Islutningen af juli måned samledes mere end 1.100 delegerede fra over 100 lande i fem varme dage i USA's hovedstad Washington til kongres i lærernes verdenssammenslutning, Education International (EI). Varmen stammede ikke kun fra den lokale hedebølge, men også fra de vedkommende emner og den solidaritet og optimisme, der kom til udtryk.

DLF var som alle de øvrige lærerforeninger fra Norden godt repræsenteret, for også vi er helt bevidste om, at verden i disse år bindes og filtres tættere og tættere sammen globalt - også for undervisere. Måske endda især for undervisere. Kongressens hovedoverskrift var da netop ogsåEducation: Building the 21st Century.

Overalt i verden står forventningerne og kravene til uddannelserne og deres sammenhæng med den øgede internationale konkurrence højt på den politiske dagsorden. Kvalitet i undervisningen og livslang uddannelse er ikke bare danske eller europæiske slagord. De er globale, ligesom de økonomifikserede effektiviseringstendenser i udannelsesreformerne er påfaldende ensartede verden over.

Kongressen havde da også påkaldt sig så stor interesse, at FN's Kofi Annan og en lang stribe andre internationale frontfigurer sendte fyldige personlige hilsner, og repræsentanter for fagbevægelsens øvrige internationale sammenslutninger gav ved personligt fremmøde spændende input til debatterne. Og selveste præsident Clinton afsatte en halv time til at holde en vedkommende tale på afslutningsdagen.

Historiske muligheder og risici

Hovedtesen på kongressen var, at den overvældende interesse for uddannelsespolitik giver en historisk mulighed for EI's satsning pålivslang uddannelse foralle, men ogsåøget risiko for polarisering og udstødning, hvis politikerne ikke tager deres forpligtelser på sig og fastholder undervisning som et af de vigtigste samfundsanliggender, som ud over visioner kræver de nødvendige ressourcer. Det sidste kniber det med overalt. De øgede behov for uddannelse kan derfor, især hvis privatiseringstendenser og øget markedsorientering sejrer, føre til øgede uligheder både i de enkelte nationer og nationerne imellem.

Derfor fokuserer EI så stærkt på uddannelse som en menneskeret og sætter alle sejl til for at få visionen om livslang uddannelse for alle til at blive mere end et fint slagord. Og derfor står lærernes vilkår og muligheder for at leve op til de øgede krav selvfølgelig lige så højt på dagsordenen.

Ja, vi er idealister

Som på en hjemlig lærerforeningskongres startede EI's 'president' Mary Futrell med en formandstale. Den tålte med hensyn til engagement og retorik sammenligning med USA's præsidents og virkede derfor smittende.

Hun mindede med en J.F. Kennedy-parafrase om, at vi lærere, da vi i 1992 lavede EI, ikke spurgte om hvorfor, men hvorfor ikke.

Hvorfor ikke lave en organisation, der er stærk nok til at advokere for universel, offentlig kvalitetsundervisning - for alle børn? Hvorfor ikke stille os i spidsen for kampen for arbejdsvilkår og professionel status - overalt i verden? Hvorfor ikke gå forrest i kampen for menneskerettighederne - især for kvinder og børn - og mod børnearbejde og prostitution - i hele verden?

Og EI's myndige formand ærede den nyligt afdøde hovedarkitekt bag verdenslærersammenslutningen Albert Shanker ved at minde om, at han havde lært os, at demokrati og fri offentlig uddannelse og retten til at tilslutte sig en fagforening ikke er givne goder - men idealer, som vi må slås for hver dag. Hvis vi undlader at slås sammen, der, hvor det er aktuelt nu, vil det true vores egen frihed.

Med afsæt i FN's 50 år gamle menneskerettighedsdeklaration glædede formanden sig over, at Unesco var ved at genvinde sin indflydelse, så EI ikke står alene i sin kamp for at få defineret uddannelse som mere end læsning, skrivning og matematik. Børns alsidige personlige udvikling, respekten for miljøet og tolerance og respekt mellem alle nationer, racer og religioner er ikke bare på EI's dagsorden, men på dagsordenen for verdens fremtid!

Ja, vores mission er idealistisk, den er baseret på, at ingen nation har ret til at berøve nogen den bedste uddannelse, som verdens lærere, forældre og myndigheder kan udvikle gennem samarbejde. Verden har ikke brug for våben, men for bøger og computere. Verden har ikke brug for bataljoner af soldater, men for legioner af lærere, forældre og myndigheder, der går sammen om at udvikle en Marshall-plan, der kan forberede de unge på at blive indbyggere i interkulturelle, uafhængige samfund, sluttede formanden.

Store ord, men de virkede mere og mere vedkommende, jo flere konkrete beretninger vi hørte fra alle egne af verden. Mediernes beretninger fra Kosovo, Sierra Leone, Etiopien og New Yorks fattigkvarterer får helt andre dimensioner, når man står ansigt til ansigt med dem, der har tragedierne tæt inde på livet.

Et modspil til de store

Men europæere kan også holde taler. EI's generalsekretær, belgieren Fred Van Leeuwen, trak på fornemste vis linierne op og pegede på farerne ved lærernes statustab overalt og behovet for et internationalt etisk kodeks for undervisere.

De egentligt store, der påvirker skolernes og vores vilkår, er de internationale sammenslutninger som OECD, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, mens FN's underorganisationer for uddannelse og lønmodtagernes arbejdsvilkår, Unesco og Ilo sammen med NGO'erne med skiftende held prøver at påvirke. Disse internationale organisationer skal have internationalt modspil og opbakning. Og det får de fra blandt andre EI, Verdens Internationale Frie Fagforeninger og Den Internationale Sammenslutning af Offentligt Ansatte.

Internationalt arbejdsprogram

Kongressen vedtog i alt 40 resolutioner med vedtagelsen om en kampagne for forsvar og udvikling af offentlig uddannelse som den erklæret vigtigste.

Og vores hjemlige formand, Anni Herfort, fremlagde 'vores' resolution om at inddrage lærerforeningerne i tide i alle uddannelsesreformbestræbelser - og gå i ægte dialog med os. Den blev vedtaget enstemmigt og var med til at give hende en plads i EI's styrelse.

Antallet af resolutioner lyder voldsomt, men de fleste er ajourføring af tidligere og kan tilsammen betragtes som et internationalt princip- og arbejdsprogram, som vi i de nationale foreninger ofte bør hente ned fra hylderne. Der er meget at hente. Men som EI's generalsekretær sluttede sit indlæg: Gør vi nok for at gøre EI levende for lærerne i klasserne? Hvordan øger vi medlemmernes ejerskab verden over til EI? En artikel som denne kan forhåbentlig hjælpe, og måske kan den ny teknologi også bidrage.

Clinton sluttede sin hyldest til lærerne med at citere årets lærer (!) i USA: Atvære lærer er at være optimist for evigt. Thank you and God bless you.

EI's netadresse er http://www.ei-ei.org - Clintons tale findes på http://library.whitehouse.gov

Karsten Holst Nielsen, Anders Balle og Jørgen Stampe er medlemmer af DLF's hovedstyrelse