Halfdan Rasmussen er død, 87 år. Hans nekrolog står skrevet i hjerterne på de generationer af børn og voksne, der har kunnet læse og lytte siden slutningen af 1940'erne.

Ingen anden dansk digter nåede i Halfdans tid længere ud til folket. Han overskred som noget fuldkommen naturligt de grænser, som ignoranter stadig og stædigt forsøger at opretholde mellem voksendigtning og børnelitteratur. 'Han banede vej for os, der fulgte', sagde Benny Andersen i en smuk tale, da Halfdan omsider, som 73-årig, fik Det danske Akademis store pris i 1988.

Allerede i 1942 fandt han på at skrive direkte for børn. 'Kejser Næsegrus og Kæmpesmeden' hed den første børnebog. Gennembruddet kom syv år efter. Med 'Tullerulle Tappenstreg' (1949) havde han fundet form og genre - nemlig nonsens-versets vidunderlige blanding af poesi og logisk-skæve børnerim.

Perlerækken de kommende år bestod af 'Lange Peter Madsen' (1950), 'Den lille frække Frederik' (1951), 'Kasper Himmelspjæt' (1955), 'Himpegimpe' (1957) og 'Pumpegris' (1959).

Fast lystpensum

Disse børnerim blev banebrydende for danske børns sprogfornemmelse i en grad, vi næsten ikke fatter i dag. De blev fast lystpensum i børnehaver, skoler og alle de små og store hjem, hvor man læste højt af Halfdans bøger. I 1964 blev klassikerne samlet i 'Børnerim', som samme år indbragte Halfdan Rasmussen Børnebogsprisen. I 1967 slog han sin position som førende børnebogsforfatter fast med 'Halfdans ABC'. Siden fulgte blandt andet 'Tante Andante' (1985) og 'Mariehønen Evigglad' (1996).

Halfdans univers er utænkeligt uden de fremragende tegnere, han tiltrak: Ernst Clausen, Kaj Matthiessen og først og fremmest Ib Spang Olsen. Når Halfdan og Ib Spang indgik kongeniale symbioser, blev der skabt dansk verdenskunst. Ethvert hjem - med eller uden klaver - kom under fortryllelsen.

Børnerimene fik allerede fra 1951 sin voksne pendant i 'Tosserier'. Syv samlinger blev det til i løbet af 50'erne med de uforlignelige 'Noget om...'-digte. Arne Ungermann illustrerede, så man allerede på stregen kunne kende forskel på voksen- og børnerimene.

Halfdan Rasmussen forblev med de poetisk skæve børnerim og tosserierne en nationalskjald af de elskede lige til sin død. Men hans forfatterskab rummer meget mere end det, der er blevet folkets fælleseje. Det pointerede han selv med vanlig morsom underdrivelse:

'Jeg skriver sjove digte./Jeg skriver også triste./De første læser andre folk./Selv læser jeg de sidste'.

Proletarisk bevidsthed

Trist er den anden side af Halfdan Rasmussens forfatterskab nu slet ikke. Det er alt muligt andet: Den 'anden' Halfdan kan være barsk og polemisk i sin tidsregistrering og fuld af proletarisk bevidsthed, når han skriver sine storbydigte i 40'erne. I 'Min barndom var en by' (1945) og 'Gaden' (1948) har han poetiske udtryk, der sagtens kan matche Tove Ditlevsens erindringskunst.

Halfdan havde også sin barndommens gade, Burmeistergade 8 på Christianshavn, hvor han i 1915 blev født ind i arbejderklassen. Her gik han i kommuneskolen de obligate syv år, og så var det slut med regelmæssig skoleuddannelse. Han oplevede 30'ernes nød og elendighed med lange arbejdsløshedsperioder direkte på sin krop, og der var aldrig siden tvivl om dybden i hans sociale og politiske engagement.

Som ung måtte han tage de ufaglærte job, han kunne få, og han prøvede blandt andet at være svajer, glasvasker, piccolo, og barbermedhjælper på Rigshospitalet, inden han forsøgte sig for alvor som skribent. På to af arbejderbevægelsens 'universiteter' for autodidakter, Roskilde Arbejderhøjskole og Den internationale Højskole i Helsingør, fik han sin intellektuelle skoling og dannelse, og han var helt klart placeret på venstrefløjen, da sammenstødet mellem 30'ernes totalitære ideologier endte i verdenskrig og besættelse af Danmark.

To spor som digter

Med debutdigtsamlingen 'Soldat eller menneske' (1941) placerede Halfdan Rasmussen sig på det litterære landkort i Danmark som førsterangsdigter, og i den illegale antologi 'Der brænder en ild' (1944) var han den stærkest repræsenterede lyriker.

Igennem alle årene fulgte han sine to spor som digter. Med sine børnerim er han indskrevet blandt de udødelige. Men der er rundt omkring i den mere alvorlige del af det store forfatterskab holdbare ting, der står stærkt. De er båret af et artistisk og raffineret sprogmesterskab, som er blandt de sjældne i dansk litteratur.

Vi behøver ikke skele til nordmændene Arnulf Øverland og Nordahl Grieg, hvis vi vil finde udtryk, der skal tolke krigens omkostninger. Halfdan Rasmussen ristede i 'Gravskrift' (fra 'Aftenlandet', 1950) en minderune, der aldrig kan viskes ud:

'Muselmand. Ukendte Job./Aske i en askehob./Legioners sorg og ve/sover i din askes sne./Menneske. Navnløse ven./Giv os mennesket igen'.

På vej ind i alderdommen publicerer Halfdan i 1985 et brag af en samling, 'Fremtiden er forbi'. Ud over en række digte til afdøde venner fokuserer Halfdan Rasmussen her på alderdommen, som vel ingen dansk digter tidligere har gjort det. Det er forfaldet, det psykiske og det fysiske, han skildrer med ubønhørlig kunstnerisk nerve uden mindste gnist af selvmedlidenhed.

Benny Andersen udpeger en bestemt stofe som et rent 'SOS a la Samuel Beckett', altså sort, sort humor:

'Du lyner ned/for bukserne og håber/at du vil kunne morse et par dråber'.

Samme år udgiver Halfdan børnebogen 'Tante Andante'. Her er der aktivt gang i den og ingen tyngende 'alderdom'. Med de to udgivelser er Halfdan Rasmussen på omgangshøjde med sin egen alder, og vi ser sjældent tydeligt de to spor i forfatterskabet løbe sammen og komplettere hinanden.

Så stor var han, denne hele Danmarks digter, der over 60 produktive år aldrig løb tør i sin poetiske raptus.

Per Birkebæk er skoleleder og anmelder ved Folkeskolen