”Jeg synes, at udviklingen er megabekymrende.”
Sådan siger lærer Sabrina Holm Hostrup om antallet af særaftaler i folkeskolen. Et antal, som hun oplever vokser og vokser.
Til daglig arbejder hun på Nybøl Børneunivers i Sønderborg, hvor hun blandt andet er faglærer i håndværk og design og klasselærer på mellemtrinnet. Her skal hun håndtere særaftaler både for børn, der er lidt mere sensitive end gennemsnittet, og for elever med alvorlige skolevægringsproblemer, fortæller hun. Og det gør det svært at sige fra.
”Det er en voldsom udvikling, og nogle gange kan jeg godt få en følelse af, at særaftalerne ingen ende vil tage. Men det går jo ud over eleverne, hvis man siger, at man ikke vil være med til det, og jeg kan blive bekymret for, at det kan betyde, at en elev ender med ikke at ville i skole,” siger Sabrina Holm Hostrup.
Ligesom godt 70 procent af de knap 1.200 lærere, der har svaret på en medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening om særaftaler, oplever hun også, at de mange særaftaler går ud over arbejdsmiljøet.
”Jeg vil gerne gå langt for mine elever, men det kan godt have en pris for mig som lærer. Vi lærere har i forvejen mange jern i ilden, og det her bidrager med endnu flere jern. Hvis man ikke er stresset i forvejen, kan man hurtigt blive det,” siger hun.
Konstant evaluering af særaftaler
I en af Sabrina Holm Hostrups klasse er der blot få elever med tilsammen omkring fem særlige aftaler at holde styr på. Mens der i en af de andre klasser, hun underviser i, er dobbelt så mange elever, der i alt har dobbelt så mange særaftaler.
”Det er ikke den enkelte aftale, der er problemet, det er de mange aftaler tilsammen og forventningen til, at man skal kunne huske det hele, der gør, at vi lærere kan opleve det som et pres,” siger hun.
For forældrene i skolen kan det måske virke som et lille ønske, når de beder lærerne om at sørge for medicinering, særlige siddepladser, kortere skoledage og pauser i løbet af dagen, reflekterer Sabrina Holm Hostrup.
Men de færreste tænker nok over, at ”en aftale ikke bare er en aftale, men nærmere en proces,” som hun siger.
”Hvis en elev har brug for en pause midt i timen, skal vi løbende vurdere, om den pause faktisk giver den værdi, som vi havde håbet på. Måske skal vi ændre lidt på aftalen, eller måske skal vi finde en helt anden løsning. Det koster mange samtaler med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, forældre, elever og de andre lærere.”
Og især når det handler om medicineringsaftaler, fylder frygten for at glemme aftalerne en hel del, tilføjer hun.
En selvforstærkende kultur
Sabrina Holm Hostrup kan ikke pege på ét sted, hvor de mange særaftaler kommer fra. Nogle særaftaler stammer fra omsorgsfulde forældre, men både eleverne og skolens ledere og de ansatte bidrager til udviklingen, mener læreren.
”Det er en kultur, der har udviklet sig, som jeg også selv har været en del af. Som lærere er vi fulgt med kulturen. Vi sætter selv aftaler op og sætter løsninger i værk, og så går vi og holder øje med, om det virker,” siger hun.
Og måske er kulturen selvforstærkende. For når først Sabrina Holm Hostrup har indgået en særaftale og har påført sig selv en ekstra opgave for at hjælpe én elev, er det svært at afvise den næste elev eller forælder.
”Hvis jeg skal til at prioritere i opgaverne, skal jeg jo til at vælge mellem elever, som alle sammen har brug for hjælp, og så kan jeg hurtigt komme til at føle, at jeg svigter en elev,” forklarer Sabrina Holm Hostrup.
Det er ikke bare noget, man kan ændre fra den ene dag til den anden, medmindre man har en tryllestav
Sabrina Holm Hostrup Lærer
Hun har været lærer siden 2008 og oplever, at et stigende antal elever med særlige behov har fået mængden af særaftaler og ekstra opgaver til at vokse.
”Flere elever med særlige behov fører ofte flere aftaler med sig, men jeg oplever også, at andre elever får brug for særaftaler, fordi der ikke er almindelig god ro og orden i klasserne længere. Der er elever, der popper, nogle løber rundt, andre råber, og én har brug for en pause midt i det hele. Og det er hårdt for de lidt mere sensitive almene elever,” siger hun.
Er det behov eller lyst?
På Nybøl Børneunivers er lærerne ved at være dér, hvor de er begyndt at stoppe op og spørge sig selv, om det har taget overhånd med særaftalerne. Men det er ikke så nemt at dæmme op for.
”Det er jo en hel kultur, man skal kigge ind i. En kultur, som er startet ved køkkenbordet hjemme i familierne. Det er ikke bare noget, man kan ændre fra den ene dag til den anden, medmindre man har en tryllestav,” siger Sabrina Holm Hostrup.
I princippet ved hun godt, hvor hun trækker grænsen.
”Jeg vil gerne indføre særlige hensyn, hvis det er et behov hos eleven, men ikke nødvendigvis, hvis det bare er noget, eleven har lyst til,” siger hun.
Problemet er bare, at det er tidskrævende og ofte ret vanskeligt at vurdere, om man som lærer er med til at løse et behov eller tilfredsstille en lyst hos en elev. Og man kan ikke bare spørge, for det er ikke altid sikkert, at barnet selv er i stand til at kende forskel, forklarer læreren.
Men hvad gør man så?
”Gid jeg havde svaret. Jeg prøver, så godt jeg kan, at holde styr på aftalerne. Men indimellem er jeg nødt til at sætte foden ned og sige, at det ikke kan fungere i praksis,” siger Sabrina Holm Hostrup og kommer med et eksempel:
”Hvis eleverne skal have nye pladser, og én elev både skal have særbehandling i forhold til, hvem der må sidde ved siden af, over for og rundt om eleven, og desuden har behov for at sidde et bestemt sted i klassen, så har jeg meget begrænsede muligheder for at placere eleven og samtidig tage højde for andre elevers behov.”
Lærer: "Nogle gange kan jeg godt få en følelse af, at særaftalerne ingen ende vil tage"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.