Der er stille i 5.z. Det er tirsdag efter spisepausen på Syvstjerneskolen i Værløse. Dagens første lektion i dansk. Ti elever sidder i klassen. Nogle har høretelefoner på og lytter koncentreret til en lydbog, imens de tager noter på et ark papir. To sidder og hvisker sammen om opgaven. Døren står åben ud til gangen, hvor resten af klassens elever er fordelt ved små borde. De arbejder også stilfærdigt og fokuseret.
På få uger er der sket en nærmest magisk forandring i klassen, der med deres engelsklærer Lene Dysons ord var ”sådan en klasse, hvor man skulle trække vejret dybt et par gange, inden man gik ind ad døren”.
Hun har 28 års erfaring, men startede på skolen efter sommerferien og husker tydeligt sin første lektion med klassen.
”Det var meget svært at have noget med, som de skulle lave fælles. Bare en kort introduktion af en opgave var vanskelig at gennemføre. Lydniveauet var højt, og elever kunne for eksempel godt finde på at råbe til hinanden på tværs af klassen,” siger Lene Dyson.
Alle de kompenserende tiltag er med til at udvande, hvordan vi er som et fællesskab
Karina Kamph Martinsen Klasselærer på Syvstjerneskolen
Men uroen i 5.z forsvandt bogstavelig talt fra den ene dag til den anden, da en psykolog med speciale i klasseledelse og uro trådte ind i lokalet. Opskriften er kort fortalt en blanding af en række præcise pædagogiske greb kaldet ”mikrohandlinger”, et opgør med et stigende antal særaftaler og en tålmodig, men kompromisløs insisteren på ro og orden.
Klasselærer Karina Kamph Martinsen har lagt mange timer og tanker i den radikale kulturforandring i 5.z. Hun har især bidt mærke i betydningen af særaftalerne med eleverne.
”Den største øjenåbner var det med de kompenserende tiltag,” siger hun og taler om et tiltrængt pædagogisk paradigmeskifte:
”Vi har levet i et paradigme, hvor man rigtig gerne vil imødekomme hvert enkelt barn, så vi har iværksat kompenserende tiltag. Du må godt have en dims i hånden, du må godt starte timen op med at sidde og læse lidt selv, hvis du kommer fem minutter for sent, lister du bare ind. Og alle de kompenserende tiltag er med til at udvande, hvordan vi er som et fællesskab.”
Paradoksalt nok har et stærkere fællesskab og tydeligere rammer gjort det nemmere at være i klassen for de elever, der før havde brug for kompenserende tiltag, og det er derfor blevet muligt kun at fastholde de allermest nødvendige særaftaler for enkelte elever, fortæller klasselæreren.
At være sammen i fællesskab
Klassens forandring er hjulpet på vej af lærer og psykolog Rasmus Alenkær. Igennem syv uger har han arbejdet med lærerne og skolens ledelse om at indføre en ny kultur for klassefællesskabet: En kultur, hvor eleverne sidder stille, lytter efter, taler, når de får lov, og viser hensyn til hinanden.
I foråret udkom han med bogen ”Vi har to opgaver”, der både fremhæver vigtigheden af, at skolen lærer elever at være i et fællesskab, og kommer med konkrete forslag til, hvordan det kan gøres.
Da klassens musiklærer og vikarierende matematiklærer Line Sloth Björnsson første gang hørte om Rasmus Alenkærs pædagogiske tilgang, tænkte hun: ”Ro og orden. Er det ikke dét, vi gør i forvejen?”
”Men da han så stod ude i klassen sammen med mig og eleverne, kunne jeg godt se, at det her er noget helt andet. Han er meget mere old school og petitesseagtig. Og det har bare været rigtig godt,” siger Line Sloth Björnsson og forklarer:
”Det har været sådan noget med, at man beder alle eleverne om at lukke computeren og kigge op mod læreren, når man giver en besked. For to måneder siden ville jeg bare have sagt: ’Så kigger alle lige herop,’ når jeg ville give en besked. Men jeg vidste godt, at halvdelen stadig sad og kiggede ned i skærmen. Der har han været meget konsekvent. Nu venter vi, til alle har lukket deres computer. Det kan godt tage ti minutter.”
Psykolog Rasmus Alenkær hjælper eleverne med at holde fokus på, hvordan man er sammen i et klasserum, imens musiklærer Line Sloth Björnsson øver en Povl Kjøller-sang med eleverne.
Engelsklærer Lene Dyson synes også, at ”det har været vildt godt” at tage Rasmus Alenkærs metoder i brug. Ledelsen har gået forrest, forældrene er blevet inddraget, og alle lærerne har benyttet den samme fremgangsmåde, og det sender et tydeligt signal til eleverne, fortæller hun.
I dagligdagen er der sat timer af til, at lærerne i 5.z kan assistere hinanden, så der er for det meste to lærere i klassen og nogle gange også en tredje voksen.
”Vi har fået mandat fra ledelsen og fra Rasmus Alenkær til at sige til eleverne, at nu skal vi til at være på en anden måde over for hinanden i klassen. Det har gjort en kæmpe forskel,” siger Lene Dyson.
Nu er der ørenlyd i musik
Det er tirsdag morgen. Rasmus Alenkær og Line Sloth Björnsson har musik med 5.z. Klassen skal øve en Povl Kjøller-sang, som de skal fremføre til skolens forårskoncert.
I den ene ende af lokalet sidder seks elever på skamler foran hver deres mikrofon. Tre elever står klar med køller bag store xylofoner, tre drenge har fået trommer og rytmeinstrumenter, én elev sidder bag et klaver med hænderne på lårene, én hænger over en guitar, tre står bag keyboards, og oppe ved tavlen er Line Sloth Björnsson ved at instruere en pige i at spille på elbas.
Indimellem snakker elever lavt til hinanden. Det sker også, at én kommer til at daske til en lilletromme eller prikke til en tangent, men generelt sidder eleverne tålmodigt og venter. Rummet er helt usædvanligt roligt, hvis man spørger Line Sloth Björnsson.
”Jeg har elever ved mikrofonerne i dag, som jeg aldrig ville have givet en mikrofon for et halvt år siden. Så havde de råbt og skreget i dem i halvfems minutter uafbrudt, og de havde nok tilbragt halvdelen af tiden ude på gangen, fordi jeg ikke ville kunne holde det ud.”
”Før kunne jeg også nå at ’miste’ et par elever på vejen fra klassen til musiklokalet, fordi de blev optaget af noget andet eller mødte nogle venner på gangen. Men i dag er 5.z fuldstændig forandret,” fortæller Line Sloth Björnsson.
I et hjørne af musiklokalet tager Rasmus Alenkær noter på sin tablet. Han holder øje med klassen og med Line Sloth Björnsson. Han er på én gang observatør, der skal give læreren feedback senere på dagen, og pædagogisk medhjælper, der demonstrerer over for både læreren og klassen, hvordan man opbygger og opretholder ro og orden, så læreren kan fokusere på didaktikken. Derfor trækker Line Sloth Björnsson sig også som det mest naturlige lidt til side, da Rasmus Alenkær minder 5.z om, at de skal være stille og lægge instrumenterne fra sig, så de ikke kommer til at larme med dem:
”Hey 5.z. Vi har to opgaver her. Vi skal både lære den her sang af Povl Kjøller, og vi skal øve os i at modtage en fælles besked.”
Samspillet mellem de voksne i lokalet bliver behandlet grundigt i Rasmus Alenkærs bog. Det er tydeligt, at den traditionelle støttepædagog eller anden voksen skal spille en meget mere aktiv rolle, hvis det står til ham.
Ud med de kompenserende strategier
I stedet for særaftaler har lærerne sammen med Rasmus Alenkær indført nogle faste adfærdsregler, der gælder for alle elever og bliver brugt af alle lærere i 5.z.
Eleverne skal have bordene ryddet, når timen går i gang. Ingen skal sidde og dimse med ting og sager, og alle skal kigge op på læreren. Dagens program bliver gennemgået grundigt, og eleverne må først rejse sig, når læreren giver lov. Hånden skal i vejret, hvis eleverne vil sige noget, og de taler først, når de har fået ordet.
Klassens lærere har indført faste rutiner, når der skal være skift fra en aktivitet til en anden. Her samler Line Sloth Björnsson eleverne med en håndbevægelse, inden de skal gå tilbage til klasselokalet.
Bliver reglerne brudt, opstår pauserne. Et af de mest betydningsfulde momenter, hvor læreren sætter undervisningssituationen i stå og venligt, men insisterende minder eleverne om, hvad det er, de skal. De momenter kan blive meget lange, når en eller flere elever skal finde ned til deres plads, indstille snakken eller pakke deres sager ned i tasken.
”Eleverne kan godt finde på at sige: ’Skal vi ikke snart i gang med undervisningen?’ Men så er svaret: ’Jamen vi er i gang. Vi er i gang med at øve os i at være sammen i et fællesskab,’” siger Line Sloth Björnsson og fortæller, at det kan være svært at huske – også for lærerne.
”Man er jo vant til at undervise hen over larmen,” siger hun.
Men metoden virker så godt, at Line Sloth Björnsson og kollegerne i 5.z også er begyndt at bruge Rasmus Alenkærs fremgangsmåde i andre klasser.
Arbejdsglæden er vendt tilbage
Alle tre lærere er enige om, at forvandlingen i 5.z har betydet meget for deres arbejdsglæde.
”Der er kommet en tålmodighed ind i vores måde at skabe ro i klassen på, fordi vi godt må insistere på, at det er en vigtig opgave,” fortæller Karina Kamph Martinsen.
Førhen kunne hun give en hurtig besked til den ene elev og sekundet efter minde en anden om at dæmpe sig eller tage fødderne ned fra bordet.
”Nu hviler jeg bare i, at vi bare venter. Jeg kan mærke det fysisk i kroppen,” siger Karina Kamph Martinsen og fortæller, at hun kan mærke det på sit nervesystem.
Samtidig har det lettet presset på lærerne, at de ikke skal jonglere med så mange særaftaler, forklarer musiklærer Line Sloth Björnsson:
”Når du underviser seks forskellige klasser, har du ikke en chance for at huske alle aftalerne.”
”Det er svært. Vi øver os”
”Tomme hænder!” lyder Karina Kamph Martinsens stemme i klasselokalet.
Alle eleverne er igen i klassen. De har afsluttet de første danskopgaver, og nu skal der til at ske noget andet. Skiftene mellem aktiviteter var oprindelig en stor kilde til uro, så det har klassen og lærerne fokuseret på.
Klasselæreren rækker begge hænder i vejret. Hendes åbne håndflader skal understøtte budskabet, som hun gentager. Indimellem henvendt til én elev og så til en anden. ”Tomme hænder!”
Først da alle elever har lagt alt fra sig, fortsætter hun sin instruktion.
Da dagens sidste lektion er ved at være slut, bliver eleverne bedt om at lægge deres ting på plads i deres kasser, der står i en reol. Støjniveauet stiger, og eleverne bliver ivrige for at komme til. De klumper sammen foran reolen, og pludselig ligger indholdet af en af pigernes kasse på gulvet.
”Frys!” siger Karina Kamph Martinsen højt. Hun gentager det et par gange, og så står alle elever helt stille.
”Hov. Nu blev det lidt svært. Vi starter lige forfra.”
”I gør det rigtig godt. Jeg ved, det er svært. Det er derfor, vi øver os,” foregriber en af pigerne lærerens sædvanlige replik.
”Lige præcis,” griner 5.z’ klasselærer med et irettesættende, men venligt udtryk i ansigtet. For selv om eleven ikke fik ordet, forstår hun vist pointen med det hele.
5.z gik fra kaosklasse til mønsterelever
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.