26 år med Pisa. Det er 26 for mange

Så skete det igen. I mere end en halv snes år har lærerne igen og igen forsøgt at råbe politikerne op uden at møde meget andet end irritation, men aldrig så snart lander der en Pisa-undersøgelse, før alle er på dupperne: Pressemøder med hele regeringstoppen, alle landsdækkende medier på den anden ende, gravalvorlige politikere her og der og alle vegne.

”Men det er jo et internationalt fænomen”, understreges det, hvormed det antydes, at det ikke rigtigt er vores eget ansvar - det er noget, der kommer udefra. Javist, det sker i hele den vestlige verden. Men glem nu ikke, at vi selv er sprunget på vognen.  

Fra mine første år i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse i 00’erne husker jeg møder med lærerrepræsentanter fra andre lande – Sverige, Norge, Tyskland, Østrig, Holland, England, USA - og hver gang lød den samme melodi med variationer:

”Vi er nærmest i krig med politikerne. De vil ikke tale med os, de vil lave en topstyret tælle-måle-veje-skole med fokus på output, evaluering og markedsstyring. Lærerprofessionen bliver hældt ned ad brættet.”

Fra alle lærerforeninger over hele den vestlige verden (Finland undtaget) lød det, at deres medlemmer oplevede en prestigemæssig deroute. At de blev presset mere og mere, at deres autoritet overfor børn og forældre var i forfald, at de var ved at miste grebet om undervisningen. Og at politikerne tydeligvis ikke var klar over, hvad de var ved at ødelægge.

Det groteske ved dagens situation er, at skal man sætte et navn på dette sygdomsbillede, må det blive: Pisa-syndromet.

Skaden var sket

Pisa blev opfundet i OECD ca. 15 år efter, at New Public Management i midtfirserne ankom til Europa fra Reagans USA og Thatchers England.

Det handlede om et opgør med professionernes magt. Indførelse af mål- og resultatstyring, øget brug af dokumentation og evaluering samt professionaliseret ledelse – det vil sige ledelse, der ikke udspringer af den enkelte institutions behov, men af udefra kommende politiske visioner effektueret af en værkførerledelse, der følger instrukserne fra oven. 

Overalt i den vestlige verden meldte politikerne deres skolesystemer ind i Pisa. På dansk grund anført af Pisa-konsortiet med Niels Egelund i spidsen, og med ham og hans folk i øresneglen påbegyndtes en lang omstillingsproces i folkeskolen.

Hver gang der kom en ny Pisa-måling, fór politikerne omkring som en flok forskræmte høns, mens de kastede lunser til ræven: nedlæggelse af småskoler, ’klasseoptimering’, indførelse af elevplaner og nationale test, digitalisering, inklusion, omstruktureringer i lange baner, mere og mere politisk styring osv., kulminerende med overfaldet på lærerne og skolereformen i 2013.

Lærernes kritik blev mødt med afvisning: Hold ud, sagde man, vær tålmodige, der går femten år inden de positive virkninger slår igennem. Når de positive virkninger så ikke slog igennem, og der dukkede komplikationer op, var Pisa gerne de første til at forlade den synkende skude og hæve advarselsflagene. Altid for sent, i et umiskendeligt skær af gratis bagklogskab. Skaden var sket.

Nu står vi altså her, 26 år efter at politikerne overlod rattet i dansk skolepolitik til Pisa, og kan konstatere, at de har kørt skolen i grøften. Arbejdsglæden er suget ud af folkeskolen, der efterhånden mere ligner en arbejdsplads for modvillige børn end et sted for menneskelig vækst og udvikling.

Skolen skulle være en smeltedigel, men den er blevet en trykkoger, og frustrationerne formelig sprøjter ud af alle sprækker. Måske skulle vi overveje at sige pænt tak for nu til Pisa og velkommen tilbage til lærerne?

Eller på jævnt dansk: Pisa pis a’.