Vil man særaftalerne til livs, er man nødt til at tage fat i en af skolens grundlæggende problemer, mener Tilde Mardahl-Hansen. Hun er docent og ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon og har forsket i håndteringen af mistrivsel i grundskolen. Derfor genkender hun billedet af, at mange lærere drukner i alle mulige opgaver, de skal huske i løbet af en dag.
”Men problemet med særaftaler bliver ikke løst ved at afskaffe særaftaler,” påpeger forskeren og peger på, at udviklingen er drevet af, at mange elever reelt har svært ved at være i klasserne.
”Vi kan være nødt til at indgå særaftaler for at kompensere for, at de her børn har svært ved at være i klassen, og for at undgå, at de udvikler skolevægring eller får langvarigt skolefravær,” siger hun.
For mens børn i dag har ændret sig, er den måde, vi laver skole på, oftest den samme, som den har været i årtier. I stedet for at kigge på folkeskolens grundlæggende organisering giver man lærerne en uløselig opgave med at få nutidens elever til at passe ind i en forældet skoleform, mener Tilde Mardahl-Hansen og ser det som udtryk for en ”ordningstrang” i skolesystemet.
Mange løsninger
I stedet skulle vi fokusere på, hvordan man kan bidrage til skolens fællesskaber på forskellige måder, mener forskeren.
”Jeg tror, at man skal udvikle andre greb end individuelle indsatser og særhensyn. Det kan være co-teaching, flere undervisere i lokalet eller flere undervisningslokaler, så elever kan deles op eller kan trække sig, hvis de har behov for det. Man kan også se på bredere teamsamarbejde, så man kan lave mere tværfaglig og projektorienteret undervisning, hvor børn med migræne eller ADHD for eksempel også kan være med, fordi der er behov for, både at nogle elever arbejder foran computeren, og at andre kan være med i periferien, hvis de har en dårlig dag.”
Problemet med særaftaler bliver ikke løst ved at afskaffe særaftaler
Tilde Mardahl-Hansen Docent ved Professionshøjskolen Absalon
Tilde Mardahl-Hansen understreger, at det er lærerne, der skal komme med de konkrete forslag, da det er dem, der står med eleverne i praksis. Hun er ikke afvisende over for mere ro og struktur i klasserummet, som for eksempel psykolog og lærer Rasmus Alenkær argumenterer for. Men det bør ikke stå alene, mener hun.
”Selvfølgelig skal man kunne skabe fælles fokus i klassen. Der er brug for både struktur og disciplin, for at man kan være i et klassefællesskab sammen. Men disciplin giver kun mening, hvis børn rent faktisk kan være der med forskellige kroppe, hoveder og liv,” siger hun.
”Men vi skal ikke tænke, at man skal vælge mellem disciplin og fleksible undervisningsmuligheder. Det er udtryk for en urealistisk ordningslængsel, og der synes jeg, at vi skal have lidt højere ambitioner for folkeskolen.”
Forsker om særaftaler: Man giver lærerne en uløselig opgave
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.