Bag lærerens ryg udveksler tre små drenge hurtige håndtryk. Så er slagsmålet og drilleriet, der begyndte i morges og fortsatte i frikvarteret, endelig glemt.

Læreren ser ikke de hurtige håndtryk, men hun fornemmer snart, at sagen er klaret, fordi de to af kombattanterne nu taler almindeligt med hinanden. Spændingen mellem dem er hørt op. Altså var de tyve minutters konfliktløsning, hun begyndte timen med, ikke forgæves.

Det er ikke ualmindeligt, at en time på Abildgårdskolen begynder med konfliktløsning. Her er lærerne ikke blot nogle, der underviser. De er i høj grad også opdragere og socialpædagoger.

Klassen består af lige mange drenge og piger, lige mange danske og tosprogede elever. Oprindeligt var den større, men nogle er flyttet for eksempel til den arabiske skole, nogle går i specialklasse, fordi de har fået stillet diagnoser som DAMP-børn, og et par stykker er i andre tilbud på skolen. Blandt klassens elever er der flere fra ressourcestærke familier.

Flere af børnene fra den oprindelige klasse burde aldrig være begyndt i folkeskolen. De var simpelt hen på forhånd så behandlingskrævende, at folkeskolen ikke kunne give dem et undervisningstilbud, der svarede til deres behov. I mange af tilfældene havde en pædagog, en psykolog eller en sagsbehandler sagt, at barnet havde behov for noget andet, men forældrene ønskede, at deres barn skulle gå i almindelig skole. Derfor tager det tid, inden disse børn får et tilbud, de er bedre tjent med.

Fem af klassens nuværende elever er meget udadrettede og urolige børn, hvoraf et par er behandlingskrævende. Fem til seks elever er umodne og urolige. De er rastløse og kan ikke koncentrere sig. Kun to til tre elever er almindeligt velfungerende. Sådan ser klassen ud nogle år efter skolestart.

På opslagstavlen hænger en planche om, hvordan man kan undgå slagsmål og drilleri. Der er seks punkter.

Foran planchen står læreren og holder om en elev. For fem minutter siden ville han løbe, 'smadre' en af de andre. Han er stadig sur og ked af det, men nu kan han med støtte fra læreren læse punkterne på planchen og tale om dem. Fra deres pladser deltager de to andre kombattanter også i læsning, tolkning og snak om, hvordan de ellers kunne have løst konflikten.

Punkt to hedder 'snakke sammen - ikke slå' og i punkt tre står 'få hjælp af en voksen'. Punkterne tales igennem. Hvorfor gjorde de ikke sådan? Det er der tre forskellige forklaringer på. Heller ikke punkt fem 'luk ørerne' hjalp i dag. Det er ikke rigtigt til at finde en løsning på konflikten, så aftalen bliver, at de tre skal lade være med at lege sammen, indtil de er blevet gode venner. Dette forslag accepteres, undervisningen kan begynde, og ti minutter efter - i en rundkreds på gulvet - bliver håndtrykkene udvekslet.

I rundkredsen skal de en ad gangen stikke hænderne ned i en stofpose for at mærke på indholdet. De må ikke sige noget, før alle har mærket på tingen i posen. De fleste er ivrige efter at afsløre, hvad det er. Kun to piger sidder apatiske. Grydeske, råber én, og så er det afsløret. Denne gang nåede de fleste dog at stikke hænderne i posen, inden tingen blev afsløret.

De taler om, hvad grydeske hedder på arabisk, en af eleverne vil spørge sin mor til i morgen, for 'hun ved bare alt'. Læreren tegner en gryde med ske på tavlen.

Grydeskeen er af træ, og træ er netop emnet for klassens arbejde i den kommende tid. Næste gang, posen går rundt, er der tre træting i den. En elefant bliver hurtigt afsløret. Alle skal røre ved den. De roder rundt på gulvet og kaldes til ro.

- Her har I brugt sanserne, nu skal I bruge hjernen, siger læreren.

Hvorfor hedder det hjernen? Sidder der da et stykke jern inde i hovedet, vil en elev vide.

- Er træ levende eller dødt, spørger læreren.

Hvis det ligger på jorden, er det dødt, hvis det står op, er det levende, siger en pige.

- Hvad så med gyngestativet derude. Det er træ, der står op. Er det så levende?

Det sætter gang i tanker om, at det kunne være spændende, hvis gyngestativet var levende og voksede helt op i himlen, mens man sad og gyngede. Bortset fra dét ved de alle, at selvfølgelig er gyngestativet ikke levende.

Samtalen om træ fortsætter. De taler om bark, stamme, grene og trækrone. De staver og sætter ordene op på opslagstavlen under forbogstavet. Det er dog ikke let for alle at få stavet sig igennem et ord, før en anden har råbt bogstaverne op. De taler om, at saften er træets blod, at træet dør, hvis barken fjernes, og de når frem til sjove træer, der optræder i eventyr.

Vi er sultne!

Råbet er højt, mange elever deltager, og nu er det fjerde eller femte gang i løbet af timen, at råbet lyder. Men det er ikke spisetid endnu.

Flere i klassen har ikke fået morgenmad. Sådan plejer det også at være.

Timen slutter med en snak om det fantasitræ, som børnene skal tegne senere. Det kan være et træ, hvor der vokser æbler, pærer eller gummistøvler på. Det skal børnene tænke over.

- Vi er sultne!

Denne gang bliver duksene sendt af sted efter madpakker. Kun to i klassen har deres egen mad med, resten køber på skolen for fem kroner eller får den gratis efter ansøgning. I dag består madpakken af en banan, en bolle, en ostehaps, et stykke agurk og mælk.

Læreren karakteriserer klassen som urolig med stort behov for tryghed, en forudsigelig dagligdag og nogle klart definerede rammer for samværet. Flere af eleverne har så massive sociale, psykiske eller faglige problemer, at de meget vanskeligt kan rummes i klassen uden støtte. Dagligdagen er præget af utallige konflikter, og der bruges meget tid på konfliktløsning og sociale omgangsformer. Eleverne har svært ved at koncentrere sig og skal konstant holdes til arbejdet.

Af samme grund har klassen kun to lærere til samtlige fag. Der skal være kontinuitet. Hvis man har vikar, er der straks slåskampe, smiden med ting og nogle, der løber væk.

Men klassen har gjort store fremskridt, understreger læreren. De kan nu arbejde selvstændigt i værksteder, være koncentreret i arbejdet og udvise social ansvarlighed over for hinanden. Især har arbejde med teater og cirkus vist sig at være godt for eleverne. Det giver god selvfølelse at turde optræde for andre.

Klassens to lærere har fundet frem til en undervisningsform, der er differentieret, varieret og praktisk betonet. Klasseundervisning er minimeret, da de færreste af eleverne får noget ud af det og alligevel skal hjælpes individuelt bagefter.

Indtil for kort tid siden var der en elev, der sad og sagde lyde hele tiden. Og slog omkring sig. En elev med hjerneskade. Eleven kunne jo ikke gøre for det, skulle bare aldrig have været i folkeskolen. Men dette problem måtte klassen og lærerne altså rumme indtil for nylig.

En anden elev gik rundt og skar i sig selv, stak fingeren ned i skoldhed te eller gjorde andre selvdestruktive ting, der tog det meste af lærerens opmærksomhed.

- Denne elev var indstillet til psykolog allerede i børnehaven. Det er meget uhensigtsmæssigt, at det skal tage så mange år, før der bliver taget hånd om sådan et barn, mener læreren.

- Det er svært for klassen og for lærerne, men det er allermest synd for barnet.

Læreren undrer sig også over, at én af eleverne har støttepædagog i fritidsordningen, mens der ikke er bevilget støttetimer i skolen. Det var ellers tiltrængt, da eleven ofte har mange raseriudbrud i løbet af en dag. Raserianfald, der kræver, at læreren holder barnet, indtil det falder til ro. Det er svært at have med i den almindelige undervisning, når man står alene med sådan en klasse.