Da jeg gik på seminariet for mindre end et år siden, brugte jeg sammen med mine medstuderende unægtelig en del tid på at tale om, hvordan det ville være at begynde som lærer, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi råt slugte de artikler og tv-udsendelser, der på behørig vis videregav oplysninger om lærernes daglige virken og gøren. Det var blandt andet disse, der gjorde os rædselsslagne over, hvor det var, vores uddannelse var i færd med at bringe os hen. Men trods denne angst for lærergerningen er de fleste af os dog havnet på en skole et sted i Danmark, mig selv inklusive.

Som det fremgår, hører jeg til kategorien 'ny lærer i den danske folkeskole', og forleden dag foreslog en af mine kollegaer, at 'Bagsmækken' denne gang skulle omhandle min oplevelse af karrierebegyndelsen som lærer i folkeskolen, for som han udtrykte det: 'Det kan ikke siges for ofte, at det er hårdt at begynde som lærer'.

Det er efterhånden ved at være en godt slidt kliché, at vi har det hårdt, vi stakkels, nyuddannede, unge, uerfarne lærere. På den anden side er det ikke blevet en kliché for ingenting, og min kollega har ret i, at det ikke kan siges for ofte. Jeg har selv oplevet overgangen fra studerende til lærer som en temmelig anstrengende periode af mit liv, og guderne skal vide, at jeg flere gange har været tæt på at dreje til højre lige før lærerværelset for at meddele min inspektør, at nu kunne jeg altså ikke rumme mere forvirring og magtesløshed, umulige, provokerende elever (seminariet kaldte dem vist kommunikerende!), frikvarterer, der ryger, fordi 'pussene' er ved at slå hinanden ihjel, seks møder lagt oven i hinanden, lektioner, der skal improviseres, fordi kopimaskinerne er brudt sammen.

Men hvorfor er det så, at jeg stadig er på skolen, og hvorfor er det, at jeg på trods af tudeturene, frustrationerne, magtesløshedsfølelsen og prøvelserne i disse dage går rundt og gør mig overvejelser over, hvordan mit skema skal se ud til næste år, og om jeg skal overtage den klasse, der skal til eksamen?

Først og fremmest er det, fordi det hele efter cirka et halvt år endelig er begyndt at flaske sig, jeg er ved at få lidt styr på min situation og ikke mindst mine unger (læs: klasse). Men den altoverskyggende grund til, at jeg overhovedet er nået så langt og har skånet min inspektør for et opsigelsesbrev, er mine dejlige, søde og hjælpsomme kollegaer, der har været fantastiske til at komme med opmuntrende bemærkninger og skulderklap, når tårerne væltede ud, og lærerkarrieren hang i en tynd tråd. Mange gange har de fundet sig i at lytte til de enorme mængder af vand, jeg har hældt ud af ørerne.

Ingen tvivl om, at det er denne velvilje og imødekommenhed, der i forening med kampvilje gør, at jeg stadig er lærer.

Mange skoler gør alt, hvad de kan for os nye, uerfarne lærere. Vi får skemaer - næsten - som vi vil have dem, færre timer på årsnormeringen, øget forberedelsestid, adoptivlærere og så videre. Og det er dejligt. Alligevel vil jeg vove den påstand, at dette storsind ikke betyder ret meget uden en varm og ærlig velkomst og uden et godt socialt sammenhold med rare og imødekommende kollegaer. Jeg er glad for, at jeg har holdt ud og nu er begyndt at se noget af alt det positive og sjove, der også er ved lærerfaget. Det er bestemt ikke et kedeligt erhverv, jeg har uddannet mig til.

Mette Hylleberg er lærer