Dagen før dagen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke kun de voksne, der fejrer grundlovens 150-års-jubilæum i år, også børnene markerer begivenheden, men de kan ikke vente til selve dagen. De tyvstarter med 'Lille grundlovsdag' den 4. juli.

For fjerde gang gennemfører en række organisationer dagen før grundlovsdag-arrangementet over hele landet, og i år bliver temaet 'Børns ret til medbestemmelse, børns ret til at blive hørt og til at blive medinddraget i beslutninger'.

Centralt markeres dagen på Christiansborg, hvor der bliver taler ved formanden for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, ved en minister og ved et af de deltagende børn. Herefter offentliggøres det, hvem der har vundet en konkurrence om at skrive den bedste grundlovsbørnesang.

Rundt omkring i landet holdes der i alt en snes arrangementer i anledning af dagen. Et af de større finder sted i Herning, hvor alle børn i kommunen er inviteret til fest med forfriskninger på Torvet, og hvor 'Årets Børneven' bliver kåret. Et af de mindre finder sted i Spjald, hvor alle skolebørn samles i byens anlæg for at høre på taler og musik og for at opføre en musical skrevet i dagens anledning.