Et gennembrud

I det meste af et år har et udklip på min opslagstavle beroliget mig med, at verden ikke helt er af lave. Udklippet er sakset fra Danmarks Pædagogiske Instituts nyhedsbrev fra juni 1997. Det redegør for en undersøgelse af tosprogedes danskkundskaber på folkeskolens ældste klassetrin.

Som en sidegevinst i det, instituttet kalder sit forskningsbaserede svar til undervisningsministeren, har det gjort en frapperende opdagelse. Den gælder alle elever, ikke blot de tosprogede. Underligt nok har dette gennembrud i den pædagogiske forskning undgået mediernes opmærksomhed, skønt det indebærer en markant ansvarsforskydning. Men døm selv, og hav hele tiden in mente, at dette er seriøs forskning, ikke løs snak:

'Elevernes generelle arbejdsindsats i faget dansk viser sig at være af stor betydning for, hvilke resultater de opnår i læsning og skriftlig fremstilling. Jo større indsats, desto bedre resultater, således forstået, at eleverne opnår et bedre resultat ved at øge indsatsen end ved at lade være . . . Elevernes generelle holdning til faget er ligeledes af stor betydning for, hvilke resultater de opnår i læsning og skriftlig fremstilling. En mere positiv holdning fremmer den generelle arbejdsindsats og giver bedre resultater.'

Det forekommer mig, at vi står over for noget, som må få det til at rykke i OECD's og Kommunernes Landsforenings opfattelse af kriterier for kvalitet. For at kunne vurdere en skoles resultater må man først kunne måle arten og omfanget af dens elevers vilje og evne til at gøre en indsats. Se, det er forskning, som kan flytte grænser!

Med denne optimistiske konstatering slutter den 51de og sidste randbemærkning fra

Charivari