Spis æg og vågn op

Kapsler med vitaminer og fedtstoffer fra æg lanceres i kuponhæfte som middel mod skoletræthed og hyperaktivitet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Middel mod skoletræthed og indlæringsbesvær', lyder den lokkende overskrift i det farvestrålende kuponhæfte 'Familien Danmark', der ifølge bladets egen forside er sendt ud i et oplag på over to millioner eksemplarer. Husstandsomdelt.

'Supervitamin' står der på æsken. 'Et 100 procent naturligt, biologisk kosttilskud til unge og voksne med en stresset hverdag, hvor skole, uddannelse og job stiller krav. Dokumenteret effekt på hyperaktive børn', står der i annoncen for samme produkt.

'Det er plat markedsføring og dybt uacceptabelt', siger bromatolog Gitte Gross i Forbrugerrådet.

'Det er dybt uetisk. Man kører på forældrenes bekymring for deres børn og unge, og så er det ulovligt at anprise et kosttilskud. I Danmark er det ikke lovligt at skrive, at et kosttilskud er gavnligt mod sygdomme, og det er i den sammenhæng helt lige meget, om det er dokumenteret eller ej', siger Gitte Gross.

Hun har set nærmere på indholdet i det påståede 'supervitamin' Lecitone Intensiv, der ifølge kuponhæftets annonce og øvrige tekst kan købes på apoteker, i helsekostforretninger og hos Matas.

Kapslerne består primært af almindelige vitaminer som B1, B2, B6, B12, C-vitamin og E-vitamin. Dertil kommer nogle ovo-phosphorlipider. Ifølge en brochure om produktet er der tale om fedtsyrer, der ligner hjernens naturlige fedtstoffer og er byggesten i vores nerveceller. De 'styrker den mentale tilstand på en naturlig måde, og hjernens stofskifte øges', som der står i brochuren.

'Mig bekendt er der ingen dokumentation for disse næringsstoffers effekt på 'den mentale tilstand'. Heller ikke når det gælder phosphorlipiderne, der i dette tilfælde kommer fra æg', siger Gitte Gross.

'Faktisk indeholder de fedtstoffer, vi spiser, omkring to procent phosphorlipider, så det er altså ikke svært at få dækket sit behov i kosten. Det er simpelt hen absurd at spise kapsler med stoffer, man kan få fra naturlige fødemidler. Man kan i stedet spise et æg en gang imellem. Man kan få alt dét, der er i disse kapsler, på naturlig vis for en tiendedel af kapslernes pris, og det er langt at foretrække at få stofferne naturligt'.

Kapslerne koster 139 kroner for en pakke med 60 styk. På pakken står, at man skal tage tre om dagen, der er altså til tyve dage.

Ulovlig reklametekst

Det var kapslernes indhold. Dertil kommer de ulovlige anprisninger.

I dag skelnes der mellem naturlægemidler og kosttilskud. Naturlægemidler er undersøgt og har en dokumenteret effekt. De skal registreres hos lægemiddelstyrelsen. Men kosttilskud er levnedsmidler og har ikke en dokumenteret effekt, ligesom kartofler heller ikke har en dokumenteret effekt.

Levnedsmidler må ifølge loven ikke anprises. I vejledning om kosttilskud står, at det er forbudt at sige, at et produkt lindrer, forebygger eller helbreder. Fordi hvis produktet kan lindre smerter, forebygge eller helbrede sygdom, så er det et lægemiddel og skal være registreret som sådan.

Kosttilskud hører som andre levnedsmidler hjemme under Veterinær- og Fødevaredirektoratet, og her er Lecitone Intensiv da også registreret.

I Lov om Fødevarer står, at det 'er forbudt ved mærkning, reklamer med videre . . . at anvende 1) angivelser, der er egnet til at vække eller udnytte angstfølelser hos forbrugerne, 2) angivelser om, at fødevarer er anbefalet af læger, eller at indtagelse af den pågældende vare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer . . .'

Man må altså ikke reklamere for, at et kosttilskud virker mod skoletræthed og indlæringsbesvær. Man må ikke skrive, at et kosttilskud virker mod stress og uoplagthed. Og man må slet ikke reklamere med, at der er dokumenteret effekt på hyperaktive børn.

Hyperaktivitet er en diagnose, og hvis et produkt har dokumenteret effekt over for hyperaktive børn, så er det et lægemiddel og bør registreres som sådan. I øvrigt skal forhandleren kunne fremvise dokumentationen, når der reklameres med, at der er en dokumentation. Det vender vi tilbage til.

Et skøn hver gang

Lecitone Intensiv er undersøgt af Levnedsmiddelkontrollen i Hillerød. Da kapslerne er et kosttilskud med tilsatte næringsstoffer - det vil sige vitaminer og mineraler - skal produktet godkendes, inden det kommer ud på det danske marked, og det skal analyseres på forhandlerens regning. Det er alt sammen i orden med Lecitone Intensiv.

Den enkelte levnedsmiddelkontrol tolker selv loven, og da der er 32 forskellige kontroller fordelt ud over landet, kan der muligvis ses forskellige tolkninger.

Levnedsmiddelkontrollen kan komme på uanmeldt tilsyn, og mindst én gang om året bliver det kontrolleret, at produktets indhold svarer til deklarationen på pakken.

Stadsdyrlæge Hans Henrik Ulsø fra Levnedsmiddelkontrollen i Hillerød fortæller, at der ofte er problemer med varernes mærkninger, når det gælder kosttilskud. Produkterne må ikke anprises - man må ikke skrive, at de virker mod noget bestemt.

'Efterhånden har vi fået en god dialog med branchen. De ringer oftere og spørger os om for eksempel en tekst til en pakning'.

'Eksemplet her lyder typisk. Der står 'supervitamin' på pakken, der står 'skoletræt' og 'overblik'. Der står ikke på pakken, at det er et middel mod skoletræthed. Det er for eksempel én måde at omgå reglerne på', siger Hans Henrik Ulsø.

'Men da man ikke kan sige, at skoletræthed er et sygdomstegn eller et symptom, så må man gerne skrive det. 'Bedre velbefindende' går lige an at skrive om et kosttilskud. Hvis jeg blev spurgt af forhandleren, om han i en annonce måtte skrive, at det er et 'middel mod skoletræthed og indlæringsbesvær', så ville jeg nok bede om dokumentation for det. Her bevæger de sig lidt over grænsen'.

Men Hans Henrik Ulsø understreger, at det er en skønssag hver gang.

Med hensyn til annoncens tekst 'dokumenteret effekt på hyperaktive børn' har han ingen problemer. Han skønner, at hyperaktivitet ikke er et sygdomssymptom, og at det derfor er i orden at skrive det.

'Dette produkt har ikke ligget på mit bord, men jeg tror, at jeg ville godkende teksten, selv om den er på grænsen. Hvis vi sidder fem omkring bordet og skal diskutere os frem til noget, vil de tre typisk sige én ting, mens de to vil mene noget andet. Det er jo en skønssag', siger Hans Henrik Ulsø.

Risiko for overdosering

Lecitone Intensiv består primært af vitaminer og fedtstoffer fra æg. Hvis man spiser dette produkt, bør man ikke samtidig spise andre kosttilskud, for eksempel andre vitaminpiller, da man så vil få for meget. Man får jo også sin daglige kost, der også indeholder vitaminer, mineraler og andre gavnlige stoffer.

Ifølge bromatolog Gitte Gross fra Forbrugerrådet er der faktisk risiko for overdosering af E-vitamin - der er et fedtopløseligt vitamin - hvis man følger anvisningerne på pakken med Lecitone Intensiv og spiser tre kapsler om dagen.

På pakken står, at kapslerne er til unge og voksne. Men da det angiveligt skulle være et middel mod skoletræthed, er der stor risiko for, at børn kunne få kapslerne af deres forældre, og produktet markedsføres jo som et middel mod skoletræthed, indlæringsbesvær og hyperaktivitet.

'Markedsføringen er misvisende. Det fremgår ikke klart, om produktet er tiltænkt børn eller voksne. Hvis det er til børn, risikerer de let at få en overdosering. Der er ti milligram af det fedtopløselige E-vitamin i tre kapsler. Anbefalingerne for børn mellem syv og ti år er syv milligram E-vitamin, og 11-14-årige må få otte milligram. Faktisk skal vi op til mænd og drenge over 15 år, før ti milligram er den anbefalede dosis, og det er endda for meget for kvinder. Fra 14 år og op er den anbefalede dosis af E-vitamin for kvinder otte milligram, så de bliver altså overdoseret, hvis de følger pakkens anvisninger. Og hertil kommer så det naturlige indhold af E-vitamin, som man får via maden', siger Gitte Gross.

Respekteret firma

Lecitone Intensiv produceres i Frankrig af firmaet Yves Ponroy, og herhjemme forhandles det af H.H. Hauberg Oriental A/S i Allerød. Firmaet forhandler andre kosttilskud også.

H. Hauberg fortæller, at firmaet har overtaget produktet for over tre år siden fra et andet firma, der gik konkurs. Produktet har været godkendt af Levnedsmiddelkontrollen i alle årene. Firmaet har indsendt en annonce til kuponhæftet 'Familien Danmark', og her har man så besluttet sig for en lille omtale ude i bladet også. Omtalen står kuponhæftet for.

'Det er et utroligt respekteret firma i Frankrig, der laver produktet, og de bruger mange midler til forskning', siger H. Hauberg.

'Det er ikke bare nogle smarte produkter, de sælger. Vi har også besøgt firmaet, ellers vil vi slet ikke handle med dem. Jeg har ingen problemer med at sælge dette produkt'.

Men kapslerne består blot af vitaminer og fedtstoffer, som man kan få ved at spise et æg.

'Det kan du måske have ret i, men sådan er det jo med kosttilskud. C-vitamin kan man også få ved at spise citroner', siger H. Hauberg.

I teksten til jeres annonce står, at midlet har dokumenteret effekt på hyperaktive børn. Kan du dokumentere det?

'Ja, jeg har nogle undersøgelser, der viser, at det hjælper på hyperaktivitet. Dem støtter jeg mig til, og derfor vil jeg sælge produktet', siger H. Hauberg og indvilger i at sende materialet til Folkeskolen.

Ubrugelig test

Tre ark papir ankommer på redaktionens telefax. Under det registrerede mærke Lecitone Intensiv omtales et 'klinisk studie' foretaget i 1988 af en Dr. J. J. Friederich. Her beskrives en test med 40 børn - 25 piger og 15 drenge mellem ni og 15 år. Ved testens start 'havde alle børnene lettere adfærdsproblemer, så som hyperaktivitet og koncentrationsproblemer . . .', står der i papirerne.

I to måneder får børnene hver dag fire kapsler Lecitone Intensiv, hvilket er en højere dosis end dén, der anbefales på den danske pakke - og som ifølge Forbrugerrådet allerede er for høj til børn og specielt til piger.

I testens konklusion står: 'Behandling af skolebørn med Lecitone Intensiv gør det muligt at observere en klar forbedring, når det gælder hukommelsen - med resultater som bliver tydeligst når adfærdsproblemerne er store i begyndelsen af studiet og bliver tydeligt forbedret af behandlingen. Denne naturlige behandling, som garanterer en bedre psykologisk tilpasning til skolens rytme er anbefalelsesværdig for børn og unge, specielt i vanskelige perioder som skoleårets start og perioder med prøver/eksamener'. (Fremhævelserne er firmaets egne).

De tre ark papir med 'undersøgelsen' handler om en 'Rey test', hvor børnene skal genkende tegninger på tid. I resultaterne står, at der i 52,5 procent af tilfældene blev konstateret en bemærkelsesværdig forbedret koncentration. Og i 52,5 procent af tilfældene blev der målt en bemærkelsesværdig forbedring vedrørende hyperaktivitet. Børnene genkendte flere tegninger efter indtagelse af Lecitone Intensiv i to måneder, står der.

Der findes ganske rigtigt en test, der hedder Rey, men flere psykologer, som Folkeskolen har talt med, angriber undersøgelsens værdi, fordi der ikke er gjort rede for dens gyldighed og pålidelighed. I papirerne står intet om, hvordan testen er udformet, om den måler dét, man påstår, og hvordan børnene er udvalgt, hvorfor der for eksempel er flere piger end drenge. En af psykologerne kalder det for ubrugeligt og uinteressant, og alle efterlyser referencer eller artikler med 'testresultaterne'.

Man kører på forældrenes bekymring for deres børn og unge, og så er det ulovligt at anprise et kosttilskud, siger Forbrugerrådet