Egentlig ser fremtiden godt ud:

Regeringens politisk-økonomiske prognose for 1997 og de nærmest følgende år beskriver en forholdsvis lys fremtid. Kvartalsoversigten fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og de økonomiske vismænds halvårsrapport nynner samme melodi. Ja, selv i Dansk Industri brummer økonomerne optimistisk med, og OECD fortæller i sin nyeste rapport, at Danmark er det land, der har den højeste økonomiske vækst, arbejdsløsheden falder, og inflationen stiger ikke.

Det går ufatteligt godt. Så det skulle være muligt at nå et fornuftigt overenskomstresultat.

Men, men, men . . .

- Som situationen ser ud på det private arbejdsmarked - hvor arbejdsgiverne presser på for at få treårige overenskomstperioder - er der uhyggelige muligheder for, at det kan ende i storkonflikt.

- Som situationen ser ud på Christiansborg - hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti har svært ved at holde balancen, fordi de hopper af begejstring samtidig med, at de holder armene demonstrativt over kors - vil regeringen få svært ved at gribe ind.

- Som situationen ser ud på det kommunale område, er der meget, der truer med konflikt.

Først og fremmest fordi de kommunale arbejdsgivere uanset partifarve er så optaget af at få gennemført Mogens Lykketofts visioner om et nyt lønsystem med kvalifikations- og resultatløn. Men såmænd også fordi der på arbejdstagersiden er organisationer, som gerne vil lege med - bare det bliver til her og nu-fordel for netop deres medlemsgrupper.

Måske er det kun teatertorden. Men når den kommunale chefforhandler, Søren Andersen - i et interview, som kan læses inden i bladet - føler det nødvendigt at gentage truslen om, at et nej til et nyt lønsystem automatisk er et ja til fortsat decentral løn på samme niveau, så leger han med konfliktmuligheden. Danmarks Lærerforenings medlemmer er ikke imod nye systemer - fordi de er nye. Men de to urafstemninger i 1995, foreningens konsekvente afvisning af individuelle løntillæg, der truer hverdagens samarbejde - og diverse holdningsundersøgelser med for den sags skyld - burde gøre indtryk på arbejdsgiverne.

Hvis der sikres sammenhæng mellem arbejdets indhold, arbejdsbetingelser og aflønningen, vil lærerne godt være med til noget nyt. Det eksisterende lønsystem er ikke perfekt, og et kvart århundredes lapperier har hverken gjort det kønnere eller mere rimeligt. Men det sikrer mod vilkårlighed. Skal der forhandles om nye systemer, må udgangspunktet altså være, at der indbygges sikkerhed mod tilfældigheder. En aftale skal til enhver tid og overalt kunne vise, hvad en bestemt arbejdsfunktion koster. Både her og nu og over tid. Og aflønninger, der kan variere efter, hvem der for tiden er skoleleder, har ikke en chance.

Søren Andersen siger i interviewet, at man ikke vil trække noget ned over hovedet på nogen. Hvis det er dér, tyngden ligger, bør der kunne findes en fælles løsning. Men hvis Kommunernes Landsforening vælger konfrontationen, vælger man også konflikten. Hvem og hvad det så måtte gavne.

-th

Hvis det ikke kun er teatertorden, når Søren Andersen truer med decentral løn, leger han med konfliktmuligheden