207 gange catwalk

500 børn fra fem byer er med på moden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Solsikke, tekande og bryllupskage. Er det kaffeseancen under et højtideligt bryllup, hvor kagen spises i samråd med fascinerende flotte solsikker?

Nej. Det her handler ikke om bryllupsmiddag, men om børn, fantasi og kreative kostumer. Børnenes modeshow i Herning.

207 børn var på catwalken. De farverige gevandter fra fantasiens verden blev vist frem i Herning Kongrescenter, da projektet 'Børn skaber tøj' i forrige uge inviterede til gallaforestilling.

Børn og unge i alderen 10-15 år var mannequiner for en dag. Bag scenen agerede lærere og pædagoger påklædersker, mens hårpragt, ansigtets farvelade, musik og koreografi var lagt i professionelle hænder. Siden i sommer har 500 børn og unge fra skoler, fritidshjem og klubber i Herning, Holstebro, Skive, Viborg og Silkeborg ageret designere og kreeret rober i alskens materialer.

'Børn skaber tøj' er et led i Børn og Kultur 96, hvor de fem jyske byer har fundet sammen om at gøre noget for børnekulturen.

Meningen med galskaben er at få børn og unge til at udfolde sig på en anden måde end normalt, samtidig med at de skulle prøve at arbejde sammen med topprofessionelle folk om en konkret opgave. Med modeshowet har man også vist, at håndarbejde er et kreativt udtryksfag.