Når man læser lederen i Folkeskolen nummer 46, må man undre sig over, hvis ærinde bladet går ved at referere fra et internt arbejdspapir. Den slags bevidste lækager gavner erfaringsmæssigt ikke igangværende drøftelser.

Men lad nu polemikken ligge. Jeg vil hellere trække nogle kendsgerninger frem og prøve at aflive nogle myter fra debatten.

I september 1995 holdt jeg en tale ved seminarierektorernes møde på Fanø. Her spillede jeg ud med forskellige muligheder for en eventuel ændring af læreruddannelsen inden for den kendte ramme på fire år.

Danmarks Lærerforening fulgte lige i hælene og offentliggjorde senere samme måned deres udspil. Dette indeholdt mange gode idéer, men havde også let ved at skaffe plads til dem, fordi man udvidede uddannelsen til fem år.

Lige siden har der været en omfattende debat med indlæg i dagspressen og i fagpressen fra organisationer, foreninger og enkeltpersoner inden for som uden for seminarierne og skolens verden. Seminarierådet, hvor man vel roligt kan sige, at alle interesseorganisationer er repræsenteret, har i år holdt ikke mindre end syv møder, indtil det i slutningen af august afgav sin indstilling til mig.

Jeg synes, at det må være lidt vanskeligt på den baggrund at mene, at 'sagkyndige' ikke har haft mulighed for at udtale sig, og at der ikke har været tid til ordentlig debat. Eller for at citere Folkeskolens lederskribent: at ministeriet har villet 'undgå generende forsøg på argumentation fra interessenter med forstand på sagen'. Jeg kan i hvert fald forsikre, at jeg har haft ganske travlt med at svare på de mange henvendelser, jeg har fået.

Nej til Seminarierådet

Med Seminarierådets indstilling gik arbejdet ind i sin næste fase.

Hovedpunkterne i indstillingen var:

- Læreruddannelsen skal fortsat finde sted på seminarierne.

- Uddannelsen skal omfatte færre skolefag end hidtil, til gengæld skal de alle op på linjefagsniveau. Muligvis skal fagvalgene bindes mere eller mindre.

- Faget dansk skal styrkes.

- Der skal indføres en fordybelsesdel eller et speciale.

- Praktikken skal styrkes i form af en 'skoleperiode', og praktiklærerne bør have en egentlig uddannelse.

Det har altså vist sig, at Fanø-talen, som den gerne kaldes, har levet op til at være et debatoplæg. Nogle tanker har vundet tilslutning, andre er blevet afvist, og nye idéer er kommet til. De nævnte punkter fra indstillingen indgår alle i det interne arbejdspapir, vi arbejder med i drøftelserne med de politiske partiers ordførere.

På et punkt har jeg imidlertid ikke kunnet følge Seminarierådet: Forslaget om faget 'Almene lærerkvalifikationer'. For at forstå min afvisning af faget, som der er foreslået, er det nødvendigt, at man har læst forslaget grundigt igennem og ikke nøjes med at hæfte sig ved navnet.

Faget gøres til det størte enkeltfag i uddannelsen med 40 procent mere end selv et linjefag. Men det er meget svært at se, hvad faget omfatter. Det virker som en gryderet, kogt sammen af ønsker om 'erkendelsesformer og kundskabsområder', 'forståelse af kultur og lærervirksomhed som en helhed', samtidig med at det gamle obligatoriske fag kristendomskundskab skal tilgodeses sammen med en række mere praktiske lærerfærdigheder.

Det hænger ikke sammen. Det er karakteristisk, at selv professor Mogens Nielsen, en af fagets 'fædre', i Folkeskolen nummer 46 tilkendegiver, at 'faget ...ikke (er) tænkt helt til bunds i Seminarierådet'.

At der er behov for almene lærerkvalifikationer, kan alle hurtigt blive enige om. Men disse kvalifikationer må nok defineres lidt mere præcist og afgrænset. 'Erkendelsesformerne' kan vel bedre placeres i fagene, og hvis der skal være plads til et fag med 'religon og kultur' (for nu at bruge Lærerforeningens betegnelse) - og det skal der måske - er det nok bedst tjent med at være sig selv.

Seminarierådet er kommet med fire mere eller mindre forskellige indstillinger. Men i store træk er der da bred enighed i rådet - lige til man skal til at blive konkret og sætte årsværk på alle ønskerne. Så kniber det med fodslaget. Her gælder jo ikke det gamle ord om, at 'hvad du ønsker, skal du få'. Og så sætte rammen derefter. Det er for let.

Forstår ikke DLF

Derfor må det nu være Folketingets og min opgave at finde frem til en ny læreruddannelse, der passer til dagens og morgendagens skole. Og det er så det, vi netop nu arbejder på.

Hvordan Lærerforeningens formand, Anni Herfort, kan se en tilbagevenden til 'gamle dages mellemskole' eller fåøje på en 'discount-læreruddannelse', forstår jeg ikke. Hvis det da ikke skyldes surhed over, at man ikke bare kan få det helt, som man vil have det?

En fireårig læreruddannelse

- der starter med en indføring i det at være lærer

- med god fordybelse i fire fag, svarende til, at de fleste lærere i dag underviser i tre til fem fag

- hvor der lægges vægt på det didaktiske i alle fag, og

- hvor fagene kobles med en styrket praktik og det pædagogiske fagområde.

Skulle den virkelig være utidssvarende, som nogle mener? Jeg er naturligvis helt uenig.

Debattens myter

Og så til nogle af debattens myter.

'Historie afskaffes i læreruddannelsen'. Må jeg i al stilfærdighed oplyse, at vi siden 1966 ikke har haft et fællesfag historie i læreruddannelsen. Fra 1966 til 1991 havde vi fællesfaget samfundsfag, og siden 1991 har vi haft førstedelsfaget historie/samfundsfag. Men den, der læser fagets målbeskrivelse, vil opdage, at den handler mere om en historisk dimension på samfundsfagets stof end om 'historie' i traditionel forstand.

Tilsvarende 'aflives' naturfag angiveligt. Ja, for at skaffe plads til en fordybelse i flere fag må nogle af de små fag nødvendigvis forsvinde. Men biologi, geografi og kemi/fysik eksisterer - i øvrigt ligesom historie og kristendomskundskab/religion - i bedste velgående som linjefag og vil med fire fagvalg i stedet for som nu kun to blive valgt af væsentligt flere end i dag. Et beskedent kursus for alle erstattes af, at flere får virkelig indsigt i området. Det er ikke så ringe et bytte for skolen.

Og så det fag, som næsten fylder mest i debatten: Kristendomskundskab. Hvis dét virkelig er helt alene om at være det kulturbærende fag i læreruddannelsen - og det er faktisk det indtryk, man får af de mange indlæg - så er der noget galt med de andre fag! Bare som et eksempel: Der foregår vel også værdidebatter i et fag som biologi.

Fag om personlig udvikling

Men meget taler for, at vi måske alligevel skal have et fag, der særligt tager sig af denne side af lærernes personlige udvikling. Måske med et videre perspektiv end nu. Det drøfter vi meget, og vi er ikke ved vejs ende. Det hele er altså ikke så færdigt, som kritikerne ynder at give udtryk for.

Så lyder det også: Ministeren vil end ikke afvente resultatet af de igangværende evalueringer. Jo, dem imødeser jeg med spænding - men prøveformer og studieordninger er altså ikke en del at lovstoffet. De får betydning for bekendtgørelsesarbejdet, men vi skal lige have loven først - en rammelov ligesom den gældende.

Endnu en af myterne: Seminariernes (fag)lærere kan slet ikke løfte opgaven med det didaktiske. De aner ikke, hvad skolen står for i dag, hedder det. Ikke desto mindre står de for en meget stor del af lærernes efteruddannelse.

Hvis jeg er ret informeret, er der i de allerseneste år sket en voldsom forøgelse af lærerstaben på seminarierne i takt med det stadig større optag. Der ansættes den ene cand.pæd. efter den anden - og seminarielærerjobbet er vel i høj grad det, denne uddannelse sigter mod. Og både cand.pæd.erne og de cand.mag.er og cand.scient.er med flere, der ansættes, skal alle for at få varig ansættelse senest efter en fireårig adjunktperiode bestå en lektorbedømmelse. Centralt i denne står deres egne refleksioner over deres undervisningsarbejde, ligesom der kræves 'erfaring med og deltagelse i pædagogisk udviklingsarbejde på seminariet og i relation til folkeskolen'. Så den gamle cand.mag., der betragter linjefaget som et 'lille bifag' og underviser derefter, er snart en saga blot.

Det værste af det hele

Og så det værste af det hele: Den 'næsten totale udradering af læreruddannelsens pædagogiske, psykologiske og didaktiske samt almendannende elementer'. 'Uddannelsens adelsmærke'.

Man har virkelig fundet de store ord frem. Men skal vi ikke holde os lidt nede på jorden.

Der er forslået en reduktion fra et samlet omfang for de pædagogiske fag fra 0,9 årsværk til 0,5 årsværk. Det er rigtigt. Men skulle man ikke først overveje, hvordan de 0,9 er sammensat i dag. Nemlig af 0,4 til pædagogik og psykologi på første del og på anden del cirka 0,15 til almen didaktik og cirka 0,35 til det pædagogiske speciale.

Heroverfor står foreløbigt 0,5 til det pædagogiske fagområde plus 0,2 til et forløb, der introducerer den nye studerende til lærergerningen (og det må da vist siges langt hen at være en pædagogisk opgave). 'Fordybelsesdelen' eller 'specialet' vil formodentlig skulle have en stærk pædagogisk dimension. Når så samtidig det didaktiske i fagfagene styrkes, ja, så har jeg faktisk svært ved at fåøje på katastrofen. Det kan godt være, at skillelinjen mellem 'fag-fag' og 'pæd-fag' bliver udvisket, men er det egentlig ikke det, vi har talt om i årevis: At få fag, pædagogik og praktik til at gå op i en højere enhed. Handler jammeren i virkeligheden mere om at forsvare eksisterende bastioner end om omsorg for læreruddannelsen? Man kan få tanken.

Det muliges kunst

Der er stadig nogle løse ender, både hvad indhold og omfang angår. Men i denne fase, hvor forskellige politiske opfattelser skal afprøves mod hinanden og forhåbentlig til sidst finde sammen i bred enighed efter tesen: 'Politik er det muliges kunst', så er det næppe nogen god idé at udbasunere hver en ny overvejelse. Det har intet med 'lukkethed' at gøre. Heller ikke Lærerforeningen ville formodentlig bryde sig om, at alle detajler fra hovedstyrelsens drøftelser blev kendt. Alt for bastante offentlige markeringer er tit svære at forlade igen.

Slutmålet for denne fase er jo 'kun' et lovforslag. Det vil blive behandlet på sædvanlig måde i Folketinget med alle de muligheder, som dét indebærer, for at interesserede parter og enkeltpersoner (igen) kan komme til orde.

Og nu i forhold til et konkret forslag. Så siger nogle naturligvis, at det hele er 'aftalt spil' og spilfægteri. Det kan jeg nok ikke hindre dem i at mene. Men jeg må måske som et mod-eksempel minde om læreruddannelsesloven fra 1991. En ikke uvæsentlig ting som Seminarierådet blev faktisk genindført under udvalgsbehandlingen!

Jeg ser frem til, at vi nu hurtigt når et resultat, så et lovforslag kan fremlægges med henblik på vedtagelse i denne samling. Derefter forestår et stort arbejde med at udarbejde en helt ny bekendtgørelse. I virkeligheden hører mange af de ting, der bringes frem i forbindelse med debatten om loven, hjemme i denne sammenhæng. Fagenes mål og indhold, samspillet mellem fagene og mellem fagene og praktikken, praktikkens nærmere udformning og meget mere. Diskussionen standser ikke med lovens vedtagelse, og det er godt sådan. Læreruddannelsen er tjent med altid at være genstand for en sæglig debat.

Ole Vig Jensen er undervisningsminister.