Mange kender nok følelsen af, at pulsen stiger lidt, og håndfladerne bliver fugtige, når de skal sige noget foran en større forsamling.
Men for nogle elever i folkeskolen er oplevelsen af ubehag så stærk, at de får lov til helt at slippe for at fremlægge eller sige noget i klassen. Der bliver med andre ord indgået en særaftale om deres deltagelse i undervisningen.
Folkeskolen har på det seneste skrevet en række artikler om de mange særaftaler, der i stigende grad bliver indgået i skolen. Baggrunden er en omfattende undersøgelse blandt medlemmerne af Danmarks Lærerforening.
Undersøgelsen viser, at netop særaftaler om mundtlige fremlæggelser er noget af det, der optræder hyppigst. Halvdelen af lærerne svarer, at de har særaftaler om mundtlige fremlæggelser, mens 36 procent har aftaler om, at udvalgte elever ikke skal spørges af læreren i klassen.
Og tallene stiger, jo ældre eleverne bliver. I indskolingen har 25 procent af lærerne særaftaler om mundtlige fremlæggelser, mens det i udskolingen drejer sig om hele 70 procent af lærerne. Dermed er det den særaftale, der er mest hyppig.
Svært at skabe trygge klasserum
Undersøgelsen siger ikke noget om, hvilke fag særaftalerne optræder i, eller hvorvidt der er fag, hvor tendensen er mere udtalt end i andre. Men det er almindeligt kendt, at lærere i fremmedsprogs-fagene kæmper med at få eleverne til at sige noget. Og Folkeskolen har talt med tre fremmedsprogslærere, der alle har indgået særaftaler med elever omkring mundtlige fremlæggelser.
”Jeg synes, mange elever i dag føler sig meget utrygge i rummet i forhold til at udtrykke sig generelt, men særligt på et fremmed sprog er det supersårbart,” siger Henriette Viskum, der underviser i tysk og engelsk på Egedal Skole, afdeling Bækkegården i Ølstykke på Sjælland.
Hun synes, de på hendes skole har gjort meget for at skabe trygge klasserum.
”Men det er fandme svært, for du kan ikke styre, hvad der bliver sagt i frikvarteret, eller hvad de sender rundt på telefonerne,” som hun siger.
Særaftaler smitter
Mange særaftaler indgås med forældrene særligt i de mindre klasser, eller når der er tale om børn med andre udfordringer – for eksempel skolevægring, diagnoser og/eller massiv mistrivsel.
Men i fremmedsprogsundervisningen, hvor eleverne er ældre, er det i lige så høj grad eleverne selv, der beder om at slippe for i princippet ’alt mundtligt arbejde’, oplever Marianne Bromand Nielsen, der er tysklærer i 6., 7. og 8. klasse på Bjørnhøjskolen i Gribskov Kommune.
”Jeg spørger selvfølgelig altid nysgerrigt ind til, hvad det handler om. Og så prøver jeg at få eleven til at ændre mening ved for eksempel at sige, at ’hvis vi nu gør det sådan, eller hvis nu du får lov til sådan, kunne det så lade sig gøre? Og nogle gange siger eleven, ’okay, jeg vil godt prøve alligevel, hvis jeg får den og den med, eller hvis jeg har lov at gøre det på den og den måde’,” siger hun og tilføjer, at hun synes, det er et stort problem:
”For når man ikke siger tingene og læser op, så får man problemer med at huske ordene. Jeg har altid tænkt, at vi skal arbejde med et sprog på mange måder. Der er noget, der skal tales, noget der skal lyttes, noget der skal skrives.”
Marianne Bromand Nielsen oplever ikke, at det specifikt er elever, der har særlige udfordringer i forvejen, der beder om at blive fritaget for fremlæggelser:
”Ikke nødvendigvis. Det er simpelthen 'helt almindelige' børn, ofte piger, som synes, det er pinligt, hvis de laver en fejl. Hvis jeg beder dem om at læse op, og det kan være en tekst, der er forberedt, så ryster de på hovedet som et signal til mig om, at det skal de ikke. Så de sidder bare og putter sig, og det har de ofte fået lov til i flere år, så det er blevet en vane for dem, at det er den måde, de går i skole på.”
Hun oplever også, at angsten for at fremlægge kan ’smitte’.
”Jeg havde en pige, som havde det svært, og hun skulle have en særaftale om ikke at sige noget i klassen. Og inden jeg så mig om, var der tre piger mere, som sagde, at de heller ikke ville sige noget.”
Marianne Bromand Nielsen skrev hjem til forældrene og tog også en snak med pigerne om konsekvenserne ved ikke at deltage i undervisningen.
”Og næste gang kunne de pludselig godt deltage alligevel. Jeg tror, der havde været en snak derhjemme om det.”
Udebliver, hvis de skal fremlægge
Anders Lorensen genkender billedet. Han underviser i tysk i 6. og 8. klasse på Rønnebækskolen i Hinnerup uden for Aarhus.
”Den 8.-klasse jeg har, fik jeg i 6., og dengang var det sådan en klasse, hvor især pigerne var ekstremt nervøse for at skulle sige noget foran resten af klassen. Det kunne både være at række hånden op og sige noget, men det var især det her med at fremlægge,” siger han og fortsætter:
”Jeg har også flere gange oplevet elever, der sagde, ’du sagde, at vi skal fremlægge det her på tirsdag. Du skal bare vide, at hvis jeg skal det, så kommer jeg ikke i skole den dag’. Det er jo ikke særlig smart,” siger han.
På hans skole er det dog blevet meget bedre, efter at de har arbejdet med skoleeksperten Rasmus Alenkærs principper, fortæller Anders Lorensen.
Vi skal selvfølgelig tage hensyn, men hvis vi pakker dem helt ind, udvikler det sig heller ikke til en bedre situation.
Henriette Viskum Lærer i engelsk og tysk på Egedal Skole, afd. Bækkegården.
”Han er meget optaget af fællesskaber, og at alle skal kunne deltage, og han synes, man skal passe på med de her særaftaler, hvor nogle må noget, og andre ikke må. Så hvor jeg tidligere har været tilbøjelig til at sige, at det var i orden, hvis en elev ikke ville fremlægge, er jeg i dag optaget af, at alle skal gøre det, men så det gælder om at skabe nogle rammer, hvor det kan fungere,” siger Anders Lorensen.
I 6. klasse lader han ofte eleverne optage sig selv og hinanden på video i små ’trygge grupper på to-tre stykker’ og så sende videoerne til ham efterfølgende.
”Nogle gange ser vi den sammen i gruppen, og andre gange ser jeg den alene. Men det mit indtryk, at eleverne får snakket rigtig meget tysk, som de ellers ikke ville turde gøre foran klassen,” siger han.
Ligesom Henriette Viskum forsøger han at skabe et trygt klasserum.
”Jeg har brugt enormt meget energi på, hver gang vi har hørt en fremlæggelse i tysk, at italesætte, at der skal være megastille, og vi klapper bagefter, og vi kommer bestemt ikke med negative kommentarer eller griner. Jeg har også italesat, at langt de færreste er rigtig gode til tysk. Så når man går og tror, at man selv er elendig i forhold til alle de andre, så passer det ikke. Det kan de godt gå og bilde sig ind, og så er det klart, at de ikke tør sige noget.”
Gik fra 4 til 10 i standpunktskarakter
Alle tre lærere peger på, at det er svært – eller næsten umuligt – at give mundtlige standpunktskarakterer, når eleverne ingenting siger. Alene derfor er det nødvendigt at finde på alternative måder at få dem til at tale sproget.
Henriette Viskum har for eksempel fundet på at lade de stille elever lave afleveringer, hvor de indtaler noget og sender det kun til hende.
”Det er tre-fire år siden, jeg gjorde det første gang, og der var der en elev, som jeg havde vurderet skulle have måske 4, fordi hun ingenting sagde. Men så viste det sig, at hun talte et flydende, avanceret og flot engelsk, da hun afleverede sin indtaling, og hun endte med at få 10 eller 12 i standpunktskarakter.”
Nogle af Anders Lorensens elever er ligefrem blevet motiveret af udsigten til at få en god standpunktskarakter, fortæller han.
”Jeg har en, der går benhårdt efter et 10-tal. For et halvt år siden ville hun nok have fået 4, fordi hun aldrig deltog, men nu rækker hun hånden op i alle timer, fordi hun er blevet bevidst om, at det er man altså nødt til, hvis man skal have en god karakter. Og hun er også blevet mere tryg i det.”
En bjørnetjeneste
Generelt synes Henriette Viskum, det er vigtigt at tage forældres og elevers bekymringer alvorligt og hun vil strække sig meget langt for at komme dem i møde.
”For jeg har ikke lyst til at sætte et barn i en utryg position,” siger hun.
Men hun kan også godt være bekymret for konsekvenserne.
”Jeg taler nogle gange med de andre lærere om, at vi faktisk godt tror, den her dreng eller pige kunne lidt mere, hvis vi pressede lidt, og at vi er bange for, at mor og far er så bekymrede på baggrund af deres oplevelser – hvis det for eksempel er et barn i skolevægring eller massiv mistrivsel – at de kan komme til at tage nogle misforståede hensyn til barnet. Vi skal selvfølgelig tage hensyn, men hvis vi pakker dem helt ind, udvikler det sig heller ikke til en bedre situation,” siger hun og tilføjer:
”Jeg er altid nysgerrig på, hvordan jeg kan stille nogle krav, som er rimelige nok til, at eleverne ikke bliver presset ud over deres grænse, men som skubber dem tilpas meget uden for deres komfortzone til, at de lærer mere. Mit mål vil samtidig være, at barnet ikke skal have det dårligt med at fremlægge. Og det mål når jeg ikke ved bare at undlade at bede eleven om at fremlægge,” siger hun.
Marianne Bromand er enig:
”Jeg synes det er synd for børnene, og at vi svigter dem. Og det er noget med forældrerollen igen-igen. Børn i dag må ikke opleve noget, der er ubehageligt. De må ikke føle sig presset. De må ikke have en dårlig dag. Derfor er det svært for forældrene at sige til deres børn, at de skal i skole uanset hvad, eller de skal deltage, eller de skal fremlægge. Men jeg tror, at man er nødt til det som forælder. Det andet er en bjørnetjeneste”.
Syv ud af ti lærere i udskolingen har aftaler med elever om at slippe for at fremlægge
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.