Kære Tove Kettner Heiberg, tak for din anmeldelse af 'Stiktosset' og 'Mismodig' (Folkeskolen nummer 13). Jeg har et par kommentarer til den, fordi jeg synes, at du bygger din anmeldelse på en forestilling om, at mine bøger skal være noget andet, end de er.

Du skriver blandt andet: 'Bøgerne skal lægge op til en samtale mellem børn og voksne, men den pædagogiske hensigt er alt for tydelig. Bøgerne mangler det kunstneriske løft, der gør det personlige alment'.

Jeg har ikke skrevet to skønlitterære billedbøger. Jeg har skrevet to fagbøger, der formidler et fagligt stof i en form, som svarer til alderstrinnet. Jeg har opdaget, at der mangler undervisningsmateriale om følelser til små skolebørn, og da det er en væsentlig kompetence at kunne forholde sig til sine følelser på en hensigtsmæssig måde, har jeg skrevet en serie bøger, der handler om dette og kan bruges i en undervisningssituation. Indholdet er pædagogisk styret, netop. Det er ikke en fejl, at den pædagogiske hensigt er tydelig. Det er den også i en matematikbog.

På samme måde blev jeg glad, da jeg læste følgende i din anmeldelse: '... det virker nærmest nedslående med vrede og sørgmodige personer på alle sider'. Ja! Hurra! Det er åbenbart lykkedes for mig at formidle nogle følelser, som i vores kultur ofte opfattes som negative, ubehagelige, nogen, man helst skal slippe for. Og som jeg netop har ønsket at fokusere på med henblik på at sætte en samtale mellem en voksen og et barn/nogle børn i gang - om netop det nedslående og smertefulde.

Derfor svarer dit udsagn om, at 'bøgerne er alt for vanskelige til selvstændig læsning fra ti år', heller ikke til min hensigt med bøgerne. Selv om børn fra ti år selv kan læse dem, er det ikke den primære hensigt. Det 'lidt abstrakte indhold' (citat) vil langt hen ad vejen kræve, at der er en voksen at samtale med. Du vil heller ikke forvente, at en 10-årig selv kan læse sin matematikbog, og dette er undervisningsbøger. Det er oven i købet undervisningsbøger, der er ude i et besværligt ærinde, dels fordi de tager et nyt felt op, dels fordi de insisterer på, at man som voksen og ansvarlig (forælder, lærer, pædagog) skal forholde sig kontant og direkte til børns følelser. Der er noget vigtigt, de skal lære, som de ikke bare finder ud af, hvis man lader dem i fred.

Endelig skriver du, at du har læst bøgerne op for tre børnehaveklasseelever, som mistede interessen. Det behøver ikke nødvendigvis at have noget med bøgerne at gøre. Jeg har læst bøgerne op for flere 1.-klasser, som var meget optagede af dem - og det var før, de blev illustreret. Sådan vil det nok variere med børn, oplæser og situation.

Jeg håber, jeg har fået gjort klart, hvad der er min hensigt med bøgerne. Og jeg vil se frem til dine anmeldelser af de kommende bøger i serien.

Janne Hejgaard

Samsø