Særaftaler spænder ben for, at jeg kan løse skolegårdens konflikter

Folkeskolen har lige bragt et tema om et voksende fænomen på skolerne: Særaftaler. Jeg tror ikke, særaftalerne alene er problemet. Jeg tror snarere, de er symptomet på en større udvikling i skolen og i vores syn på børn, ansvar og fællesskab.

For i min hverdag handler særaftaler ikke kun om pauser, høretelefoner eller faste pladser. Det handler også om forventninger til konflikthåndtering, kommunikation og individuelle hensyn. Jeg tror mange lærere kan genkende dette eksempel:

Der opstod en konflikt i et frikvarter under en fodboldkamp. En elev blev sur over en tackling og skubbede til en anden elev. Den anden svarede igen med et grimt ord. De råbte lidt ad hinanden, inden jeg gik imellem.

Konflikten varede 30 sekunder, og for 15 år siden havde det sandsynligvis været noget, vi fik løst i skolegården og kort fulgt op på bagefter.

Konflikten er for længst glemt

I dag starter ofte et langt efterspil. Den ene elev har en aftale om, at han ikke må presses til at sige undskyld, før han selv føler sig klar. Den anden elev var stadig i affekt og kunne ikke deltage i undervisningen. Begge elever skulle have individuelle samtaler. Konflikten skulle gennemgås grundigt med fokus på trivsel, relationer og oplevelser.

Derefter skulle jeg skrive hjem til begge forældre. Dagen efter kom der forældrebeskeder. Den ene familie ville informere om, at den anden elev ofte er træls at spille fodbold med og spurgte, hvorfor han overhovedet må være med.

Den anden familie forklarede, at deres barn aldrig reagerer sådan hjemme, og at situationen derfor måtte skyldes noget andet. Efterfølgende fulgte yderligere beskeder, telefonopkald og krav om møde med mig og ledelsen for at drøfte håndteringen af situationen.

Mødet kunne først placeres 14 dage senere, fordi alles kalendere skulle gå op. Da spillede eleverne allerede fodbold sammen igen, og konflikten var for længst glemt. Men for mig havde en konflikt på 30 sekunder udviklet sig til flere timers ekstra arbejde, dokumentation, koordinering og kommunikation.

Og det er måske netop dér, diskussionen om særaftaler bliver interessant. For selv om særaftaler ikke nødvendigvis er hovedproblemet i sådan en situation, så siger de noget om den kultur, der er opstået omkring børn og skole.

Konflikter bliver til projekter

Jeg savner nogle gange, at vi som voksne tør møde børn med en meget enkel besked: “Ja, den anden gjorde noget forkert. Men hvad gjorde du selv?”

For mange konflikter i skolen handler ikke om én skurk og ét offer. De handler om børn, der reagerer impulsivt, bliver vrede, siger noget grimt eller håndterer frustration dårligt. Det er en del af det at være barn. Og det er noget, børn skal lære at navigere i.

Problemet opstår, når hver konflikt bliver til et projekt om at placere skyld korrekt og sikre, at ens eget barn ikke får ansvar for noget ubehageligt. For så vokser dokumentationen, kommunikationen og mødeaktiviteten eksplosivt.

Og imens flyttes lærerens tid og mentale energi længere og længere væk fra kerneopgaven: Undervisningen, relationerne og fællesskabet i klassen.

Det her er bare ét eksempel på en lille konflikt i et frikvarter. Men når man har mange af dem i løbet af en uge, begynder det at fylde enormt meget i lærerarbejdet.

Jeg tror ikke, de fleste forældre gør det af dårlig vilje. Tværtimod prøver de fleste bare at passe på deres barn. Men summen af alle de små individuelle hensyn, forventninger og særlige processer er ved at ændre lærerrollen fundamentalt.

Læreren bliver i stigende grad administrator af individuelle hensyn frem for underviser og leder af et fællesskab. Og måske er det netop derfor, særaftaler i dag føles som helt normal praksis.