Det er ikke noget nyt, at netværket har en overordentlig stor betydning for børns opvækst og udvikling. 'It takes a whole village to raise a child', siger amerikanske forskere, der arbejder med 'empowerment', styrkelse af familiens og barnets egne ressourcer og kompetencer.

I Danmark er socialforskeren, cand.psych. Bo Ertmann fra Danmarks Lærerhøjskole sammen med professor Per Schultz Jørgensen i gang med et fællesnordisk forskningsprojekt om 'opvækst-netværk' og undersøger en hel årgang tiårige børn i Greve Kommune.

Undersøgelsen viser, at de fleste børn i dag har et meget stort netværk, men at trådene ikke hænger sammen i udsatte børns netværk. Og det har de professionelle - lærere og pædagoger - en del af ansvaret for, mener Bo Ertmann.

- Det er ikke længere sådan, at barnet udelukkende orienterer sig i forhold til sin far og mor, siger Bo Ertmann.

- Tænk på, hvad der sker i et barns livsforløb efter det sjette år! Der er skolen. Så er der fritidshjemmet, klubben, fritidsaktiviteterne . . . Og så videre.

På en enkelt dag færdes børn i vidt forskellige arenaer, befolket med forskellige personer, der indbyrdes ikke har meget med hinanden at gøre.

Det betyder en styrkelse af mange børns kompetencer. Men for børn, der i forvejen er truede, er det et spørgsmål, om de er i stand til at drage nytte af de mange - ofte overfladiske - kontakter. Den pædagogiske påvirkningsproces er blevet afgørende for mange børns dagligliv, og jo ældre barnet bliver, jo større indflydelse får de andre sfærer, mener Bo Ertmann.

- Børn i dag må besidde en mobilitet - en evne til at kunne tilpasse sig og fornemme, hvilke forventninger der gør sig gældende. En situationsfornemmelse, kan du kalde det. Hvis et barn skal kunne leve op til disse krav, skal det være i ro med sig selv, det skal have en åbenhed over for nye indtryk, og det skal have et psykisk overskud.

- Det er de krav, der skaber de store barrierer i vores samfund. Det er her, vandene skiller, når vi taler risikobørn og truede børn, mener Bo Ertmann.

Hvad ved vi om børns fritid

- Det store flertal af børnefamilierne i undersøgelsen har et utroligt godt kendskab til deres børns færden. De bruger mange kræfter på børnene, de organiserer sig i bestyrelser i daginstitutioner og skoler, og de kører dem rundt til alle mulige fritidsarrangementer. Men nogle har altsåikke det kendskab. De forældre har svært ved at følge med i, hvad deres børn foretager sig. De kender ikke deres relationer, og de ved især ikke noget om kvaliteten i relationerne.

- Man kan også spørge pædagoger og lærere, hvor meget de orienterer sig i forhold til de arenaer, der ligger uden for deres egne. Det hele bliver let så faginternt: Læreren ser på, hvordan barnet fungerer i skolen, pædagogen i fritidsklubben og så videre. Det giver et rudimentært syn på børn, siger Bo Ertmann.

Vi står ved en skillevej, mener han.

- Når der var ting, der ikke kørte, skriver vi alt for nemt 'problem' hen over brystet på barnet. Og derfra er skridtet til kontroltænkning meget kort.

- Jeg kunne ønske mig, at vi brugte vores viden om børns kompetencer til en ny og mere positivt defineret forståelse af børns liv i dag.

- Den måde, hvorpå vi griber ind, er for konfliktorienteret. Vi vil have dem tilbage til den rette vej og bruger nogle magtmidler, der bare gør ondt værre. En hjælp, som knækker børns selvværd, er ingen hjælp. Med en ny forståelse af barnet som kompetent bliver der lagt op til en mere sympatisk, mere respektfuld måde at hjælpe på.

Dér begynder alt det, der handler om mønsterbrydning. Først når du forstår det, har du en platform til forståelse af, hvor du kan øve indflydelse og hjælpe barnet til at bryde mønstret. Vi kan som professionelle ikke løse disse børns problemer. Men de kan til en vis grad selv kompensere for manglende støtte hjemmefra, og det skal vi blive meget bedre til at støtte.

Snævre faggrænser koster

På spørgsmålet om, hvad der er Bo Ertmanns råd til de professionelle, der arbejder med børn og unge, svarer han:

- Løft blikket fra din egen sammenhæng, så du kan få en bredere forståelse af, at det kun er en brik i børns liv, du har berøring med. Forbind skole- og fritidslivet på en ny måde, så de unge kan opleve sammenhæng og selvrespekt. Blød strukturerne op.

Der ligger i mange professioner en spirende selvkritik, der hedder, at 'vi ved godt, det er for snævert. At det koster at have de snævre faggrænser og den sektoropdeling'.

Hvis dén forståelse kunne forbindes med en opblødning af de faglige grænser, ville det være et stort skridt på vejen, mener Bo Ertmann.

Annette Wiborg er freelancejournalist.