Danske skoleelever har langt mere lærertid end elever i de fleste andre lande, og derfor er det danske uddannelsessystem et af verdens dyreste. Den høje udgift per elev skyldes ikke - som det har været hævdet i skoledebatten - at lærerne underviser for lidt for deres løn, men derimod, at Danmark har få elever per lærer.

Det fremgår af 'Education at a Glance. OECD Indicators 1997', den femte rapport fra OECD's Center for Uddannelsesforskning og Fornyelse.

En dansk lærerløn ligger ganske vist 11 procent over OECD-gennemsnittet, men da de 750 undervisningstimer, som en dansk lærer maksimalt må undervise, også er højere end gennemsnittet (746 timer om året), skiller Danmark sig ikke nævneværdigt ud, når OECD sammenligner lærerløn per undervisningstime. Men den danske elev/lærer-ratio på 11 elever per lærer ligger langt fra gennemsnittets 17, og det gør folkeskolen dyr.

Til gengæld får de danske elever noget for skattekronerne; hver dansk elev har 80 timer sammen med en lærer per år; det tal overgås kun af Belgien (97 timer) og Schweiz (86 timer). OECD-snittet er 59.

Det indebærer - som OECD-forskerne også bemærker - at det hverken er lærerlønnen eller forberedelsesfaktoren, man skal pille ved, hvis man vil spare penge på den danske skole. Så skal man i stedet hæve antallet af elever per lærer.

Mange fejlkilder i rapporten

Elev/lærer-ratioen i OECD's regnestykke adskiller sig væsentligt fra de klassekvotienter, vi sædvanligvis regner med i Danmark.

OECD finder elev/lærer-ratioen ved at dividere samtlige elevtimer med det samlede antal lærertimer. Hvis en klasse har støttelærer i en lektion, bliver elevtallet delt med to, og elev/lærer-ratioen bliver i sådanne tilfælde halvdelen af klassekvotienten.

De danske tolærer-, støttelærer- og specialundervisningssystemer påvirker således OECD-undersøgelsens resultater og får den danske skole til at se dyrere ud, end den i virkeligheden er.

Der er mange tilsvarende fejlkilder i rapporten; i nogle lande regnes skolelederen med til lærerkorpset, i andre opgørelser holdes han uden for; i nogle lande medregnes specialundervisningen i skolens budget, i andre ikke; i nogle lande er der næsten ingen forskel på det faktiske antal undervisningstimer og overenskomstens maksimum, i andre er forskellen større. Små og store fejlkilder, som understreger, at selv om OECD-rapporterne bliver stadig mere detaljerede, er det umuligt at lave retfærdige sammenligninger af forskellige nationale systemer.

Flad dansk lønkurve

OECD's sammenligning er derfor også mest præcis og retfærdig der, hvor det er rent kvantitative størrelser, der sammenlignes. Løn, for eksempel.

Rapporten viser, at danske læreres begyndelsesløn er den femtehøjeste i OECD (efter USA, Tyskland, Spanien og Schweiz). Efter 15 år i jobbet er danskerne skubbet ned på sjettepladsen, og herefter flader kurven ud, så den danske slutløn ender på den 12. af de 19 pladser.

Til gengæld når danske lærere deres slutløn (28.990 US-dollars) hurtigere end lærerne i andre lande. En koreansk lærers slutløn er for eksempel dobbelt så høj, men det tager ham 34 år at nå den.

Under gennemsnittet

Ligesom i Canada og Belgien bruger vi i Danmark 4,4 procent af bruttonationalproduktet på uddannelse. Det overgås kun af Sveriges 4,5 procent. OECD-gennemsnittet er 3,7 procent.

Det er ungdomsuddannelserne og folkeskolens ældste klasser (secondary school), som trækker Danmark op over OECD's gennemsnit. Vi bruger 2,8 procent af bruttonationalproduktet på secondary school (middeltallet er 2,2), men 1,5 procent på primary school (mod det gennemsnitlige 1,4 procent). Folkeskolens yngste elever er altså relativt billige.

Ser man på lønudgiftens andel af skolernes driftsbudget, viser det sig, at lønningerne fylder mindre herhjemme. 77 procent af folkeskolens driftsbudget bliver brugt til lønninger, mens OECD-gennemsnittet er 82 procent. Lærerlønningerne isoleret udgør kun 51 procent af folkeskolens driftsudgifter, mens OECD-gennemsnittet er 60 procent.

Mikkel Hvid er freelancejournalist.