Danske elever har, i de 25 år vi har deltaget i Pisa-undersøgelsen, aldrig klaret sig dårligere. Danmark begyndte med at ligge over gennemsnit i matematik og lige under i læsning og naturfag. Højdepunktet var i 2015, hvor Danmark lå på eller over gennemsnittet i alle tre fag. Siden er det gået ned ad bakke. I dag ligger Danmark på 460 i læsning, 471 i matematik og 478 i naturfag.
Hvad betyder det så på menneskesprog - hvor galt står det til med de danske elever?
Spørger man læseforsker Simon Skov Fougt fra Nationalt Center for Skoleforskning og forskningsleder på den internationale læseundersøgelse Pirls, siger han:
”Et fald på næsten 30 point, det er fandenfløjtemig alvorligt.”
For faldet i læsning er så stort, og det svarer til, at eleverne læser to hele skoleår dårligere, end de gjorde i 2022.
Det er også værd at bemærke, at Danmark har fået flere elever i den tungeste læse- og matematikklasse. Der er nu 29,2 procent i gruppen af lavest præsterende elever, det er dobbelt så mange som for ti år siden.
Her taler vi altså om, at næsten en tredjedel af de danske elever har så lave læsefærdigheder, at de ifølge Pisa ikke kan fungere i uddannelse og job. Også i naturfag er der kommet flere i den lavest præsterende gruppe.
Samtidig er der nu kun halvt så mange elever, der toppræsterer i læsning – her er vi nede på 3,8 procent, som kan sammenlignes med et OECD-gennemsnit på 5,5 procent.
Ser man på de andre landes udvikling, er det tydeligt, at Danmark ikke står alene med udfordringerne. Eleverne i to tredjedele af deltagerlandene er faldet signifikant i et eller flere af de tre områder. Ser man på gennemsnittet af OECD-landenes Pisa-resultater, er de også faldet på alle tre områder gennem de seneste godt ti år.
Er børn så generelt blevet dummere?
Tja, de er i hvert fald blevet dårligere til læsning, naturfag og matematik. Og fordi der har været et generelt fald, har konsortiet bag Pisa undersøgt, om der kan være forskelle i metoder eller test. Det er ikke tilfældet, og der er da også lande, hvor resultaterne er gået op.
Spørger man formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, må vi ikke affeje resultaterne med, at børn bare er blevet dummere.
”Nej. Det er ikke godt nok. Det er skidt, når alle ligger på et lavt gennemsnit,” siger han.
Pisa-rapporten peger også på, at det er mindst lige så vigtigt at sammenligne et lands egne resultater over tid som at sammenligne med andre landes resultater.
Er Pisa bare endnu en ubrugelig test?
Man kan altid diskutere, hvad det giver at veje grisen. Om ikke de 24 millioner kroner, som 2025-testen kostede Danmark, var bedre brugt på 100.000 bøger, en million skolemåltider eller 1.700 høvlebænke, som lidt hurtig gymnastik med lommeregneren anslår, at det kunne blive til.
Det økonomiske aspekt har Pisa overvejet. Fremover skal der nu gå fire i stedet for tre år mellem hver test.
Men hvad så med selve indholdet af Pisa-testen, er det bare en dyr multiple choice-test?
Mens man på læseområdet hurtigt kan finde læseforskere, som er kritiske over for de nationale test eller læseprøven i den danske afgangsprøve, så er eksperternes syn på Pisa et andet:
Den her test siger faktisk noget om det, vi gerne vil måle det danske skolevæsen på.
Pisa-testen lægger nemlig større vægt på kritiske og refleksive aspekter af læsning end de nuværende Fælles Mål for dansk, som lægger større vægt på tekniske og færdighedsorienterede aspekter af læsning, viser en analyse, som forskerne Jesper Bremholm og Jeppe Bundsgaard gennemførte for nogle år siden.
”Hvis danske børn klarer sig middelmådigt i internationale test, vendes kritikken udad mod Pisa. Men i virkeligheden er det omvendt – for Pisa tester på et langt højere niveau i forhold til kritisk tænkning, end det danske skolesystem gør,” konstaterer Jeppe Bundsgaard, professor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.
Han vil faktisk gå så langt som til at sige, at hvis lærerne praktiserer teaching to the test mod de nationale test og afgangsprøven i læsning, så kan det være medvirkende til, at danske elever klarer sig dårligt i Pisa-testen i læsning.
Da Pisa blev skabt af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD i 1997, var begrundelsen, at man havde brug for at vide, hvad unge kunne bruge deres skoleviden til, og for at skolesystemer i hele verden kunne få pålidelige data at sammenligne sig med.
Kan man bruge det til noget som lærer?
Ja, det mener Jeppe Bundsgaard og Jesper Bremholm godt, at man kan. For Pisa kan hjælpe lærerne til at forstå, hvad det betyder at have læsekompetencer på forskellige niveauer, forklarer han.
”Resultaterne deles i rapporten ind i syv kompetenceniveauer, som er beskrevet ganske præcist. De giver dermed et godt billede af, hvad en rigtig god læser kan i udskolingen, hvad en habil læser kan, hvad en meget svag læser kan – og hvad de ikke kan. På den måde har lærerne et ret godt redskab til at forstå deres elever som læsere,” siger Jesper Bremholm, tidligere seniorforsker ved Nationalt Videncenter for Læsning, i dag leder af Norges Nasjonale Lesesenter.
Pisa-testene kan altså ikke bare afskrives som ligegyldige. Men resultaterne skal selvfølgelig ikke bare ædes råt.
Nogle forskere er for eksempel kritiske over for opgavetyperne. Og fordi testene er såkaldt low stakes, det vil sige, at de ikke har betydning for elevernes karakterer eller videre muligheder i livet, er det blevet anført, at de danske elever måske sjusker sig igennem opgaverne.
Ser man på, hvor mange elever der har gennemført testen på meget kort tid, kan kritikerne have en pointe. Det forklarer dog ikke, hvorfor danske elevers resultater er blevet dårligere over tid.
Hvordan forklarer Pisa faldet i elevernes resultater?
Helt grundlæggende kan Pisa ikke svare på, hvorfor der er et fald i læsning, matematik og naturfag. Men rapporterne peger på en række faktorer, som har ændret sig i negativ retning hos de elever, som klarer sig dårligere.
De faktorer kan det være værd at skrue på. Det er et irriterende og komplekst svar, men måske netop derfor passer det til skolens virkelighed.
Danske elever er generelt nysgerrige, men den nye Pisa viser både et fald i forhold til at være nysgerrig i forhold til mange ting, i at vide, hvordan ting fungerer, og et fald i lysten til at lære nyt. Samtidig synes flere af de 15-årige, at det er kedeligt at lære nye ting.
Elevernes vedholdenhed er også faldet. Færre siger, at de slutter det, de begynder på. Flere stopper med opgaver, hvis de bliver udfordrende eller kedelige, eller hvis det tager for lang tid at lave lektier.
Holdningen til skolen har også ændret sig. Færre elever svarer, at skolen har lært dem ting, der kan være nyttige i et job, eller at skolen har gjort dem klar til voksenlivet.
Danske elevers oplevelse af deres klassemiljø har ikke ændret sig nævneværdigt, men det har de øvrige landes elevers holdninger i positiv retning. Så når hver tredje danske elev fortæller, at der er støj og uro, og at de øvrige elever ikke hører efter, hvad læreren siger, så placerer det Danmark i den fjerdedel af lande i undersøgelsen, hvor klassemiljøet vurderes mindst positivt.
De fleste danske elever oplever, at deres naturfagslærer støtter dem og viser interesse, men også her er der færre end tidligere. Igen i modsætning til en international tendens med stigende oplevelse af støtte.
Danske elever oplever mere mobning og føler sig i mindre grad hjemme i skolen end eleverne i de øvrige nordiske lande. Samtidig er der sket en voldsom stigning i elevernes fravær fra skolen, både for sent fremmøde og hele dages fravær. Også denne stigning gælder internationalt, men danske elever har det største fravær i Norden.
Pisa viser også, at i forhold til tidligere spørger færre danske forældre til deres børns skolegang mindst en gang om ugen.
Og så er der skærmene, hvor danske elever fortsat ligger i top, når det gælder mængden af digital undervisning. Men Pisas fund i forhold til digitale forstyrrelser er langtfra så klokkeklare, som man kunne tro ud fra politikernes nye forbud mod mobiltelefoner i skolen.
Pisa viser nemlig, at samtidig med at flere skoler har fået forbud mod mobiltelefoner og restriktioner på skærmbrug i undervisningen, så er andelen af danske elever, der oplever distraktioner i undervisningen, steget.
Eleverne oplever på den ene side, at digitale apparater og medier hjælper dem til at forstå, men på den anden side føler de sig presset til at være online og føler ubehag, hvis de ikke har deres mobiler på sig.
Så hvad gør vi nu?
Politikerne har været hurtigt ude. Lige fra den første Pisa-undersøgelse i 2000 har politikerne lovet løsninger, når de danske elever bevægede sig for langt under gennemsnittet på den medfølgende rangliste.
Over tid er indførelsen af de nationale test, flere dansktimer, længere skoledage og meget andet blevet begrundet i behovet for at reagere på dårlige Pisa-resultater. Et par bredsider til lærerne er det også blevet til.
Kritikken af lærernes undervisning er udeblevet i denne omgang. I stedet peger statsministeren på mobiltelefoner, sociale medier og skærme, Venstre peger på mistrivsel, skærm og uro, og SF vil have inddraget lærerne mere.
Spørger man de danske læseforskere, som har nærlæst Pisa-rapporten, så peger Stig Toke Gissel på, at danske elever ifølge rapporten pjækker langt mere end tidligere, og mere end de gør i de øvrige nordiske lande. Og næsten 22 procent svarer, at skolen er spild af tid.
Visse typer af AI-brug kan forbindes med de dårlige Pisa-resultater. Derfor giver det ikke mening alene at skyde skylden på skærme, siger Stig Toke Gissel, der er docent på professionshøjskolen UCL og en af forfatterne til den danske Pisa-rapport:
”Der har været kørt et korstog mod brugen af skærme og generelt digital teknologi, men vi ser faktisk ikke en negativ sammenhæng i forhold til elevernes læsescore, nærmere tværtimod.”
For i Pisa 2025 er det faktisk de elever, der angiver, at de bruger digitale ressourcer til læring i skolen mellem fire og fem timer om dagen, der scorer bedst i læsning.
Læseforsker Simon Skov Fougt understreger, at elevernes læsekompetencer ikke kan løftes med en enkelt indsats som boggaven, hvor regeringen har afsat godt 500 millioner kroner til indkøb af flere fysiske skøn- og faglitterære bøger til landets skoler.
”Der er brug for skolebibliotekarer, efteruddannelse, regulering af sociale medier, opdragelse af forældre, læsepædagoger i klubber og dagtilbud. Politikerne er nødt til at fatte, at der er brug for en massiv national indsats her,” siger han.
Og skoleforsker Christian Christrup Kjeldsen, leder af Nationalt Center for Skoleforskning, som har været med til at analysere de danske resultater, hæfter sig ved, at der er uforholdsmæssigt meget uro i de danske klasser ifølge elevernes egne svar.
”Der ligger et kæmpe potentiale, hvis vi blot får nedbragt uroen og får eleverne til at lytte efter i samme grad som eksempelvis Finland,” siger han.
Men hvad siger Mr. Pisa selv?
Spørger man Andreas Schleicher, den tyske matematiker, statistiker og forsker, som står bag den internationale Pisa-undersøgelse, er det mest foruroligende ikke de dalende resultater.
Han peger i stedet på, at eleverne er ved at tabe evnen til at skelne mellem holdninger og fakta, til at håndtere komplekse informationer, til at reflektere og tænke kritisk. Kompetencer, de får endnu hårdere brug for i en fremtid med AI.
Andreas Schleicher understreger i OECD’s uddannelsespodcast, at det ikke betyder, at vi skal fjerne alle skærme, men en af forskellene på de lande, der klarer sig godt, og dem, der ikke gør, er måden, man bruger teknologi på, og hvordan eleverne forholder sig til teknologien. Groft sagt, jo mere de bliver passive modtagere af information, jo dårligere klarer de sig, og jo mere de tager kritisk stilling og bruger teknologierne til at stille spørgsmål, udfordre og undersøge, jo bedre.
Hvordan gør man så det?
Ifølge Andreas Schleicher handler det ikke om mængden af penge, man bruger, men om samfundets opbakning til skolen, som går videre til forældrenes opbakning. Ifølge Mr. Pisa skal politikerne ikke bruge pengene på mindre klasser, men på at uddanne de bedste lærere og få dem til at undervise de elever, som har det sværest.
Hvor efterlader Pisa de danske lærere?
Indtil videre har regeringen – ud over mobilforbuddet – lovet penge til flere lærere og mindre klasser. Og så vil de bringe respekten for læreren tilbage.
Det vil regeringen gøre gennem en trepart med lidt flere end tre medlemmer, nemlig lærere, skoleledere, forældre og elevorganisationer samt selvfølgelig folkeskolernes ejere i KL. Og et nydannet Pisa-sekretariat i Undervisningsministeriet skal understøtte arbejdet.
Måske er det allermest positive, man kan sige om hele Pisa-chokket, at undervisningsminister Magnus Heunicke (Socialdemokratiet) på et samråd lovede, at det er slut med snuptagsløsninger:
”Vi kan ikke sidde her og bilde hinanden ind, at der er et håndtag, vi kan hive i, og så er skolens problemer løst. Det kan vi ikke. Skolen har komplekse udfordringer, som kræver meget af mange – af lærere, af ledere, af forældre og elever. Og af os politikere.”
Efter Pisa-chokket: Hvad gør skolen, lærerne og ikke mindst politikerne nu?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.