at sige, at det er bedrageri at sælge lodsedler, julehæfter og andet til fordel for en velgørende organisation, hvis omkring 30 procent går til sælgeren eller hans klasses lejrskoleophold. Så narres køberen. Det burde være forbudt. Hvis kommunalpolitikerne ikke vil bevilge de penge, som en lejrskole koster, så bør man vælge nogle andre, som forstår, hvor stor betydning en sådan kan have, hvis den altså ikke er tilrettelagt som selskabsrejse, men bruges som det fornemme pædagogiske instrument, den kan være.

Poul Nørlem

Ørsted